Fire bryllupper – og en begravelse
21 kommentarerVi er mange, der har set ”Fire bryllupper og en begravelse” mere end en gang. Især begravelsen i filmen er gået lige ind. Her tager kæresten til den døde ordet ved kisten og læser formfuldendt et dejligt digt op. I den forgangne uge, kunne medierne berette om stadig flere konflikter mellem præst og begravelses-familier. Ikke alene vil de pårørende holde taler, de vil også opstille musikanlæg i kirken og blæse alt fra Frank Sinatra til Sanne Salomonsen ud over følget. Det vil mange præster ikke være med til, men som sognepræst Henrik Oest fra Århus lakonisk konstaterer: ”Folk vælger helt sikkert kirken og præsten fra, hvis præsten ikke på nogen måde kan komme folks ønsker i møde”.
Det er vi nu nogle, der gerne vil. Vi er så også bare nogle, der har oplevet, hvordan en bisættelse blev ufrivillig komisk. Nogle præster bliver vrede, jeg har svært ved ikke at komme til at grine. Det er lige upassende. Som dengang, hvor jeg havde prædiket den døde og menigheden lige ind i Guds lyse himmel, hvorefter den midaldrende voksne søn med en autoritet, der kom fra hans daglige ledelse af flere hundrede mennesker, med bestemthed ved siden af kisten kundgjorde: ”Der er ikke noget liv efter døden. Det tror jeg ikke på, og det gjorde min far heller ikke”. Eller dengang, da afdøde havde været medlem af et sangkor, og halvdelen af kirken derfor i vild forvirring masede sig op i den lille landsbykirke forbi kisten og hen til organistens lille hjørne for at give et solonummer til sidst. De kunne slet ikke være der, og de fleste var så berørt, at de ikke kunne synge rent. Eller dengang.. Eksemplerne er mange, for det er sin sag at kombinere de pårørendes forestillinger om, hvad der vil gøre sig ved en bisættelse med den erfaring, vi i kirken har for, hvordan man sikrer en værdig kirkelig handling.
Her kunne jeg så nu, som andre teologer og filosoffer med spalteadgang harcelere over tidens åndløshed. Jeg kunne beskylde alt fra Folkeskolen, hen over fodboldkulturen til studieværterne og SE og HØR for at fordumme befolkningen, så den historieløst ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Men jeg vil lade være. For magtforholdet er nu engang sådan i mødet mellem den sørgende familie og præsten, at præsten er den stærke. Præsten har i den situation kirken, skriften og hele traditionen på sin side, og det er derfor mere end hårdt, hvis en familie møder et ”nej”. Det kan godt være, at ghettoblastere med popnumre, der intet har med Gud at gøre, er en lodret dårlig ide, men da jeg sidst begravede en helt ung mand, faldt Nick & Jay på det helt rigtige sted. Ligesådan kan de pårørende fint få ordet først i en bisættelse, for det er da mere vedkommende, at det er en, der kendte afdøde, der fortæller om vedkommendes liv, end præsten, der ikke kendte den døde.
Vi skal i kirken lægge arrogancen fra os. Det er vigtigere, at de, der søger kirken, føler sig velkomne med alt, hvad de bærer med sig, end at kirken holder på sine menneskeskabte regler. Alt hvad folk ønsker sig af deres kirke skal i princippet kunne lade sig gøre. Ingen og slet ikke præsten må med Ritualbogen stille sig mellem Gud og hans børn.
21 kommentarer RSS feed
Jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke må være personligt!
Jeg er enig med Lilleør. Det må være familien, der bestemmer rammerne for begravelsen.
Dog synes jeg at vi er nødt til at sætte en grænse. Hvis jeg kan riscikere at høre “Himmelhunden” eller alt (og jeg mener alt!) med Birthe Kjær skramle ud fra en dårlig ghettoblaster vil jeg ærligt talt hellere blive derhjemme og tænde et lys for den afdøde.
