« Lilleør

Birthe Rønn Hornbech og løgnen

56 kommentarer

Modstanderne af homovielser skyer ingen midler. Således satte Birthe Rønn Hornbech sig forleden overskrævs på et løst missil, da hun anklagede kirkeministeren for at fylde hende med løgn.

Løgnen skulle være faldet på et møde i Folketingets Kirkeudvalg, den dag regeringen offentliggjorde beslutningen om, at homoseksuelle skal kunne vies på linje med heteroseksuelle i Folkekirken. Rønn Hornbech siger, at Manu Sareen helt uopforderet på mødet sagde, at biskopperne var enige med ham, men næste dag kunne hun læse, at det ikke var sandt. Hun siger:

”Da jeg så læste aviserne næste dag, tænkte jeg, at jeg var blevet fyldt med løgn, det er skrap kost, at han siger sådan, når vi kan læse, at biskopperne ikke er enige med ham. Så kan jeg ikke have tillid til ham”.

Booom. Et voldsomt skud, men angrebet er en selvhenter. Som tidligere kirkeminister ved Rønn Hornbech alt om, at biskoppelig enighed om homo-vielser svarer til, at man i den katolske kirke udnævnte en kvindelig pave. Det ville være sensationelt, og det er lodret umuligt at forestille sig, at Rønn Honbech ikke på et kirkeudvalgsmøde ville have undret sig højlydt. Selv siger ministeren, at han sagde det, han hele tiden har sagt: Biskopperne og han er ikke enige, men biskopperne har tilkendegivet, at de trods deres manglende enighed vil gå ind i arbejdet med at færdiggøre ritualerne til homovielserne. At et par af biskopperne nu måske heller ikke vil det, viser blot, at den biskoppelige enighed på dette punkt er ligeså letbevægelig som blade i en decemberstorm. Det ved Birthe Rønn Hornbech alt om, og hun har med sit referat fra kirkeudvalgsmødet, hvor hun anklager ministeren for at lyve, gjort hvad hun kunne for at ødelægge tilliden mellem kirkeminister og biskopper. Det er muligvis lykkedes hende, for folk der lyver, kan man som bekendt ikke have tillid til. Spørgsmålet er så bare, hvem det er, der lyver her.

Det er umuligt at finde ud af. Det ved Rønn Hornbech. De forskellige faste udvalg i folketinget har det grundprincip, at der ikke tages referat, og man refererer ikke mundtligt fra dem. Det er nogle af de få lukkede rum folkestyret har tilbage, og det er iltlommer for den politiske samtale. Her kan siges ting, overvejes løsninger, findes kompromiser, som hjælper lovgivningsarbejdet frem. Skidt med fornemme demokratiske principper for den frie samtale i udvalgsarbejder, Rønn Hornbech har allieret sig med DFs Christian Langballe, og sammen har de nu bedt kirkeministeren om skriftligt at redegøre for sine udvalgs-udtalelser. Booom. Det er heftigt at beskylde nogen for at lyve. Men undertiden gælder det gamle ord, at det man siger, er man selv.

Tilbage står det faktum, at Manu Sareen baner vej for vielser af homoseksuelle, som har bred folkekirkelig opbakning, samt bifaldes på tværs af mange partier og langt ind i Venstres rækker. Birthe Rønn Hornbech er ikke blevet ”fyldt med løgn”, men hendes angreb på ministeren afsporer debatten, ødelægger biskoppernes tillid til ministeren og dækker samtidig over, at hun ikke har opbakning til sin modstand mod homovielser hos sine egne. Der er mange måder at få sin vilje på. Nogle er mere fine end andre. 

56 kommentarer RSS feed

Øv, hvor bliver jeg altså ked af at dele folkekirken med sådan nogle som dig, Lilleør. Modstanderne af homovielser skyer ingen midler, siger du. Tænk at du brave kvinde står over for sådan en mur af ondskab. Hvorfor er det nødvendigt for både dig og kirkeministeren at tillægge folk synspunkter de ikke har ?

Lilleør
Meget elegant formuleret. Helt enig med dig. Hornbech er sin egen spindoktor. Hendes løgn er essensen af bagvaskelse.

Vi har trosfrihed, både garanteret i Grundloven og i Menneskerettighedskonventionen (dansk lov), så hvorfor blander folk sig overhovedet i kirkens anliggender?

Trosfriheden er en garanti til den enkelte, som ingen andre kan bestemme om. Mindst af alle har netop staten, ikke nogen bestemmelsesret over kirkens religiøse forhold. Lad kirken og dens medlemmer bestemme om det kirkelige liv.

Vi der ikke måtte være enige med kirken må gerne kritisere men vi – skal – respektere andres trosfrihed.

Den dag homoseksuelle bliver viet i kirken er jeg meldt ud. Dette vil være en hån mod ånden i religionen.

Blå blok kan have en interesse i at gøre modstand, tænker jeg. Og det vil vi desværre komme til at se mere af.

Men tak Kathrine for din kamp. Du gør noget som er meget betydningsfuldt. Måske meget mere end du er klar over. Og tak for modet – jeg ved, du er op imod hård modstand – men du har dine støttere. Tak.

Det er på alle måder hæderligt og anstændigt nok, at være modstander af homovielser i den samme folkekirke, der gennem de sidste par hundrede år har bygget på nogle grundlæggende kristne værdier om, at velsignelsen omkring ægteskabet fra Gud og Jesus er møntet på mænd og kvinder – ikke på to mænd eller to kvinder – fordi homoseksualitet trods alt strider imod naturens love, når vi taler om at sætte børn i verden, der kan vokse op med en biologisk far og mor.

Vi taler om under fem procent af befolkningen, altså homoseksuelle mænd og kvinder, der i ligestillingens navn partout kræver en velsignelse af deres parforhold foran Gud og Jesus, selvom det strider imod alle kristne værdier om, at velsignelsen af ægteskabet naturligvis bygger på forholdet imellem mand og kvinde. Men statsbetalte teologer som Kathrine Lilleør gør alt for at underminere det kristne budskab med sine egne fortolkninger, og derfor er udbredelsen af kristendommens værdier herhjemme efterhånden ikke noget som helst værd.

