En skatteminister og de nålestribede

Erhvervslivet har et gigantisk imageproblem. Det er først og sidst erhvervsfolkets egen skyld. Man har været for arrogante i forhold til at opnå folkelig gennemslagskraft. I et demokrati er der ingen vej uden om. Hvis folket ikke kender dig, ved, hvad du mener, og forstår dine bevæggrunde, kan du heller ikke regne med folkelig opbakning. Krisen tordner om ørerne på os, og vores eneste håb er de private virksomheder, der kan tjene penge ind til landet. Men den pointe har man folkeligt ikke fattet. Det er ikke tydeligt fra Skagen til Gedser, at vi kun overlever, hvis erhvervslivet er stærkt og bliver støttet. Havde man folkeligt forstået det, kunne ingen andre end blankøjede studerende, skolelærere og et par kunstnere drømme om at stemme Enhedslisten og SF.

Når vi har fået en socialistisk skatteminister skyldes det, at erhvervslivet på trods af, at krisen har haft retning mod os i flere år, ikke har mobiliseret deres dyrt betalte kommunikationsafdelinger – og deres guldbelagte brancheforening Dansk Industri. Hvad virksomhederne går og klatter egne penge til er deres beslutning, men at man ikke har koncentreret sig i tide om at forklare danskerne, hvor vigtigt det er, at de private erhverv sikres frie rammer i lovgivning såvel som skat, er en katastrofe, som i rockermiljøet ville udløse en del mere end dummebøder. Resultatet er en skatteminister, der for tiden ugentligt tæppebanker erhvervslivet. Sidste uge var det de multinationale selskaber, der overholder gældende skatteregler, men nu skal opleve en skatteminister anklage dem for skatteunddragelse, i denne uge var vi kommet til de familieejede virksomheders pengetanke. Ikke et eneste taknemligt ord om, at vi er glade for, at man vil være i Danmark, tak og tak igen for arbejdspladser. Den planøkonomiske skatteminister er som de fleste socialister før ham hamrende ligeglad med arbejderne, nu han er kommet til magten. Det gælder det om at skrabe penge ind til staten, så staten – læs han selv – kan uddele pengene som den helst vil. At folk bliver fyrede er sandelig ikke ministerens men virksomhedernes skyld.

Sådan kan det gå, fordi det nålestribede segment i toppen af erhvervslivet ikke personligt har påtaget sig at vise danskerne mennesket bag. Af en eller anden grund er det fornemt at holde sig hævet over pressen og den personlige vinkel på såvel virksomhed som livsværk. Men folkelig gennemslagskraft har man aldrig kunne betale sig fra. Man har altid måtte lægge person og liv til. Hvis danskerne skal få omsorg, stolthed og lyst til at værne om erhvervslivet, må erhvervsledere i langt højere grad stå personligt frem. Fortælle om deres liv, deres job, deres lidenskab, der frygt – kort sagt blive mennesker og ikke talende jakkesæt.

Det kræver mod at være de første. Det kræver også omtanke, for at det bliver vedkommende. Ikke noget med, at man ”kobler af med golf i sin fritid”. Vi skal forbinde virksomheder med ansigter, med historier, med de menneskelige dramaer, der foregår hver eneste dag på direktionsgangen i disse tider, når aktiekursen igen dykker. Det er en opgave, den enkelte virksomhedsleder kun selv kan løfte. Det er ikke så svært. En god begyndelse vil være at løsne slipseknuden, droppe ”man” og ”vi” og istedet sige: ”jeg…”.