Hej Kathrine, jeg kan som udgangspunkt godt følge dit ræsonnement. Dog mener jeg, at hvis præsten alene skal agere ceremonimester så mister embedet sin betydning og hvis der intet er om gud og trøsten i en begravelse så kan man da ligeså godt holde den et andet sted end i kirken – og det er helt fint. Hvis præsten formål alene er at være toastmaster i guds hus, så kræver det vel næppe 5 – 6 års teologiske studier. Hvor sættes grænsen? For det budskab du beskriver her, handler mere om behov og efterspørgsel end om kultur, trøst og et sikkert holde punkt for os, når vi har behov for at finde trøst og ro i troen. Hvis præsten ikke må komme imellem gud og hans børn, så er der ingen grænser for hvad der må og skal ske i kirkerummet i så fald må der køres døds drom, hvis det er de efterladtes ønske.
Der skal være rum og mulighed i kirken – det er klart og jeg har deltaget i handlinger, hvor Kim Larsen og andre har været spillet og det har været fint og godt – men der er en grænse.
Desværre har Kathrine Lilleør for mange år siden fortrængt den kendsgerning, at hun er uddannet teolog på skatteydernes regning i et land, hvor kristendommen har været indskrevet i Danmarks Riges Grundlov siden 1849, og hendes opgave er udelukkende at forkynde Guds ord fra Biblen på en kærlig måde efter de ritualer, der nu èn gang er sat omkring vielser, begravelser, gudstjenester og messer, for ellers kan vi ligeså godt nedlægge hele folkekirken med det samme.
Sognepræsten fra Ganløse og Slagslunde Kirker på Sjælland udviser med holdningerne i denne klumme en tragisk åndløshed og manglende respekt for kristendommens eksistens, når hun forsvarer gudløse mennesker, der i forbindelse med begravelser ønsker at omdanne folkekirken til et gratis ”selskabslokale” med rock og pop samt ghettoblastere, i stedet for at henvise disse mennesker til en frikirke eller den nærmeste tivoliplads.
”Vi skal i kirken lægge arrogancen fra os. Det er vigtigere, at de, der søger kirken, føler sig velkomne med alt, hvad de bærer med sig, end at kirken holder på sine menneskeskabte regler. Alt hvad folk ønsker sig af deres kirke skal i princippet kunne lade sig gøre. Ingen og slet ikke præsten må med Ritualbogen stille sig mellem Gud og hans børn”, skriver Kathrine Lilleør i afslutningen på sin klumme.
Undskyld, hvad er det for noget ævl at komme med?
Som et barn af Gud udviser man naturligvis agtelse for kirkens opbyggede ritualer gennem århundreder, og hvis man ikke kan forliges med disse retningslinjer, fordi man er ateist, bør man i almindelig respekt for kristendommens budskab og den statsbetalte folkekirke holde sig langt væk med sine vielser og begravelser. I stedet kan man så leje en frikirke eller et selskabslokale på en restaurant, især hvis man som den nævnte middelaldrende søn i klummen har den indstilling, at man ikke tror på Gud, at man ikke tror på et liv efter døden.
Hvis den statsfinansierede forkyndelse af kristendommen i landets folkekirker skal have blot et minimum af værdi i fremtiden, skal præster som Kathrine Lilleør naturligvis sige klart nej til de familier, der ønsker at omdanne ceremonien med begravelse til en rock- eller popkoncert, for den afdøde og de efterladte til den afdøde er alligevel bare gudløse mennesker, der misbruger den lokale folkekirke og Guds Hus til et ”festarrangement” i forbindelse med begravelsen, så de slipper for at betale leje af et selskabslokale på en restaurant eller i det lokale tivoli.
Kathrine Lilleør burde etablere sin egen frikirke.
“Her kunne jeg så nu, som andre teologer og filosoffer med spalteadgang harcelere over tidens åndløshed. Jeg kunne beskylde alt fra Folkeskolen, hen over fodboldkulturen til studieværterne og SE og HØR for at fordumme befolkningen, så den historieløst ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.” Altså må vi forvente at få åndfuld tale fra Lilleør!! Du evner at provokere, Lilleør, men det er ikke altid lige intelligent det der kommer fra dig og andre teologer. Man lærer i dag, at man skal væreomstillingsparate og hele tiden erhverve nye kompetencer for at kunne begå sig i vores højteknologiske verden. Det gælder åbentbart ikke for (alle) præster, der er mange som Lilleør, der gerne vil holde fast i stiv og traditionsbundet kirke. Hvis Folkeskolen (de åndløse) havde samme indstilling, bestod afgangsprøven (for de få der skulle på Latinskolen) i at rable Luthers katekismus af sig. Fornyelse – Uha da!