Måske var det en god idé, at Danmark èn gang for alle nedlægger landets folkekirker i erkendelse af den omfattende ”afkristning”, der systematisk er sket gennem de sidste 66 år efter afslutningen på 2. verdenskrig med udradering af de kristne værdier som blandt andet ægteskabet imellem mand og kvinde, og så kan sognepræst Kathrine Lilleør og hendes meningsfæller oprette frikirker, hvor de kan lyse deres selvbestaltede velsignelse fra Gud og Jesus over alle homoseksuelle mennesker.

Vi er alligevel kommet så langt ud i vores forvaltning af den kristne arv fra Gud og Jesus, at den kristne lære ikke længere er noget som helst værd, når vi ikke engang kan være enige om, at ægteskabet i kristen forstand trods alt omhandler pagten imellem en mand og kvinde, ikke to mennesker af samme køn, der tilfældigvis har et gen i kroppen, der ikke gør det muligt for dem at leve i et parforhold efter naturens love, som trods alt er hankøn over for hunkøn.

Desværre har Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, der i 2009 udvidede deres interesseområder til også at omfatte biseksuelle og transseksuelle mennesker, gennem de sidste 40 år gjort alt for i sit politiske lobbyarbejde, at underminere de kristne værdier omkring ægteskabet på bekostning af de 95 procent i befolkningen, der som heteroseksuelle ønsker at forplante sig efter naturens love med velsignelse fra Gud og Jesus gennem ægteskabet.

Ikke desto mindre kan denne landsforening ikke ændre ved den ubestridelige historiske kendsgerning, at det på alle måder strider imod naturens love og de kristne værdier, at to mænd eller to kvinder ikke bare ønsker at leve sammen, men også vil have børn i lighed med de heteroseksuelle gennem brugen af fertilitetsklinikker, hvor unge studerende fra Københavns Universitet afleverer sæd mod et honorar på 500,00 kroner, så de har lommepenge til deres studier.

Formentlig bliver det næste skridt i landets kristne folkekirker, at mennesker i de personlige frihedsrettigheders navn skal have lov til at kunne gifte sig foran alteret med deres hund eller kat eller hesten ude i stalden, fordi Gud og Jesus – ifølge Kathrine Lilleør – naturligvis ikke skeler til hvilket levende væsen man ønsker at gifte sig med, når bare vi elsker hinanden af et rent hjerte og ønsker at leve sammen i fællesskab og samhørighed.

En homoseksuel mand udtalte for nogle måneder siden i en radioudsendelse, at det for ham er noget ”underligt diskriminerende pjat”, at landets folkeskolelærere i seksualundervisningen af de 12-årige skolebørn fortæller dem, hvordan de skal reagere over for ”det modsatte køn”, når hormonerne på et tidspunkt begynder at suse rundt i kroppen på dem. Efter hans opfattelse burde man i lighedens navn fremelske den holdning hos de unge, at ”det er lige så godt at forelske sig i sit eget køn som at finde en blandt det modsatte køn”.

Denne homoseksuelle mand har altså den opfattelse, at det er diskriminerende overfor landets fem procent bøsser og lesbiske, at folkeskolelærerne i seksualundervisningen udelukkende fortæller om det heteroseksuelle forhold, at vi mænd og kvinder fra naturens side hører sammen, også når det gælder om at sætte børn i verden, og det ønske bakker Landsforeningen af Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transseksuelle op.

Vores børn skal altså ifølge landsforeningen allerede som 12-årige have fremelsket den holdning i sindet, at du som menneske ligeså godt kan forelske dig i dit eget køn. Alt det med det naturlige monogame forhold imellem mand og kvinde – det heteroseksuelle forhold – er noget opreklameret gammeldags pop. Efterhånden er det måske også sandheden i et ”afkristnet” land som vores, hvor de sidste to generationer aldrig har lært noget som helst om de kristne værdier som katalysator for et stærkt og homogent samfund.

Men hverken Kathrine Lilleør eller andre ”frisindede” teologer kan overbevise pragmatiske og heteroseksuelle mennesker om, at det nogensinde har været meningen med det kristne budskab, at to individer af samme køn skal have ægteskabets velsignelse foran Gud og Jesus, uanset hvor meget disse statsuddannede og statsbetalte præster vælger at fordreje Biblens ord, fordi de ønsker at forsvare en lille gruppe af homoseksuelle mennesker på bekostning af det store heteroseksuelle flertal og ægteskabet imellem mand og kvinde.

Lad os få nedlagt Folkekirken hurtigst muligt.

Man kan måske også hævde at visse kliker ikke skyer nogen midler for at nedbryde og underminere folkekirken og 1000-årige familie-traditioner.

I den ateistiske og kommunistiske tidsånd som massemedierne har skabt, er det blevet politisk korrekt og en slags videnskabelig “sandhed” at alt med nationen, familien, kirken, danskheden og folkestyret bør vendes på hovedet og smides ud med badevandet, så vi kan få skabt et utopisk, topstyret, gennemkontrolleret, progressivt og perverteret og knaldrødt DDR-samfund hurtigst muligt.

At et sådant samfund vil blive iskoldt og menneskefjendsk og dekadent/fordærvet ud over alle grænser, synes ikke at være noget man bekymrer sig om i de “progressive” og radikale kredse.

En cen s ur der er gået helt over gevind, og som af spor e r debatterne.

@ KL

Morsomt at BRH taler om løgn. Retteligt burde der jo vente en kommisionsdomstol for hendes administration af udlændindingeområdet de seneste år.

Den nuværende regering har så ikke fundet det opportunt at nedsætte en sådan.

