Homovielser og Kristus

”Gud er kærlighed” det er kristendommens budskab, hverken mere eller mindre. Det er så kort og fyndigt, at ethvert barn kan huske det, og samtidig er det i sin konsekvens så forargelig, at man bliver korsfæstet, hvis man insisterer på det.

Modstanderne af vielser i homoseksuelle i folkekirken har derfor et forklaringsproblem af dimensioner. For det første, fordi det er lodret ulogisk, at man i kirken nægter at fejre den velsignelse Gud giver, når han skænker to mennesker den stærke indbyrdes kærlighed, som et parforhold er. For det andet, fordi det burde anfægte kirkens folk, når man med Kristus på sin side og korset i ryggen nægter at anerkende homoseksuelles kærlighed som fuldgyldig ligeså stærk som kærligheden mellem mand og kvinde.

Ét sted er homoseksuelles kærlighed imidlertid aldrig blevet fordømt. Der findes ikke i evangelierne et eneste sted, hvor Kristus går i rette eller bare nævner homoseksualitet. Faktisk nævner han heller ikke ægteskabelig kærlighed eksplicit. Kristus beskæftigede sig aldrig med den kærlighed, der lykkeligt fejres mellem mennesker, han fokuserede altid på, når kærligheden er væk. Derfor er det da også i forbindelse med skilsmisser, at han i Matthæusevangeliets kapitel 19 kommer ind på ægteskabet, og dermed Skabelsen. Her spørger man ham, om det er i orden at blive skilt, og da svarer Kristus, at Gud i Skabelsen skabte mand og kvinde. De bliver i den erotiske akt ”ét kød”. Hvorpå han tilføjer: ”Hvad Gud har sammenføjet må et menneske ikke adskille”. Det er altså ikke godt at blive skilt, men når man alligevel har en lov, der tillader det, siger Kristus videre, så har man denne lov for sin ”hårdhjertetheds skyld”. Læs dette lille stykke igen. Det er altså i en skilsmisse-diskussion, at Kristus taler om Skabelsen og mand og kvinde, og han forklarer, at skilsmisse er dårligt, men vi er jo hårdhjertede, så det kan ikke være anderledes end, at vi har skilsmisser.

Hvordan denne passage kan komme til at handle om noget med homoseksuelles kærlighed, mener jeg er en læsning så langt ude af kontekst, at en studerende på det teologiske studiums forprøve ville dumpe på den. Men lad os nu alligevel langsomt zoome ud, og begynde med at konstatere, at ægteskabet for Kristus godt nok indebærer, at man bliver ”ét kød”, men der står ikke et ord om, at man er forpligtet på at få børn. Det er blevet nævnt i debatten, at ægteskabet alene er indstiftet med henblik på forplantning, men Kristus har vist et lidt mere lystbetonet syn på den side af et parforhold.

Med ægteskab har man så langt øjet rækker i almindelighed forstået et forhold mellem mand og kvinde, da det i de fleste samfund har været det kulturelt og civilretslige anerkendte. Det springende punkt i den verserende diskussion er, om der er belæg i den evangelisk-lutherske kirke for, at man kan vie homoseksuelle helt på linje med heteroseksuelle. De teologiske modstanderes fremmeste argument er, at Gud har skabt os som mand og kvinde – og at der ikke i de reformatoriske skrifter er belæg for, at vi kan opfatte ægteskabet som andet end et skabelsesforhold. Når jeg således taler om ægteskabet som et kærlighedsforhold, der udspringer at Guds velsignelse, så mener man, at det er ulærd tale. Jeg mener imidlertid, at det er modstanderne, der mangler lærdom.  For at finde belæg for deres synspunkter, har de kun et par enkelte skriftsteder, som de gentager i det uendelige, og som kun går an, hvis de dels læser dem bogstaveligt – Skabelsen – dels læser ude af kontekst – Kristi skilsmissetale. Og så er der det med de lutherske bekendelsesskrifter. Man glemmer behændigt, at ægteskabet i det lutherske ikke er en hellig handling. Et sakramente. Det var nøjagtig, hvad Luther brød med i forhold til den katolske kirke, hvor ægteskabet opfattedes, som en hellig institution, stiftet af Gud i himlen med et bestemt formål, nemlig at få børn. Luther tordnede mod denne helliggørelse af parforholdet, og han lagde ud med at henlægge vielserne til våbenhuset. Det blev i længden for ufestligt, så tilbage ved alteret har vi i femhundrede år i den lutherske kirke fejret Guds velsignelse af et pars kærlighed, samtidig med at vi har bedt til Gud om, at han vil vedblive med at lyse sin velsignelse over parret.