Lilleør, med din indstilling reducerer du dig selv til administrator, næsten en statist – og du svigter groft de mennesker, der ønsker at præsten skal lede og i store træk bestemme forløbet af begravelsen.Det er det, du er ansat til og får din løn fra staten for – ikke for at være koordinator af alskens individuelle ønsker. Jeg er helt enig med Brockdorff – etablér din egen frikirke, inden du ender i luften frit svævende, uden nogen forpligtende reference og som eksponent for den rene behagesyge.
Da min mor blev bisat fra Søndre sogns Kapel i Aalborg 2006, holdt Præsten en god tale, som jeg var glad for. Men den kvindelige (Studerende) kirkesanger, sang salmerne, som om hun var på akkord. Da vi så bagefter stod uden for kapellet, kom hun ud, og havde godt gang i at sms´se i sin mobiltlf. Hun kunne vel have ventet, til hun havde passeret os.
Begravelser skal ikke bruges til folks særheder elle til at omdanne hele verden til en scene. Præsten må gerne være fleksibel, men skal også markere en grænse. F.eks. at visse former for pop-musik intet har at gøre i kirken, f.eks. Sanne Salomonsen eller Frank Sinatra. Derudover synes jeg bestemt heller ikke at musik-anlæg har noget at gøre i kirken. Hvad har man i kirken en fremragende organist til?
Jeg har været med til begrave min morfar, min far, og min far og min farmor. Og her var begravelserne højtidelige, nogen fra familien sang en enkelt sang i kirken, nogen fra familien holdt en meget enkel tale ved kisten, inden den blev båret ud.
Og ang. den fremragende organist var jeg også med til at begrave en fætter, hvor organisten til sidst spillede en smuk impression og fortolking over Beatle’s Blackbirds singing in the dead of night.
Kirken har vel også et kor som kan bruges til begravelser? Og jeg er sikker på at koret godt kan finde ud at øve en smuk udgave af Himmelhunden eller Nicj & Jays En dag tilbage.
-Vi skal i kirken lægge arrogancen fra os.
Tak , kirken skal forstå at den er et service organ med betalende kunder , hvis man ikke til en vis grad rettet ind efter kunderne forsvinder de betalende.
Hvis folk vil høre musik er det deres valg , hvis en præst kun kan bidrage med de samme procedure der er dikteret i en bog kan denne lige så godt erstattes med en båndoptager.
Der skal være plads til det hele , det er de efterlades dag ikke præstens eller kirkens.
Kære Kathrine Lilleør
Jeg er helt enig i og glad for din moderne tilgang ift. begravelser o.a.
Kunne man forestille sig en nytænkning og modernisering af prædiken også?
Hvorfor ikke en form, hvor præsten med dennes teologiske viden, erfaring og personlighed på baggrund af dagens tekst kom i dialog og samtale med menigheden?
Prædiken hører vel til i en tid, hvor menigheden ikke kunne læse, og præsten var nødt til at udlægge teksten – hvad ved jeg?
Hvorfor ikke betragte menigheden som bestående af borgere, der kan læse, skrive og tænke selv? Vi er mange, tror jeg, med oprigtig interesse i kristendom og vel også moderne kristne, der føler den gammeldags prædiken, på prædikestol og det hele, både begrænsende og utidsvarende. Samtale og dialog med menigheden i stedet for envejskommunikation vil helt sikkert berige folkekirken og engagere menighederne.
Problemet med den danske folkekirke efter min opfattelse er at den ikke er saa folkelig.
Det skal naturligtvist holdes paa et anstaendigt niveau. Vulgarisering kan ingen vaere intereseret i.