At gøre homovielser til et kirkeligt anliggende er i sandhed et tegn på forfald.
Det er et tegn på, at det såkaldt moderne samfund ligger under for “mindretallets diktatur”, hvor alt skal gøres “normalt og acceptabelt”.
At Lilleør kæmper for denne sag begrunder hun med, at Jesus aldrig har talt imod homofile.
Men det urimelige i den udtalelse er, at Jesu ord, såvel som alle andre tekster i Bibelen, er nedskrevet af mennesker mange år efter Jesu død.
Derfor kan de, som tror på Bibelens ord, om at homosex ikke er normal i religiøs forstand, have lige så meget ret, som Katrine Lilleør!
Det er altsammen et spørgsmål om tro!
Hvad er det præcis, der gør det så tvingende nødvendigt at indføre en kirkelig handling, som kun skaber splid?
Indgåelse af ægteskab er i forvejen et borgerligt anliggende, så lad det forblive et anliggende mellem de homoseksuelle og de borgerlige myndigheder – og lad kirken være kirke!

Dem der har lyst til at melde sig ud, kan da bare melde sig ud. Hvad er problemet?

De der har lyst til at melde sig ud, kan da bare melde sig ud. Hvad er problemet?

Realistisk set er DEN DANSKE FOLKEKIRKE vel en remisens fra dengang det var kongen,bisperne og herremændene der regerede Danmark. Det burde ikke rage statsmagten – hvis vi da har den lovpriste religionsfrihed, hvad der prædikes eller ikke prædikes i kirkerne. Alle ægteskaber og legale samliv burde retslig gøres alene ved det offentlige – og tag så lige anmeldelsen om børne-fødsel og navngivning med.

Tak Katrine Lilleør for din konsekvente linje i denne principielle sag om ligestilling.

Selv om det ikke lige fremgår af antallet af blogindlæg imod din linje, er det utroligt glædeligt at 73% af befolkningen bakker op.

Jeg gætter på at du vil folkekirken det bedste og er dybt bekymret over de højkirkelige (og almindelige homofobe), der bare saver løs i den gren de selv sidder på. Den nuværende situation kan ikke fortsætte ret længe førend grenen er savet helt igennem.

Ja, lad os med Kathriné Lilleør gøre den Danske Folkekirke til et gedemarked for tant og fjas, så skal der nok komme kunder i butikken tror KL.

Så fremover skal den årlige Gay Pride Copenhagen vel også fremover have en festlig indledning eller afslutning med Guds og Kirkens velsignelse i Københavns Domkirke udført af Kathrine Lilleør og Københavns biskop i skøn forening.

Der er jo efterhånden ingen grænser for sodomisten Kathrine Lilleørs fantasier om, hvad og hvem der bør fejres og velsignes i Den Danske Folkekirke i Guds og Jesus Kristus hellige navn. – Amen!

Kathrine Lilleør skriver:

“Tilbage står det faktum, at Manu Sareen baner vej for (…), som har bred folkekirkelig opbakning, samt bifaldes på tværs af mange partier og langt ind i Venstres rækker.”

Prøv at betragte sætningen som en ligning med en ubekendt:

Vælg selv, hvad der skal stå i det tomme felt (…) i sætningen. Det kan være hvad som helst.

Der kan f.eks. stå “at den danske folkekirke fremover skal prædike, at Jesus ikke genopstod fra de døde”. For det er få iblandt moderne og oplyste danskere, som tror på det – de tror alene på naturvidenskab, demokrati og menneskerettigheder. Og derfor har udsagnet om, at Jesus ikke genopstod fra de døde, “en bred folkekirkelig opbakning, samt bifaldes på tværs af mange partier og langt ind i Venstres rækker.”

Det viser jo, at Kathrine Lilleørs argument alene er et magtargument, at det intet som helst har med kristendom og dens troslære at gøre. At det alene handler om, at et flertal blandt magthaverne og befolkningen ønsker at gennemtrumfe en minoritetsgruppes ligestilling inden for et trossamfund, til trods for at dette er imod trossamfundets egen lære.

Jeg personlig er stået fuldkommen af. Kirkelig vielse af to mennesker af samme køn har intet med kristendom at gøre. Intet! Der kan ikke findes et eneste tekststed i Bibelen eller en eneste tradition i den kristne kirke, som taler for dette. Og prøv at spørge den lutherske kirke i Tyskland, den russisk-ortodokse kirke, den græsk-ortodokse kirke, den romersk-katolske kirke, eller de kristne trossamfund i Afrika. De vil alle tage stærkt afstand fra dette politiske krav, der pålægges en gren af det kristne verdenssamfund. Hvorfor taler vi slet ikke om det: At dette initiativ er i dyb modstrid med, hvad andre landes kristne trossamfund mener? At vi i Danmark er utrolig provinsielle, fordi afkristningen i vores land er gået langt hurtigere end i andre lande i verden, hvor tradition spiller en større rolle?

Man må bare erkende, at folkekirken med dette skridt (hvis det gennemføres) ikke mere repræsenterer Bibelen og den kirkelige tradition, men alene samfundets flertal og flertallets modernitet.

Jeg mener, at det på sigt medfører, at den kristne tro i Danmark graver sin egen grav. For ligegyldig hvad der bliver norm i fremtidens danske samfund, så skal den kristne tro og det kristne trossamfund lade sig omforme efter det og gøre op med sine egne dogmer.

Jamen så er der til sidst ikke noget tilbage af det oprindelige budskab i kristendommen! Når præsten siger det samme, som flertallet af medlemmerne i folketinget siger. Og det åndelige indhold er reduceret til et budskab a la Beatles: All you need is love, oh yeah … Ja, undskyld, at jeg lyder som Paulus, når jeg siger det, men det er altså et teologisk budskab på niveau med artiklerne i Alt for Damerne, Femina og lignende dameblade. Det er for tyndt. Det er for tamt.

Jeg er godt klar over, at man skal give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.

Men her går kejseren altså over sine beføjelser. Han går ind og blander sig i et trossamfunds lære. Det er forkert. Jeg kan ikke nå til anden konklusion.

Lilleør skriver:”Tilbage står det faktum, at Manu Sareen baner vej for vielser af homoseksuelle, som har bred folkekirkelig opbakning, samt bifaldes på tværs af mange partier og langt ind i Venstres rækker”. Den vurdering tror jeg ikke holder, når vi kommer frem til startsnoren.Hvis man tror, at man kan lave et vielsesritual for både homo- som heterosexuelle og få folk til at acceptere det, er man naiv.

