Kurt Westergaard frem for to tunesere

Vi havde ellers ikke talt om de tegninger i lang tid. Der er gået mange aviser i trykken siden. Men de trusler, der fulgte med tegningerne, er stadig en realitet for dem, der går med PET om livet. Der er blevet planlagt mord. Selvfølgelig er der det. Ligesom PET har afsløret så meget andet, men det foregår selvfølgelig hemmeligt. Derfor hører vi ikke så meget om det. Ellers ville det jo ikke være hemmeligt, ligesom.

Men det hemmelige er naturligvis altid et problem i et demokrati. Især når myndighederne skal tage konsekvensen af det hemmelige. Demokratiet kræver lys på. Det er ikke godt for den demokratiske retsfølelse, at to ministre og PET tilsammen kan udvise de to tunesere uden, at de og vi ved konkret, hvilke beviser, man har imod dem. Bekymrede dommerne og advokaterne mener, at vi går imod politistat. Samtidig anerkender man, at Kurt Westergaard nok var blevet dræbt, hvis PET ikke havde grebet ind, og han nok også ville blive dræbt i fremtiden af disse tre mænd, hvis de to ikke bliver udvist. Her, lige her, burde man have trukket vejret ind og blive stående, for det er dilemmaet i en slipsenål. Det er nemlig et klart enten-eller: Enten gør man alt for at beskytte Westergaard. Eller også vælger man at prioritere retsfølelsen. Både-og lader sig ikke gøre. Man kan ikke både have en hemmelig efterretningstjeneste og samtidig forlange, at den skal forklare sig i retsfølelsens navn. Dommerne og advokaterne ser godt problemet, og vælger derfor en mærkelig mellemløsning. Vi skal gøre som i England, hvor et uafhængigt dommer-advokat-råd kigger med, når efterretningstjenesten og regeringen vil udvise personer uden rettergang. Så sikrer man tredelingen af magten, og det er nu det bedste værn mod politistaten, siger dommerne og advokaterne. Og det lyder godt, men det er jo kun den halve sandhed. For tredelingen af magten gavner ingen, hvis både den involverede dommer, advokat, PET-leder og minister er korrupte. Det eneste afgørende værn mod en politistat er den frie presse. Den frie presse, der trykker, hvad den vil, når den vil, og som kan vende, hver en sten så intet forbliver hemmeligt. Men at have pressen med ind over er sådan set umuligt, hvis man skal have glæde af en efterretningstjeneste, der skal afsløre de anslag mod blandt andet pressen selv, som påviseligt planlægges i disse år.

I krig og kærlighed er som bekendt alle regler ophævet. For tiden har en af mine veninder ondt i kærligheden. Hun er skiftevis vred og ulykkelig over, at den mand, hun elsker, ikke er sådan, som hun helst vil have, at han skal være. Virkeligheden svarer ikke til hendes berettigede forventninger, synes hun. Dette sidste, vil jeg mene, er hendes største problem. Ikke manden, men hendes manglende lyst til at se virkeligheden i øjnene. Sådan også med krigen mod terror. Vores største problem er ikke, at den er der, krigen. Vores største problem er, at vi ikke vil anerkende, at vi er midt i den. Og at vi derfor må kæmpe med midler, der hører krigen og ikke freden til.