Den danske gudstjeneste har jeg altid syntes gudsjammerlig kedelig. Det er vist kun Virumpraesten som i min tid har formaaet at fylde kirken.
De evindelige sandheder som praesten forkynder skal jo gentages og gentages fordi mennesket aabenbart ikke bliver klogere. Generation efter generation gentager folk de samme fejl og dumheder som da biblen blev skrevet.
Vi har levet i en tid hvor alt var tilladt, ja vi har indrettet samfundet saa staten skal tage sig af dem som opfoerer sig taabeligt, selv lovgivningen er indrettet saa folk uhaemmet kan opfoere sig taabeligt. Det er da klart at det har gjort morallaere upopulaert.
Men tiderne aendrer sig og den vestlige verdens livskraft og oekonomi er ikke til spild ret meget laengere.
Jeg har set nogle af de amerikanske praester paa tv, og jeg maa sige at nogen af dem har vaeret en oplevelse.
Kirken traenger til fornyelse, men nemt bliver det ikke.
Det hedder en Folkekirke, og er derfor folkets kirke. Så hvis folket ønsket, at høre en enkelt sang fra bl. a. Nik & Jay eller Kim Larsen er det deres ret. Så længe sangteksterne ikke modsiger den kristne tro og dermed husreglerne i Guds hus burde det ikke være et problem for en præst anno 2012.
Kom nu, med fornyelsen af Folkekirken, så den er “åben” for alle kristne folk i samfundet.
Historieløshed er at tro på gud. At kende historien og stadigvæk mene at der eksisterer en gud er den største fornærmelse mod mennesker gennem tiden. Og endnu mere er historieløshed at kende historien og mene at gud er værd at tilbede og ikke spytte efter. enten eksistere han ikke eller også er han ikke en som er værd at beskæftige sig med. Så med andre ord er han meningsløs.
Det lyder altsammen meget rigtigt. Denne diskusion burde foregå i den selvejende forening, medlemsbetalte “den kristne kirke”s medlemsblad.
Hvad er tro og hvad er overtro?
Er man medlem af Folkekirken accepterer man vel at Folkekirkens budskab ikke er overtro, er man ikke medlem af Folkekirken er man vel i overvejende grad tilhænger af også Folkekirkens budskab er OVERTRO – Så det eneste spørgsmål for alle er¨, er du troende eller overtroende. Folkekirken forsøger febrilsk i dagens Danmark, at bevare medlemsskaren selvom hovedparten af medlemmerne viser i deres adfærd at være ikke troende, hvis de var ville kirkerne jo ikke være så gabende tomme bortset fra ved mannequin opvisningerne ved brylupper m.v.
Mødet mellem den ikke-kirkevante og præstestanden, når døden er anledningen, er et emne jeg kender til. For ca. tre-fire år siden stod det klart for mig at en, der stod mig nær, ikke havde langt igen. For at forberede mig på det jeg vidste snart skulle ske, begyndte jeg at gå til gudtjeneste, hvor i landet jeg nu befandt mig om søndagen.
Jeg deltog undertiden i altergangen. I flere forskellige kirker var jeg ude for at præsten ved alteret forklarede mig, at jeg skulle spise oblaten. Jeg ved ikke, hvad man ellers havde forestillet sig, jeg ville gøre med den? Første gang jeg gik til alters, valgte jeg et lille bæger. Det viste sig, at det lille bæger var den hule fod på et større bæger. Der må man så give præstens erfaring og overblik kredit, og fodfejlen fra min side, har ikke gentaget sig siden.
Hvis nogen selv kommer til kirken, hvad så ellers anledningen er, så skal de vel ikke sendes væk med besked om at komme igen, når de har læst på lektien? Det ville da være helt meningsløst. Hvis jeg var præst, tror jeg, jeg ville ræsonnere som klummeskriveren.
Hvordan Kathrine Lilleør havde ‘..prædiket den døde og menigheden lige ind i Guds lyse himmel’ når i hvertfald den døde slet ikke ville kendes ved nogen himmel er mig uforståeligt.