”Modstanderne af homovielser skyer ingen midler,” skriver Kathrine Lilleør. Men hun skriver også: “Spørgsmålet er så bare, hvem det er, der lyver her. Det er umuligt at finde ud af.” Og alligevel skriver Lilleør et drabeligt indlæg om “Birthe Rønn Hornbech og løgnen”. Nu kan man jo så spørge: Skyer Lilleør da heller ingen midler, fx mistænkeliggørelsens midler, når hun kæder Birthe Rønn Hornbech og løgnen sammen, på trods af at Lilleør selv siger, at det er umuligt at finde ud af, hvem der lyver. Kan man så overhovedet have tillid til, hvad Lilleør skriver? Er dette ikke et relevant og sagligt spørgsmål at stille Lilleør?

@Niels Poulsen
Ja – du har helt ret.

Forbløffende, hvor mange af disse kirkelige mørkemænd M/K, der ikke har læst og forstået Luthers udlægning af Bjergprædikenen. Du opnår ikke din sjæls frelse ved et dydigt levned og ved at overholde buddene, men kun ved tro og nåde (efter hukommelsen).

Forbløffende, at et tilbagevendende argument fra disse kirkelige mørkemænd er, at folkekirken skal være rummelig. Rummelig? Ikke for personer med en seksuel orientering, der afviger fra flertallets, men for præster med en indskrænket forståelse af Luther.

Forbløffende, at disse kirkelige mørkemænd med og uden præstekjole argumenterer med, at kirkelig vielse af homofile ødelægger familien og ægteskabet mellem mand og kvinde. Hvad i alverden går der dog fra de heteroseksuelle, når de homoseksuelle tildeles samme vilkår?

Jeg forstår det ikke.

Trist at homoseksuelle nu kommer til at kunne blive viet i kirken. Øvelsen bør vel snarere gå ud på at stoppe tilgangen til overtroen og hjælpe medlemmene ud af det småborgerlige ammestuefællesskab, der vel i praksis kun dyrkes i udkantsdanmark og steder hvor folk også tror på UFOer.

I skolen lærer man, at Ansgar kristnede Danerne. Om 500år kan de så lære, at Manu Sareen lukkede butikken.

@Hans Peter Lorenzen

Bare for en god ordens skyld:

Martin Luther kan ikke bruges som åndelig kampfælle i din og Lilleørs kamp for kirkelig vielse af to af samme køn.

Eksempelvis svarer kirkehistorikeren Kurt E. Larsen (på kristendom.dk) følgende på spørgsmålet om, hvad Luther mente om homoseksualitet:

”Luther har ikke vist emnet nogen særlig opmærksomhed. Han har ud fra Bibelens tale om Guds skabelse af mand og kvinde afvist homoseksuel praksis som noget naturstridigt og forkasteligt.

Derfor har homoseksuel praksis også været forbudt i lande med en luthersk tradition, i Danmark indtil et stykke op i 1900-tallet.”

Den kære reformator, hvis teologi den danske folkekirke baserer sig på, må vist også karakteriseres som ”mørkemand”, for nu at bruge et af dine egne yndlingord.

At det ikke i særlig grad handler om at gøre af vigende minoriteter en tjeneste, men at sagen snarere meget mere går ud på at under gra ve den kristne kulturarv, står vel klart for de fleste norm ale danskere.

For røde kredse handler det jo altid om at nedbryde, så noget nyt kan bygges op på ruinerne.

Så pyt med at alle erfaringer viser at når samfundet, moralen og al historisk viden osv. først er presset i bund, går de rød e og total i tære i stå og kommer ikke videre, men forfalder til pam pe ri og dik ta tur….. plus under tryk kelse og statslig vo l d mod borgerne….. for at bevare mag ten.

Indlæg kl. 01.25 bedes frigivet.

Med fare for alskens skældsord, som mørkemand/kvinde vil jeg lige slutte mig til modstanderne af kirkelige vielser af homoseksuelle. De kan blive borgerligt viede og skal der være “gilde” kan man strække sig til en velsignelse i kirken. Men hvis der er en GUD, så kan man frygte hans vrede på linje med Sodoma og Gomorra. Hvis ikke, ja men hvorfor så kirkevielse??? Iøvrigt skulle Noah tage dyr med på sin ark, dyr af hvert sit køn. Hvorfor var det så vigtigt??? svar selv, og mig bekendt var det er pålæg fra chefen himselv.

Må jeg ikke foreslå en mere elegant løsning. Hiv dog ægteskabet ud af kirken. Dette forstået på den måde, at alle, der skal giftes, først skal på rådhuset. Om de derefter vil gå i moskeen, synagogen, eller i kirken, katolsk, protestantisk eller pinse-bevægelselsk kan de gøre det. Jeg mener bestemt at homoseksuelle skal kunne blive viet i en kirke. Men det er jo allerede sådan i dag, at homoseksuelle kan blive gift på rådhuset. Bagefter kan de så få deres ægteskab velsignet i en kirke, hvis de kan finde en præst, der vil gøre det. Præcis som alle andre kan.

Kære Kathrine.

Uforståeligt så LIDT du må kende til Bibelens HELLIGE GUDDOM.

Du taler om , at du kender Jesus Kristus, Guds SØN.
Hvis du virkelig gjorde dette af hjertet, så ville du ha`en meget større GUDSFRYGT end den du lægger for dagen.

Den TREENIGE GUDDOM er EN HELLIG TREENIGHED, og er derfor altid enige indbyrdes. Gud Fader KALDER os dødelige mennesker ( der dog er skabt af Ham i Hans eget billed ), som værende personer med EN ÅND-EN SJÆL-og ET LEGEME, og vi bør ( som et Guds barn ) efterstræbe os på ,AT BLIVE GUD LIG / på , at ville ligne Ham på alle måder i vore liv.

