Nytårshilsen til Norge

Dagligt har jeg denne jul tænkt på de mange forældre, bedsteforældre og søskende, kærester og venner, der mistede et ungt menneske i sommer på Utøya. 2011 har været rig på katastrofer. Overalt i verden har mennesker mistet ikke bare børn men alt, hvad de ejede. Alligevel er det nordmændenes store tab af så mange livsduelige og prægtige unge mennesker, der har farvet min julesorg.

Norske liv er som danske liv. Vi lever under den skandinaviske himmel. Jeres børn er vores børn. Det kunne lige så godt have været en af mine døtre, der var blevet skudt i sommer. Det kunne ligeså godt være sket i Danmark. Det var blomsten af norsk ungdom. De, der ikke kun ville drikke øl og høre musik. De ville noget mere. De var politisk aktive, argumentationsivrige og kritiske. De var den ungdom, som vi ikke kan overleve uden.

Men det kan norske fædre og mødre bliv nødt til. I skal finde overlevelsesvilje. Af flere grunde. Der er resten af familien at tage hensyn til. Og så er der selve princippet: At så ond en handling ikke må føre til mere død. Men mon ikke, der er en og anden mor eller far, der denne jul har været overvældet af sort håbløshed ved tanken om, at det elskede unge menneske aldrig kommer igen, og livet herefter vil være en endeløs række af jul og nytårsaftener med en tom stol.

H.C. Andersen har skrevet et eventyr om sorgens tidløse rum; ”Historien om en Moder”. Dyb sorg tvinger den sørgende ind et sted i sindet, hvor tiden hører op. Bogstavelig talt i eventyret, da vægurets ene lod rammer gulvet, idet Døden har taget et lille barn med sig ud af døren. Moderen havde ellers våget over barnet, men et øjeblik sov hun, og da gik Døden med hendes barn. Forrevet, blindet og grånet kommer moderen frem til Dødens have. Her har alle mennesker en blomst, som Døden graver op og tager med ind i ”De ubekendtes land”, når vi dør. Moderen finder sit barns lille blomst, og da Døden kommer for at grave blomsten op, forsøger hun at forhindre det ved at råbe, at hun river tilfældige blomster op, hvis Døden rører hendes barns blomst.
Da viser Døden hende sin brønd. I brøndens spejl ser hun to skæbner, en god og en ulykkelig. Derefter siger Døden, at det ene livsforløb var hendes barns. Hun kan nu tage sit barn hjem, men hun ved ikke, om barnet får en ulykkelig eller lykkelig skæbne. Da skriger moderen, at Døden straks skal bære hendes barn væk. Døden bliver overrasket og spørger, om moderen virkelig vil have, at den skal bære hendes barn ind i ”Det ubekendte land”. Hun beder da til Gud, og siger: ”Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din vilje, som er den bedste”. Derpå går Døden med hendes barn ind i ”det ubekendte land”.

Selvom jeg i årevis i min ph.d-afhandling havde beskæftiget mig med H.C. Andersens eventyr, forstod jeg aldrig dette eventyr. Jeg fattede ikke, at denne viljestærke mor ikke bare tog det barn med sig hjem. Men så opdagede jeg, at Andersen i originalmanuskriptet havde lavet en anden slutning. Eventyret fortsatte, hvor det nu slutter. Det hele har været en drøm. Moderen vågner op. Solen skinner udenfor, og barnet ligger i sin vugge og er rask. Den lyse slutning er streget over med et stort kryds. Det er altså ikke tilfældigt, at eventyret ender som det gør.
Men Andersen har også lavet en anden ændring. Da eventyret endte lyst med et raskt barn i vuggen, hed det sted Døden bringer de døde ind for ”en evig blomstrende have”. Det ændrede Andersen overalt i manuskriptet til det neutrale ”det ubekendte land”.

Hvorfor?
Fordi vi ved ikke, hvor Døden bærer vores døde hen. Landet bag døden er ubekendt. Vi ved det ikke, men Gud lover os, at det er en evig blomstrende have. Læs det igen. Tror du og jeg det, da kan vi som moderen ved brønden slippe det barn, Gud har besluttet sig for tage.

Vi ejer ikke vores børn. De er gaver, Gud i himlen gav. De er velsignelser, som vi kun ydmygt kan glæde os over, at vi får skænket. Vi holder aldrig op med at græde, når de bliver taget fra os, men vi ville for intet i verden have undværet den glæde, de gav os. Sorg er kærlighedens pris. Jo mere kærlighed, jo mere sorg.
Der er en stille trøst i, at de unge færdes i en evig blomstrende have, hvor glæden aldrig går ned. Det er vores tro og vores håb. Så enkelt beskrevet i dette salmevers:
”Og når dødens nat engang,
over mig sig sænker,
lad mig høre morgensang,
førend ret jeg tænker;
dine fugles morgensang
i den høje sommer,
der, hvor dag er altid lang
natten aldrig kommer!”

Må Gud i det kommende år mildne Norges sorg.