Industriens miljøministre

Regeringen mangler en minister. For hvis regeringens miljøministre er vinmølleindustriens ministre, og dermed støttehjul for erhvervs- og økonomiministeren, så mangler vi en minister, der tager sig af naturen. Argumentet om, at vindmøller også passer på naturen er en utidig blonde, der ikke kan dække over, det ublufærdige faktum, at hensynet til eksisterende natur ikke er øverst miljøministrenes dagsorden. Det er industrien for vindmøller. Det er højt spil fra en miljøminister. Indsatsen er 1500 hektar skov, der ikke lige kommer tilbage. Vi taler testcenter. Syv giga-vindmøller, som hver er op til 250 meter høje. Syv Babelstårne, som skal udnytte blæsten, og vinde energi. Bare som test. Ikke sådan for alvor. En eksperimentel legeplads for vindmølleindustrien.

Og det er alvorligt, forstår man. Hvis industrien ikke får sit testcenter, så rykker man til udlandet. Såedes kom adm. Direktør i vindmølleindustrien Jan Hylleberg med følgende trussel på vegne af Siemens og Vestas:

”Hvis danske politikere spænder ben for det planlagte center i Østerild Klitplnatage vil industrien være nødt til at finde alternativer, hvilket også kan være i udlandet.”

Vindmølle testcentret skal vedtages af Folketinget i dag, torsdag. Det ligner ikke et bredt flertal. Dansk Folkeparti er stadig kritisk. Kun de to regeringspartier er positive. Især både den tidligere og den nuværende miljøminister.

De er i forlængelse af hinanden enige om at forslå, at 1500 hektar fredsskov ved Østerild og Hjardemål Plantager skal fældes, så vinden rigtig kan få fat. Vindmølleindustrien havde godt nok ønsket sig en anden placering. Hvis de, der har forstand på vind selv skulle bestemme, ville de hellere have haft deres vindmøller på Kallesmærsk Hede. Dér står ikke så meget som en busk i vejen for syv store vindmøller, men til gengæld ligger Forsvaret og øver sig, og de vil nødig slippe deres øvelsesterræn. Det forstår man godt. Men man forstår også, at vindmølleindustrien har en del at skulle have sagt i miljøministeriet. Nok til, at to miljøministre nu har suppleret hinanden i at fortie, at vindmølleindustrien selv kunne have ønsket det anderledes. Østerild og Hjardemål Plantager er ikke de bedst egnede til en vindmøllepark, men hvis bare det går hurtigt, så har vindmøllefolket takket ja og droppet såvel. Og det forstår man også godt.

Hvad er en anelse sværere at forstå er, hvordan man kan være miljøminister og gå ind for, at 1500 hektar bevaringsværdig skov fældes, når der er så meget åbent land i Danmark. Dertil kommer, at fredsskoven ved i de to plantager ikke bare er skov, men er beskrevet som et ”særligt bevaringsværdigt landskabs- og naturområde”. Østerild Klitplantage blev anlagt i årene 1889-1940 for at standse sandflugten. Plantagen ligger på det stykke land, der adskiller det øverste venstre hjørne af Limfjorden fra Vesterhavet. En halv snes kilometer nordøst for Thisted og med lige så langt til Bulbjerg ude ved Vesterhavet. Den nordlige del af plantagen når frem til Hjardemål Plantage, der i sin yderste ende næsten har forbindelse til Danmarks første nationale naturpark. I den sydlige ende når Østerild Klitplantage til fuglereservatet Vejlerne. På den smalle landtange mellem Limfjorden og Vesterhavet er der mere natur end industri; flere træer og dyr, end mennesker. Om lidt vil der, hvis det står til to miljøministre lagt i forlængelse af hinanden, være mere vindmølle end natur.

Man ved aldrig, hvad man tester sig frem til. Man risikerer at det viser sig, at der ikke er noget at komme efter. At vindmøller i almindelighed viser sig for dyre i etablering, endnu dyrere i drift, svært placérbare. At vindmøller slet ikke er konkurrence-dygtig energi. Ingen ved det. Det vi imidlertid ved med sikkerhed er, at to miljøministre har været villige til at ofre 1500 hektar fredsskov, selvom de er alene om at mene, at det er det eneste rigtige.