Det er muligt på grund af VOR ÅND og vor SJÆL.
Da Gud er ÅND kommunikerer Han med os ved vor Ånd i vor udødelige sjæl, og taler ved sin Ånd ind i vor Ånd, som igen siger mig om jeg er på afveje ( væk fra Gud ) ved f.eks. at lyve og bedrage Ham.

Gør jeg dette bevidst, jamen så ønsker Han ikke mere nogen forbindelse med mig, fordi Han er Hellig og Retfærdig,og HADER løgn-hor-voldelig sex ( perversiteter )osv.

Fordi Han hader dette ONDE og blever BEDRØVET i sin Ånd over at være vidne til dette,så ønsker jeg jo IKKE at bedrøve Ham, fordi JEG JO ELSKER HAM ( OG IKKE VIL LEVE UDEN HANS ALTOMFATTENDE KÆRLIGHED ), og derfor holder jeg mig fra løgn- utroskab-pervers pornografi- og fra at stjæle-udøve vold osv.

Han er HELLIG-RETFÆRDIG-BARMHJERTIG-SANDHEDEN og vor DOMMER. Han er DEN ENESTE der har MAGTEN i HIMMELEN og på JORDEN, og over vore liv.

Vi bør ( som Jesus gjorde det )adlyde Guds Ord mere end menneskers , og især holde os langt væk fra Ugudelige personers ord / magt, vilje. Og Gud siger jo i sit ord : ” At Han afskyr perverse vederstykkeligheder, som nogle person ynder at gøre imod andre ,eller imod sig selv “.

Ingen kan manipulere med Gud, da Han selv er Sandheden og Kærligheden. Han kan ved sin allestedsnærværende HELLIGE ÅND fatte og forstå alle menneskers allerinderste tanker, lyster og begæringer.Ingen mennesker kan lyve for Ham.

Jesus sagde : ” Jeg gør KUN min Himmelske / min Gudfrygtige Fars vilje. Jeg gør INTET af mig selv ( uden om Faderens vilje med Ham )”.

Derfor har Gud Fader også højt ophøjet Ham, og sat Ham ved sin højre hånd i Himmelen, hvorfra Han skal komme og DØMME alle folkeslag / mennesker efter deres ONDE eller GODE gerninger “.

Hvis vi ( du og jeg DØMMER andre ) har det ingen som helst værdi, som når Jesus Kristus, som Himmelens Hellige Konge dømmer, så skiller Han netop DE ONDE fra DE GODE.
HVEM ØSKER DU VIRKELIG SELV AT VÆRE?
K.Iskov.

At tvinge folkekirken til at vie homoer og kalde dem ægtefolk er så totalt til grin at hele grundlaget for kirken forsvinder. Der står så klart og tydeligt at det i Guds øjne er en vederstyggelighed at det ikke kan gøres tydeligere selv for de mest fatsvage individer i dette land. Kirken optræder som en luder i denne sag, og dermed mister de enhver form for troværdighed. Nedlæg folkekirken den tolker biblen som Fanden.

Jeg er ret ligeglad med om homofile mener de er kristne eller ej. Voldtægtsforbrydere, pædofile og andre der påtvinger andre deres seksulle lyst er mere problematiske. Bør de ikke tvangsudmeldes af folkekirken?

PS. jeg glemte folk der benytter prostituerede også her et problem med om de bør kunne bevare deres medlemsskab af folkekirken.

Skyr modstanderne af homovielser ingen midler?

Sådan har jeg ikke oplevet dem, og med den tone, der slås an på dette og andre steder, vil jeg tillade mig at mene, at det er lige omvendt. Modstanderne får jo et slag i solar plexus, inden de overhovedet har ytret sig.

Sådan kan man på forhånd finsortere sine kommentatorer – skræmme de sagtmodige og uenige fra at ytre sig og stole trygt på, at klakørerne får det nemt. De tror jo i denne sag som i mange andre, at demokrati er flertalsdiktatur, og det er da også sådan det fungerer under Manu Sareen med det noget blodfattige forhold til Folkekirken.

Man kan dårligt undgå at få det indtryk, at homoseksuelle nu til dags har ret til at diktere, hvad andre må og ikke må føle, og det sker, mens de selv står og vifter med en hel håndfuld offerkort. Ingen skal jo være i tvivl om, at man er et usselt menneske, hvis man ikke giver deres lobbyister ret.
Det virker ellers noget selvmodsigende, at selvsamme fortalere til andre tider ikke kan blive færdige med at fremhæve og lovprise, at de er mangfoldigt, farverigt anderledes. Forleden læste jeg, at en sportsklub for homoseksuelle sågar havde bortvist nogle biseksuelle, fordi de ikke var rigtigt ægte homoer. Så meget for tolerancen i den butik.

I kirkelig sammenhæng vil homoseksuelle ikke være anderledes, så meget kan i hvert fald konstateres, skønt de så nemt som ingenting kunne bede om og få en taktfuld løsning, der ikke sårer nogen. Men målet er børnene, der er udset til at legitimere de kønslige præferencer, dette fremgår tindrende klart, når de homoseksuelle selv diskuterer.

Folkekirken og børnene er i samme båd, dvs. underkastet et diktat, men det er der ingen, der taler eller skriver om, og det forekommer mig, at teologerne taget meget let på det. Det er et underligt spin, der foregår, og hvis man ønsker at undgå sammenstød, er man pisket til at lade, som om man har mistet jordforbindelsen.

Om en kendis i sminke- og hårbranchen, forlød det således for kort tid siden i den lettere presse, at nu er han og hans mand parat til blevask, og en kendt homoseksuel politiker lod samtidigt pressen vide, at han og hans mand ikke planlægger børn lige med det første. Det koster selvfølgelig ikke noget at lege med på den leg, men om man gør folk en tjeneste, er straks en anden sag. Et er dog sikkert, børnene vil ikke blive spurgt.

Dette er et af de emner, som folk gennemgående er forsigtige med at udtale sig om, og derfor skal man ikke stole for meget på meningsmålinger. Det gælder især mænds svar, for hvis de er imod, plejer der at være nogen, der fortæller dem, at det er fordi, de ikke har erkendt deres egne homoseksuelle tilbøjeligheder. Dermed er debatten desværre ofte vundet ved, at homoseksuelle bruger sig selv som skræmmebillede for at hænge andre ud og på den måde gennemtrumfe egen vilje. Temmelig hyklerisk, vil jeg mene.