@Filip Jensen
Jamen det er da fordi, det er kristendommen og den evangelisk-lutherske kirkes budskab. Kristendommen tror på opstandelsen.
For mig er det underligt, at nogen, som ikke tror på det, er medlem af et trossamfund, hvis hovedbudskab udover næstekærlighedsbudskabet netop er dette. Jeg synes også, at det er underligt, at Lilleør giver den efterladte lov til at stå og modsige kristendommens budskab i kirkens rum. Men det kan jo være, at den efterladte og præsten ikke på forhånd havde talt om, hvad den efterladte ville sige. Men er det ikke uprofessionelt?
Jeg er lidt uforstående over Lilleørs indlæg. Er budskabet, at danske begravelser skal udfærdiges efter en allerede bedaget “tøsefilm”? Det ville selvfølgelig være meget sjovt at høre en prædiken af Rowan Atkinson, som spiller præsten i filmen, men alligevel …
Jeg synes, at der efterhånden er ved at gå for meget X Factor i det hele her til lands. Amatøren er stjerne, og eksperten er reduceret tilskuer. Danskerne kan og vil selv, og det er også fint nok, men hvor er selvkritikken og hvor er respekten for traditionerne og fortiden?
Jeg er godt klar over, at Luther mente, at alt hvad der er kravlet ud af dåben er præst, men jeg tror ikke, at det er i hans ånd, at lave begravelser om til et X Factor show, hvor det står deltagerne frit for at maltraktere klassikerne.
Jeg tror ikke på, at vores generation er verdensmestre til alt.
Og det er ikke udtryk for arrogance. Det er et udtryk for ydmyghed og respekt over for historien og generationerne før os.
Jeg tror, at det er væsentligt at lytte til tidligere tiders visdom.
Jeg kan godt se præstens dilemma, og det er nok også klogt at være kompromissøgende, men jeg synes ikke, at kristendommens glædelige budskab skal erstattes med det nutidige menneskes sortsyn og mangel på tro.
Jeg er helt enig i, at man, for at styrke følelsen og oplevelsen af nærvær og vedkommenhed, skal kunne ønske et stykke musik til en begravelse – selvfølgelig.
Folkekirken er i en situation, at den mister medlemmer, hvis den ikke samarbejder. Men samarbejder den for meget med nogen, er kirken ikke genkendelig for andre. Svær balancegang.
Med et astonomisk budget på 6 – 7 mia.(nok til at undervise 85.000 folkeskoleelever) bør folkekirken have råd til ordentlige lydanlæg og ikke lade folket nøjes med ghettoblastere.
Jeg kan kun sige det på denne måde :
Kirken har altid været det sted hvor man kan gå hen i stilhed og sørge eller fordybe sig i stilheden,og det må vi ikke glemme at det er vigtigt for vores sjæle fred. Det er i roen og stilheden Gud henvender sig til os,for at trøste os og med sine arme værne om os og drage omsorg når vi er ramt af sorger eller bekymringer.
Omvendt så er kirken også det sted hvor glæden er størst, for er der noget der rykker så er det lovsange hvor vi tillader os selv at række hænderne
op i vejret og juble og lade os fylde op af Helligåndens kærlighed og nåde.
Ikke alle kirker har desværre lovsang på programmet ,så er jeg sikker på at mange flere kirker kunne lokke ikke både gamle og unge ind i kirkerummene….
Hvis ikke menigheden er klar over hvem Gud er,og at Jesus ved Helligånden er her iblandt os, og ikke vedkender Ham, så har den kirke et stort problem.
Lad os læse og rette vores troende blikke mod Præd.bog 3,7-8 Under alting har en tid.
Der er :
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
” De som retter blikket mod ham stråler af glæde,deres ansigter skal ikke forgræmmes.
Smag og se Herren er god ; Lykkelig den mand / kvinde der søger tilflugt hos ham.”
I stedet for at skændes og hårde ord mod hinanden,så husk det vigtigste bud : Du skal elske din næste som dig selv.
Vivi Jensen
Også filmen “Love Actually” har en meget rørende og sober, “ugudelig” begravelsesscene.
Skriv en kommentar