Juletåren

Julen er erindringens tid. Minderne indfinder sig det lille sekund, det tager, at gribe i kassen med juletræspynt.

Tag nu fuglen, der med en klips kan sættes på træet. Den sad også på sin gren, da jeg var så lille, at juleaften hvert år oplevedes på ny. Træet strakte sig til loftets top i min mormor og morfars midterste stue. Det bemægtigede sig rummet, selvom det lange bord fra spisestuen også strakte sig ind i juletræets stue. I den tredje stue var det kun adventskransen, der lyste op i halvmørket, hvor de vinrøde plysmøbler garanterede en vis orden. Her sad mændene gerne. I ly af adventskransens skær kunne de følge med i det lysende mylder af talende kvinder og løbende børn, der udgik fra juletræets mangeartede pynt og langbordets skinnende hvide dug. Først skulle de voksne spise så længe. Desværre. Efter megen gåen frem og tilbage med fade og service fra bord til køkken, skulle vi samles ved træet. Så læste min morfar en lang historie, som var uden bare antydningen af en prinsesse, mens gaverne lå og var hemmelighedsfulde under træet. Endelig sagde morfar Amen, men vi måtte ikke få gaver endnu. Nu skulle vi først synge og danse om juletræet. Eller snarere trippe. Vi var to kæder om træet og alle skulle vælge en sang. Det tog den længste tid i verden. Især fordi de sang salmerne så langsomt. Det havde min mor heller ikke tålmodighed til. Min mor var den sjoveste. Den klogeste. Og smukkeste. Med lange ben. Og altid sød ved mig. Hun sang hurtigere på de tungeste melodier og fik sine søstre til at smile overbærende.

Når jeg sætter den lille fugl på sin gren, husker jeg intet om de gaver, jeg fik. Men jeg husker min mors larmende familie, og hende midt i den. Jeg kan stadig mærke de første juls varme lykke, hvor jeg rundt om træet badede mig i det underfulde held, at netop hun var min mor. En fryd, der rakte langt ud over juledage. Glæden fandtes i hendes nærhed, og blev kun glimtvis afbrudt af forstemthed ved tanken om, at hun ind imellem måtte gå. Hun ved det ikke, men hun lærte mig tidligt, at man allerede nu kan savne det, man endnu ikke har mistet.
Der falder mange tårer i julemørket ved tanken om de jul, der gik. Men glæden var ikke kun, den venter også foruden. Allerede denne jul lover juleenglen, at juletåren svinder i glædens himmeldåb.

Når juletåren falder på jul, der engang var,
og tanken ubrudt drejer om de, der dengang bar,
da synger juleenglen om hjertets største håb:
:At juletåren svinder i glædens himmeldåb:

Når juletåren trænger sig over øjets kant,
og alle lyse minder sig spejler salt i vand,
da synger juleenglen om hjertets største håb:
:At juletåren svinder i glædens himmeldåb:

For sortere end sorgen var korsets håb, der brast,
og tungere end tårers tryk blev tvivlen naglet fast,
dog synger juleenglen, om hjertets største håb:
:At juletåren svinder i glædens himmeldåb:

Hør glæden venter dig, bag englens julesang,
i Skagens gule sommer og bølgens åndefang,
for juleenglen synger om hjertets største håb:
: At juletåren svinder i glædens himmeldåb:

I håbet tørrer Herren, mens lyset synges ind,
hver tåre væk og siger, til det fortabte sind,
at julestjernen stråler i hvert et hjertehåb,
:For juletåren svinder i glædens himmeldåb:

Tekst: Kathrine Lilleør
Melodi: Jakob Lorentzen