Nuvel, Sareen er vores ærkebiskop, og det bliver, som han dikterer. Folkekirken skal bare have et spark og kende sin serviceplads, så at den makker ret. Vi er vel demokrater her i landet, og flertallet bestemmer, hvordan Biblen skal fortolkes. Keine Hexerei… kun opportunisme.

When you stand for nothing, you fall for anything, som en klog teolog sagde til mig. Han talte ikke om denne ulykkelige sag men om en prædiken, en af landets biskopper netop havde holdt. Han sagde også noget om manglende teologisk redelighed. For, som han forklarede mig, er ingen tjent med, at man blot svæver på tidsånden og siger det, som flertallet vil, at man skal sige. Der skal være grænser for servicen, hvis man altså vil stå for noget, og ellers svigter man folk. Nu er han ikke født i går, og det er nok umuligt at forklare ham, at i fru statsministerens land drejer det sig ikke om at være men om at synes.

Stod det til mig skulle teologerne selv have afgjort denne temmelig rå magtkamp, og jeg bryder mig ikke om den vulgære omtale af Birthe Rønn Hornbech, som har ret til at udtale sin mening uden at blive svinet til med seksuelle hentydninger. Det burde gælde, hvad enten man er enig med hende eller ej.

Desværre er det ikke vanskeligt at forudse, at kampen vil fortsætte ude i sognene, og næste fase vil dreje sig om et kønsneutralt ritual for alle, fordi alt andet er sårende for de homoseksuelle. At vi andre også formår at blive såret, tæller ikke men vidner derimod om, at vi er intolerante og ynkeligt undermennesker, der hænger fast i middelalderen.

K.L. – læser man nøje efter her, kan det ligeså godt være Rønn som udlægger resultatet af mødet korrekt, -som det du påstår! Det er OK hvis du ikke “holder af” Rønn, -men det klæder dig absolut ikke det du her har gang i.

Det virker lige så søgt, som NÆFMD i Transport og Logistik der varsler at lastbilchauffører i morgen mandag “kun” kører 60 km/t mellem 11 og 12, fordi udenlandske chauffører er meget meget dårligt uddannet. Det er måske bedre end de meget meget godt uddannede danske, der kører 90-95 km/t og ødelægger enhver ordentlig afvikling af motorvejstrafikken med deres dybt ulovlige overhalinger af hinanden over 10 – 15 km. med en hastighedsforskel på 1 – 2 km/t. ØV!

@ Maria Due

Tak for et fremragende indlæg!!

Babylons skøge…

@ Karsten Aaen
Tak for et fremragende indlæg!!!
Navngivning af barn, bryllup og begravelse bør
foregå via rådhuset.
Seksuelle minoriteter og troende af forskellige religioner kan hertil føje de ritualer de måtte ønske.
Adskil kirke og stat!

@ Niels Poulsen:
Luther havde masser af fordomme mod fx jøder, muslimer, homofile m.fl. som så mange andre i hans samtid. Mener du så, at en evangelisk-luthersk kirke som den danske folkekirke derfor skal dele Luthers fordomme i 2011? Næppe.

Grundlaget for folkekirken er ikke Luthers personlige holdninger til dit og dat, men den grundliggende forståelse af Bibelen som et skrift, der skal fortolkes ind i en given kontekst, jf. Luthers udlægning af Bjærgprædikenen.

Jeg oplever, at de debattører, der bekriger vielse af homofile, gør sig skyldige i uredelighed ved at plukke bekvemme citat og se bort fra de utallige bibelsteder, som – med Luthers hjælp – peger i den modsatte retning.

For den evangelisk-lutherske kirke er kristendommen ikke en lovreligion. Tværtimod. Debattørerne skal derfor ikke forsøge at gøre den til det. Så nærmer den sig katolicismen eller jødedommen.

Set i en større sammenhæng kan der næppe være tvivl om at den radikale politiker Manus Sareens angreb på folkekirken er et led i de røde partiers stræben efter at omdanne Danmark til et dekadent, ateistisk, kommunistisk og nihilistisk samfund.

Et sygt og afsporet samfund hvor små minoriteter bestemmer over majoriteten, fordi minoriteterne er aktive og handlekraftige, mens majoriteten er passiv og apatisk, kortsynet og selvdestruktiv. Eller hvad?

Præster i Folkekirken er tjenestemænd, noget, som ellers kun er topstatsembedsmænd beskåret. Derfor skal de bare smække hælene sammen og parere ordre, når Folketinget pålægger dem noget. De er forblevet tjenestemænd, hvor væsentlig vigtigere poster i samfundet er blevet nedgraderet til overenskomststillinger; dette til trods for, at deres virke kun i bedste fald kan betegnes som overflødig. Man finder næppe magen til loppetjans noget sted. Tygge drøv på en endelig tekstrække af overkommeligt omfang højst en time lørdag aften og ca. en times abracadabra søndag formiddag med aflevering af lørdagens “arbejde” samt mulighed for, efter et par år, at kunne udnytte præsternes bytteservice, må give masser af tid til at foretage sig noget morsommere, navnlig når man tager i betragting, at de er omgivet degne, kirketjenere, kontorfolk, gartnere og gravere til at tage sig af “alt” det praktiske. Når dertil kommer, at dette fornuftstridige cirkus i vid udstrækning og i vild modstrid med Grundlovens § 68 (http://www.grundloven.dk/) finansieres af ikke-medlemmer af Folkekirken, kan det undre, at politikerne har behandlet og til en vis grad stadig behandler denne flok overflødigheder med fløjlshandsker. At denne regering nu i nogen udstrækning har skruet bissen på, må hilses med glæde og med bemærkningen, at også blind høne finder et korn.

Venner, se Domkirken er lærernes hus, latinskole og musikhus med symfoniorkester; Ribe og Haderslev Stift har brug for et skoleskib og universitetshospital i Esbjerg og Flensborg.

