Far svigter familien

Hvis det er så vigtigt med familien, hvorfor er man så ikke mere sammen med den? Læs det spørgsmål to gange. Det er vor tids familiehykleri i sms-format. Seniorforsker Jens Bonke stiller spørgsmålet, på baggrund af en rapport, Rockwool Fondens forskningsenhed har begået. Her er det med fodnoter blevet dokumenteret, at fædre med småbørn begynder at arbejder mere, når de får børn. Den pæne forklaring er, at familiens fremtid skal sikres, men det er jo ikke altid en nødvendig prioritering. Når småbørne-faren påtager sig mere arbejde, skyldes det ofte rigtig meget mere end noget med at tage ansvar for familiens økonomi.

Almindelig dovenskab, for nu bare at nævne det, jeg umiddelbart tænker. De færreste par ved, før de får børn, hvor benhårdt det er at sætte børn i verden. Fødselssmerten er intet i forhold til det regelrette liv, der følger de næste fire-fem år. Måltider, der skal serveres til tiden. Barnevogne, der skal trilles, middagssøvn, der skal afvikles, sygdomme, der skal nedkæmpes, lege, der skal leges, gråd, der skal stilles. Alle egne voksen-behov på pause, barnets basale behov frem for alt. ”Børn skiller mere end de samler”, sagde de gamle, og tænkte på parforholdet. Mor falder i søvn samtidig med barnet, endnu inden rødvinen er trukket op fredagaften. Der er dømt mor/barn-symbiose, også selvom hun voldsomt gerne vil være sammen med barnets far. Den nybagte far er uanset, hvad tidens far-trend postulerer, altid med på en kigger i den første lange tid af barnets liv. Er der noget at sige til, at han er glad for, at der er et (arbejds)sted i verden, hvor han får masser opmærksomhed, og bliver belønnet for sin indsats? Jeg synes ikke, at det er mærkeligt, det er helt naturligt, man må bare ikke sige det højt.

Vi har gjort familien blevet en kult, hvor børnene er guderne, og trosbekendelsen er, at man sværger, at familien er vigtigst. Går forud. Hvad den naturligvis gør for de færreste, fordi man ikke kan holde ud at være sammen med den, og slet ikke hele tiden. Således er det i vide kredse et helt almindeligt fænomen i familier med små og halvstore børn, at far arbejder igennem, er næsten aldrig hjemme, og det erotiske samliv mellem forældrene er ligesom juleaften – en gang om året. Der er intet nyt i, at fædre flygter fra yngelplejen. Det har mænd gjort til alle tider. Det nye er, at det er så skamfuldt ikke bare at gøre det, men alene at indrømme, at man har lyst til det, er lodret forargeligt. Det er derfor, at vi skal have Rockwool Fonden til at fortælle os det, for der er ingen småbørnefædre, der offentligt tør vedgå, at de visner, hvis de skal være for meget sammen med deres små børn.

For nylig udgav jeg en biografi med erhvervsmanden Lars Nørby Johansen: ”Liv og ledelse. Lars Nørby Johansen set af Kathrine Lilleør”. Der er mange grunde til, at jeg har skrevet den bog. Lars Nørby er en veltalende og eftertænksom mand med et uomtvisteligt talent for at lede virksomheder frem til stor succes. Men en af grundene til, at jeg måtte skrive hans historie var, da han fortalte, at han fik hjerteproblemer, da han var midt i trediverne, havde kone og små børn og en glimrende universitetskarriere. Lægen sagde bare, at hjertet havde det godt, der var ingen fysisk forklaring på, hvorfor det gjrode ondt. Nørby måtte derpå konstatere, at han havde ondt i hjertet, fordi han måtte søge andre udfordringer end dem, hans universitets-liv bød på. Også selvom det ville komme til at gå ud over hans familie. Det var en prioritering, der med fysisk ufravigelighed satte sig igennem i ham. Han valgte arbejdet frem for familien. Nørby Johansen var ikke stolt over det, heller ikke i dag, men han er modig nok til at sige det højt. Der er ikke mange mænd, der tør vedkende sig den prioritering, men det gør det ikke mindre sandt.

Selvransagende samtidsspørgsmål: Er man kun et godt menneske, hvis man i ét og alt lader sin familie komme først?