Mellem islamisme og Systemet Politiken

Norge har sagt nejtak til, at Saudi-Arabien finansierer moskeer i Norge. Begrundelse: Når Saudi-Arabien ikke selv har religionsfrihed og tillader kristne kirker, så skal saudiske penge ikke få lov at investere i muslimske bedesteder i Vesten. Vi lader den stå et øjeblik. Der var nemlig en tankestreg, der fangede min opmærksomhed. I Politikens leder om sagen. Politiken-lederen beklager den norske afgørelse, men finder dog, at ”det er dybt angribeligt, at Saudi-Arabien undertrykker religiøse mindretal – også muslimske mindretal”. Læs tankestregs-sætningen to gange.

Det er dér vores hjemlige diskussion halter, nej kæntrer, skal man tro professor Frederik Stjernfelt. Stjernfelt retter i dagens Politiken en sønderlemmende kritik af danske intellektuelle – og Politiken – for ikke at ville tale om den islamistiske undertrykkelse, som har alt for meget til fælles med nazismen. Man bryder sig godt nok ikke om det. Man registrerer det. Men man holder kæft. Ligesom den socialistiske filosof Jean-Paul Sartre nægtede at tale om Gulag og kommunismens undertrykkelse, så vil danske intellektuelle som Klaus Rifbjerg, Rune Engelbreth og Thøger Seidenfaden ikke åbent tage en frontalt opgør med islamismen. Heller ikke selvom man kender til, at folk som Yussuf al-Qaradawi, Det Muslimske Broderskabs åndelige leder, har udtalt, at jøderne er et fordærvet folk, og at Allah fik Hitler til at sætte jøderne på plads, samt at muslimerne vil være de næste til at straffe jørderne – ”om Gud vil”.

Når man som Stjernfelt udfordrer de andre medlemmer af Det Danske Akademi, som Stjernfelt selv er medlem af, så svarer eksempelvis Rifbjerg igen med, at Stjernfelt lider af islamofobi. Hvis man nu tror, at Søren Krarup med familie omfavner Stjernfelt og byder ham indenfor, så tager man fejl. Stjernfelt mener nemlig ikke, at ytringsfriheden er den højeste af frihedsdyder, og det får Krarup til at angribe ham for at være politisk korrekt og ligge under for ”Systemet Politiken”.

Tilbage står en mærkværdig stillestående debat, som man tilsyneladende ikke kan føre, fordi man alt efter argumenter bliver placeret enten i den ene lejr eller i den anden – eller som Stjernfelt i et ingenmandsland midt imellem, hvor ingen vil vide af ham, og slet ingen vil høre efter, hvad han siger. For det er jo nemlig pointen: Ingen vil diskutere islamisme. Man er enten for – eller tavst halvimod – eller åbent imod. Enten holder man helst med det muslimske, og kan kun kritisere et islamisk tyranni som Saudi-Arabien for undertrykkelse af anderledes troende, hvis det også er muslimer, der undertrykkes. Den kristne og jødiske undertrykkelse forties helst. Som i dagens Politiken-leder, hvor tankestregen med de andre muslimske mindretal, der undertrykkes, retfærdiggører, at man overhovedet nævner undertrykkelsen af religiøse mindretal. Eller også tier man helst og undgår debatten om islams møde ved vestlige frihedsværdier. Eller også mener man islam er lig med alt ondt.

At der faktisk er mange, mange holdninger ind imellem, accepteres reelt ikke. Og det er et problem. På op til flere måder. Det er udtryk for en debatkultur, der har tegneserieformat, og det er et realpolitisk problem, når man skal agere i en globaliseret verden, hvor saudiske oliepenge kan opføre moskeer syv gange så store som Domkirken.

Det ene hænger sammen med det andet. Kan det nemlig være udtryk for andet end islamofobi, at forbyde opførsel af kæmpe store udenlandske finansierede moskeer? Selvfølgelig.

Er det vigtigt, at sådanne forbud ikke opfattes af et norsk eller dansk muslimsk mindretal som islamofobisk? Selvfølgelig.

Er det derfor væsentligt, at islam i alle dens afskygninger diskuteres frit? Ligeså selvfølgeligt.

Er det fejt at holde mund og gemme sin pen på ryggen, når man ellers lever af begge dele? Overselvfølgeligt.

Ren Sartre.