Flyt Peter Sabro til Bramming, her ligger Den nødvendige Lærerhøjskole bedst i Ribe Stift med egen skoleradio og eget skoletv med morgensang, kor og orkestre fra skolescener i vestjyske skoler og med opsøgende kurser for fagudvalg ved naboskoler; kronjyder bygger værksteds- og kursusvogne til stationsbyer og banegårde.

Adskil kirke og stat, så kan præsterne gøre, hvad de har lyst til.

Og vi andre slipper for at betale til de middelalderlige værdier, kirken står for.

Når ægteskabet som institution findes i alle kulturer, inklusive den kristne, skyldes det den indlysende samfundsmæssige interesse i at sikre opvoksende børn så trygge og stabile rammer, som muligt. Det bør derfor ikke undre, at nogen ønsker at forbeholde ordet “ægteskab” for parforhold med en af hvert køn.
Men vores samfund har udviklet sig, så ægteskab kan have mange funktioner, og i en tid, hvor symbolpolitik spiller en stor rolle, er det naturligt, at også homoseksuelle går op i symbolik.
Men den ballade, Lilleør refererer til, handler også om, at Folkekirken er underlagt politisk indflydelse, og derfor kan være en slagmark for politikere, også de med en hård tone.
Burde hun ikke foreslå, at Folkekirken udskiltes fra det politiske system, så eventuelle slagsmål foregår mellem kristne indbyrdes?

Det bliver et spændende menighedsrådsvalg. Her vil helt sikkert opstå “partier” som gå imod kirkeministeren og disse “partier” vil efter min bedste overbevisning får flertallet i landets menighedsråd. Så præster der gerne vil vie homosexuelle vil får det svært fremover. Jeg har aldrig tidligere stemt ved et menighedsrådsvlag men vil gøre det denne gang for at bekæmpe kirkeministerens beslutning.

Diskutioner om homovielser i Den Danske Folkekirke er unødvendige , fordi ved indgåelse af ægteskaber der , er det med henbik på familiestiftelse . Dermed er det ikke muligt at gennemføre homovielser i Den Danske Folkekirke . Homovielser kan foretages på rådhusene . Jeg ønsker ikke at kommentere Kathrine Lillørs indlæg , det er hendes synspunkt , og Manu Sareen ved ikke nok om emnet .

Selv tak, Jesper Hansen. : )

Peter Skeengaard.

Du tager fejl, hvis du mener, at familieforøgelse ikke indgår i homolobbyens pres på kirken, for som jeg ovenfor var inde på, er der vægtige indicier for, at lobbyen netop anser familieforøgelse for at være det endelige mål for ligestilling. Jeg bruger med vilje udtrykket homolobby, fordi det næsten altid forbigås, at det langtfra er alle homoseksuelle, der billiger dens handlemåde.

Ekspertvældet er i øvrigt allerede mobiliseret, jeg har læst om forskning, der bl.a. konkluderer, at homoseksuelle er bedre mødre end os andre, og ”forskerne” mener, at det er fordi de har gået så meget ondt igennem, at de er blevet stærkere og mere harmoniske end os andre og derfor yder børnene bedre støtte. Så der fik vi den, vi almindelige mødre og fædre.

I dag kan man i Jyllands-Posten side 13 læse, at Elton John og hans mand ”blev forældre juledag sidste år, da en amerikansk rugemor nedkom med lille Zachary”. Fødselsdagen skal fejres med ”et brag af en fest”, og det er Zachary sikkert glad for. Familien på ”begge sider” er inviteret.

Nuvel, dette bøssepar er ret bedaget, så mon ikke der er en engelsk nanny ansat til at passe barnet dag og nat. Fader John på 64 toppede med sin karriere i 1970’erne og er nu mest kendis, og fader David røg mere eller mindre ud af erhverv, da han traf fader John, der på sin side har haft sit at trækkes med af stofmisbrug, depressioner og bulimi og ærligt talt ser noget nedrakket ud.

Men for et velhavende bøssepar, der får den idé, at de vil have et barn, er der den slags åbenbart ikke forhindringer. En amerikansk rugemor blev betalt, og de donerede begge og ved ikke, hvem der er barnets far. De fortæller heller ikke, hvor mange gange de donerede hver især, endsige noget om moderen på donorbænken, som vi må formode er fattig og/eller uhyggeligt penge- eller kendisglad. Hvordan hun har det, efter at hun afleverede barnet, forlyder der heller intet om, for hun hører jo ikke med til familien. Den ene af de to familier, der deltager i braget er heller ikke biologisk i familie med barnet, men hvem det er, ved de ikke, og det kan man så gætte på, mens man fester igennem.

Da mange lande ikke vil bortadoptere børn til homoseksuelle, ligger det lige for at gætte på, at fattige kvinder kommer til at udleje deres kød og blod til bøssepar, og lur mig, om der ikke en dag bliver stillet krav om, at staten skal betale for det. I menneskerettighedernes navn.

Derfor kære biskopper, tænk jer meget om. Når kirken omtales som Babylons skøge, er det prostituerende mere nærværende, end I måske først tænkte på i denne forbindelse.

@Jørgen Petersen, 10. december 2011 kl. 13:23
Hvorfor er det en hån mod kirken hvis homo-seksuelle vies i kirken.