Bekendelsesskrifterne er blevet til ved Reformationen og ligeså vigtige de er for Folkekirkens selvforståelse, så er de trods alt skrevet af mennesker. Det er den Ritualbog, som vi præster skal følge, når vi udfører kirkelige handlinger også, og det betyder, at man selvfølgelig kan skrive ritualer om ligesom Bekendelsesskrifterne ikke skal læses som var de skrevet af Gud selv. Biblen skal naturligvis ikke skrives om, men den er trods alt heller ikke skrevet af Gud men af mennesker. Fejlbarlige mennesker, der har haft deres egne agendaer, som de undertiden i snæver vending har tillagt Kristus. Derfor kan intet i Biblen læses bogstaveligt. For os lutherske er der kun én begivenhed, vi kæmper for at tro på helt bogstaveligt: At Kristus døde, men blev levende igen. Ligesom du og jeg skal dø, men alligevel skal vi leve. Det er et faktum, der ikke kan diskuteres. Alt andet og da især små-passager hist og her er til diskussion. Luther så som den enestående skriftfortolker, han var, problemet. Det har altid været en udfordring, at man ikke bogstaveligt ord til andet finder sandheden i evangelierne, sandheden skal fortolkes frem. Man kan nemlig altid finde et sted i Biblen, der underbygger et hvilket som helst synspunkt. Derfor formulerede Luther et genialt læseprincip, der skal sortere i, hvad der er væsentligt og hvad der er mindre vigtigt i Biblen. Princippet er dette, at alt, hvad der i en eller anden afledt forstand kan siges at have med Jesu liv, død og opstandelse at gøre, er primært. Det vil sige, alt, hvad der kan siges, at bidrage til at illustrere Kristi frelsende forkyndelse er det vigtigste. Alt andet er sekundært. Læs det to gange. Det er en genial test. Den er ligeså simpel, som den for nogle i denne sammenhæng er ubehagelig:

Kan man sige, at modstanden mod homovielser rammer nerven i det, der er hovedbudskabet i Jesu liv, død og opstandelse? Det budskab nemlig, at Gud elskede verden, så højt, at han sendte sin søn for at fortælle os om sin kærlighed? Er det at holde homoseksuelle på afstand af alteret i overensstemmelse med det løfte alle døbte får i dåben om, at Kristus vil være med den døbte alle dage indtil verdens ende? Siges det i dåben, at bliver barnet homoseksuelt, så må det forstå, at Kristus holder en smule afstand?

Hvad har Skabelses-beretningens fortælling om mand og kvinde, der skal forplante sig, at gøre med den kærlighed, som Gud binder to mennesker sammen med uafhængig af alder og køn?

Intet.

Det er så indlysende enkelt, at selvfølgelig skal et homoseksuelt par kunne takke og bede for deres indbyrdes kærlighed ved et vielses-handling, selvfølgelig er deres forhold at betegne som et ægteskab, for selvfølgelig skal kirken være det første sted, vi lykønsker, når Gud har sagt ja.

Modstanden mod homovielser er pinlig. Ligesom man for halvtreds år siden trak løsrevne Bibelsteder frem for at undgå at få kvindelige præster, har man også nu travlt med at få kirke og kulturelle fordomme om homoseksuelle til at gå hånd i hånd. Men modstanderne mod homovielser har fremtiden bag sig. De vil blive stillet til regnskab af kommende generationer, som vil undre sig over, hvordan man i tidligere tider har kunnet få sig selv til at vise den kærlighed, Gud har skænket, væk fra alteret.