Med Carsten Jensen i krig

Hvor kan det dog blive dumt, når man så gerne vil være klog. Carsten Jensen forsøger sig som dybsindig krigsmoralist i filmmagasinet Ekko, og det er tung læsning. Jensen mener selvfølgelig, at Armadillo-filmen river tæppet væk og tvinger Danmark til at tage stilling til de eksistentielle og politiske spørgsmål, som ”vi nu i årevis har udskudt ved hjælp af alle tænkelige løgne og fortielser”. Hvori løgnene og fortielserne består, er ikke så let at gennemskue i Carsten Jensens ellers sort-hvide univers. Således mener han, at filmen i sig selv tager ikke stilling for eller imod Afghanistan-indsatsen, men tilskuerne vil enten gå fra biografen med kvalme eller let opløftede, som havde man lige set en rekrutteringsvideo for hæren.

Og hæren er ikke af det gode, forstår man nok. Armadillo ”er en uafviselig dokumentation” af hvor hurtigt forråelsen kommer, og hvor tynd væggen mellem civilisation og barbari er. Således lyder det om de soldater, der lige har risikeret livet i nærkamp med talebanere, og har dræbt dem ved at kaste en bombe i en grøft:

”Vi ser dem prale af de drab, de netop har begået. Vi ser dem i en adrenalinpumpende tilstand, der knap er til at skelne fra blodrus, og som måske er blodrus. Vi ser dem smykke sig med de dræbte fjenders våben og ligne grinende bersærkere fra en fortid i menneskehedens historie, et stykke barbari, vi troede, vi for længst havde ladt bag os” skriver Carsten Jensen.

Disse soldater dokumenterer altså ucivilisation, barbari, kort sagt alt det værste, for som Jensen effektfuldt slår fast:

”Krig er altid af det onde, men det udelukker ikke, at krig nogle gange kan være uundgåelig og nødvendig.. men hvis vi benægter at vi i en hvilken som helst krig – både den der føres i en god sags navn, og den der føres i en dårlig – også opmuntrer til de destruktive kræfter i os selv, så mister vi balancen og taber vi den, bryder civilisationen sammen – den civilisation, som vi påstod, at vi kæmpede for”.

Det er lette pennestrøg, der ubønhørligt blander den ene selvfølgelighed med den anden, så man til sidst kun kan få øje på barbarerne (de danske soldater, der har været i nærkamp) – og så alle os andre eftertænksomme (det vil sige civiliserede Carsten Jensen selv).

Det er så urimeligt, som noget kan være, når man har sin fjerpen på det tørre, og andre til at gøre det beskidte krigsarbejde for sig. Det er dog selvklart, at enhver krigs største fare er barbari. Men det er dog også klart, at fordi en håndfuld soldater opfører den krigsdans, som krigere til alle tider har stivet sig selv af med, når de har måtte dræbe, så er det ikke uden videre lig barbari. Så sandt som, at den dreng, der praler overfor sine nærmeste kammerater med, at han har scoret den pige, han elsker, ofte heller ikke anvender de blufærdige vendinger, der svarer til hans følelser.

Sådan var det og sådan er det. Det er handlingerne og ikke ordene, der i krig som i kærlighed tæller. Kan Carsten Jensen påvise en eneste handling i Armadillo, som ikke følger krigens love?

Nej det kan han ikke. Han kan bare rulle sin pacifisme i en til lejligheden nyvunden nationalpatriotisme: ”det er en smertelig opvågnen i denne film. Efter Armadillo vil det aldrig være muligt at tale om Afghanistan som før. Det vil heller ikke være muligt at se os selv som danskere på samme måde som før”.

Ikke et ord om, at det er dog enestående, at der findes mænd og kvinder, der vil gå i krig. Vil tage krigens handlinger på sig, vil udsætte sig for stor fare, for at sikre, at folk som Carsten Jensen kan få fred til at skrive lige det han mener, når han mener det.