Lad mig prøve at give en forklaring. Hovedsætningen i kirken er “Gud fader, himlens og jordens skaber”. Er der modstrid i andre tekster i forhold til denne, gælder hovedsætningen da den står over alle andre.
På det tidspunkt da både det gamle og nye testamente blev skrevet, og som er skrevet af mennesker, er der åbenbaringer der endnu ikke var kendt af mennesker, feks statistisk udfaldsrum. Det ændrer ikke ved “Gud fader, himlen og jordens skaber”. Det er helt analogt til at de gamle grækkere nok kunne løse 2 grads ligninger, men at åbenbaringen for feks 4 gradligningers løsninger først kom omkring 1800 talet. Ser du så på statistisk udfaldsrum og betragter kærlighedsgenet så ved man jo idag at mennesket er udstyret med et kærligheds-gen der ofte tiltrækker det modsatte køn og omvendt. Det betyder at Gud altså har skabt 2 kærlighedsgener der tiltrækker hinanden. Kombinerer du så det med Gud’s andet værk “det statistiske udfaldsrum” ja så er det helt som at kaste 2 terning med “plat” “krone” hvor majoriteten bliver plat-krone, men hvor krone-krone og plat-plat også kan forekommer. Prøv så statistisk at betragte kompositionen af et menneske ved fødslen, hvor man idag kender mere til statistiske hændelser, mutationer osv osv – ja så er det vel ikke så underligt at ligesom du kan få 2 med blå øjne til at blive forelsket at kærligheds-generne statistisk kan falde således ud at en fødes med en stimulans for at udvikle kærlighedsgen der tiltrækkes af samme køn. Og så har du hele home problem-stillingen. Det er guds værk, fordi hovedsætningen siger “Gud fader, himlens og jordens skaber”, og dermed også skaber af statistisk udfaldsrum.
Kirkens varemærke er rummelighed, og blot fordi nogle personer der nedskrev det gamle og nye testatmente levede i en tid hvor man endnu ikke var kommet til åbenbaringen om statistisk udfaldsrum – ændrer jo ikke ved at det er guds værk.

Nu har mine børn kommet på en kristen sommerlejr hver eneste år siden de blev født, og der sad en venlig gammel mand som hele livet havde været leder af den lejr, og år efter år har spillet klaver og samlede alle de mange børn der kommer der. Han sad såment også i kirken hver eneste søndag og spillede på orgel fra han var vel 17-18 år til 65 år. En dag mødte han sin kone, og de fik 2 børn, den ene en dreng og den anden en pige. De 2 børn voksede også op i denne kristne lejr. De to børn blev mere og mere involveret og var naturlige til at overtage ledelsen når forældrene blev for gamle, og det endte så med at det blev pigen der overtog ledelsen da det viste sig at drengen i løbet af teenagerårene blev klar over at han var homo. Tja, jeg tvivler på at gud kigger på hans kærligheds-gens udfald som meget andet end nøgle fødes med blå øjne and med brune øjne. Er det dermed gud’s værk der vil få dig til at melde dig ud af folkekirken – gud vil nok tilgive dig at du ikke fik nok af “rummeligheds genet”. Men at nogle biskop’s ikke kan se den sammenhæng overgår min fantasi.

Kære Smukke Katrine.

Jeg er ikke altid politisk enig med dig, men det her skal du have stor tak for.

Ud over emnet er det her en glimrende en glimrende kommentar til den mode det er blevet, konstant og bevidstløst, at skyde sine politiske modstandere noget grimt i skoene. Særligt grelt er det blevet efter valget, hvor ikke-regerings politikere ingen midler skyr for at gøre nar af, og forsøge at udstille, vinderne af det sidste valg. Måtte dette medføre en ny konstruktiv ageren i mediebilledet.

Kærlig hilsen

Allan Olsen Albertslund

Tak Lilleør! Jeg håber inderligt, at du fortsætter kampen. Mange argumenterer for at det er en teologisk diskussion og i den henseende er dit bidrag fuldstændig essentielt, fordi du netop argumenterer ud fra det teologiske vidensfelt. Omvendt synes jeg, at alle os, der ikke er teologer, men blot veluddannede mennesker bør leve op til den etik vores etablerede viden fordrer os – og her er der INGEN diskussion. Homoseksuelle og hetroseksuelle er ligestillede i ALLE henseender, fordi der INTET skadeligt, sygt eller unormalt er i den homoseksuelle præference. Og vi kan sagtens forene viden og tro.

Jeg har skrevet en lille kommentar i KD.
UNDER Lilleør´s atikkel, “Om at lyve”

Om, “Hvorfor køber HOMO`r / LEBBER, ikke én af de tomme Kirke og så laver deres egne regler og ritualer
Hilsen Frank s.

Der er kun en måde at løse dette problem på. Det er nu nødvendigt at regeringen fratager alle trossamfund retten til at foretage gyldige vielser.

Herefter må det være op til den enkelte præst, iman eller andre som i dag har lov til at foretage vielser, at foretage en velsignelse af indgåede borgerlige vielser.
Ingen regering skal så kunne blande sig i hvad den enkeltes religion eller person kan velsigne. Gud skal nok velsigne ethvert godt ægteskab, og give parret de børn de skal have, i samarbejde med læger og behandlere.

jens ivan madsen

Mit indlæg er sandelig længe under “behandling”.

Kære Maria,
Kan du ikke forsøge at lægge dit indlæg ind igen? Vi har fået nyt styresystem, og jeg har en mistanke om, at dit indlæg er forsvundet i processen. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor dit indlæg ikke umiddelbart er gået igennem vores filter, men prøv igen…

Jeg skammes…

som kristen over den intolerance, som desværre trives i den folkekirke jeg altid har været og altid vil være en del af.

MIN kristne tro bunder i de værdier der har sit udgangspunkt i næstekærlighed og åbenhed overfor andre mennesker, men jeg skammes ved at MIN kirke er indtaget af snæversynede biskopper og indremissionske præster der læser Biblen, som den blev læst for hundreder af år siden.

Den kristne tro er Biblen, men den er meget mere end det. Den er en måde at møde andre mennesker på, den fordrer og giver åbenhed og tolerance overfor andre mennesker, uanset tro, hudfarve eller seksualitet.

Den forståelse betyder så også, at er man ikke enig, bør man melde sig ud. Dette er så en direkte opfordring til Langballerne. I repræsenterer ikke én eneste kristen i den danske folkekirke, thi så er de ikke kristne.

Det er da noget af en påstand fra Kathrine Lilleørs side, at flertallet af befolkningen skulle bakke op om homovielser!

Der kan jo være hørt forkert – men ellers var der jo flere tilsted ved det pågældende møde, som kan be- eller afkræfte spørgsmålet?

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites