Luk nu de kirker

Hvor ingen er, kommer ingen til. 35 ud af Københavns 70 kirker bør lukkes siger Torben Larsen budgetformand i Københavns Stift. Modigt sagt. For modig er man, når man siger det, alle ved er rigtigt, men ingen tør sige. Det er ikke mærkeligt, at der skal lukkes kirker. Det mærkelige er, at det er så svært at indse, for de, der kommer i de store tomme rum.

Hvordan kan man stille sig tilfreds med at være 20, når der er plads til 200? Hvordan kan man holde til at fortsætte søndag efter søndag med at tænde lys, forberede musik og prædiken, og så kommer der kun et par stykker? Hvis man er heldig. Eller en del flere, hvis der er dåb. De gider så til gengæld ikke rigtig være der. I bedste fald er de stille, og lader sig trykke ned i sædet af fodslæbende salmer og ritualer, de ikke forbinder noget med. Men man behøver ikke at være kirkefremmed for at blive rundtosset af et for stort ilt-indtag, fordi salmerne var så lange og langsomme, så hjernen blev luftig af al den sang. Prædikenen var enten sådan, at man godt forstod, at der ikke sad flere, eller også var det synd, at så få hørte den. Rigtig mange gudstjenester er præget er en mærkværdig mangel på præcision og nærvær, der synes at udgå fra en ulmende desperation over, at man nu igen har gjort klar til 100, men der kom kun ti. Det kan få enhver til ikke at gøre sig alt for megen umage, for det er for smerteligt, at stå dér med alle sine talenter i frit fald. Så hellere slaske af sted med højre hånd i lommen og forsøge at lade som om, at man er da heldigvis ligeglad med, at man ikke bliver budt op.

Folkekirken er blevet en bænkevarmer, der ikke længere gider gå til bal. Man vil hellere blive derhjemme og lade være med at tage telefonen. Men der er ingen vej uden om. Torben Larsens markante udmeldinger er et wake-up-call, som de københavnske menighedsråd ikke kan sidde overhørig. I en tid, hvor ingen vil indrømme nederlag, er det selvfølgelig svært, at det ikke gik. Menighedsrådsmedlemmer lægger mange frivillige arbejdstimer i kirkearbejdet, og det er ikke rart, at det viden om bliver kendt, at ens lokale kirke ikke kunne samle folk. Men tag nu alligevel et rask tag om nælden. Også selvom så mange andre menighedsråd ikke gør det. For mere uværdigt end at erkende en fiasko er det at være blandt dem, der betaler personale for søndag efter søndag at tænde lys, som kun kalkmalerierne ser.

Hvorfor er kirkerne tomme? Svaret er ligeså fromt, som det er sandt: Man har glemt Kristus. Man har ikke formået at forbinde mennesker, som kun hans ord kan forbinde. ”Kirke” betyder fællesskab. En tom kirke er derfor ingen kirke. Kirkens fællesskab er det fællesskab der opstår, når man søndag efter søndag mødes om ord og salmer, der trøster, men trøster dobbelt, når man mærker, at der er andre, der også finder håb her.

Det kan synes tungt at lukke en kirke, men det er kun trist lige indtil, at man ser, at ved at lukke åbner man et nyt kapitel i Folkekirkens historie. Tiden er til store gudstjenester og store menigheder. Hvor der kommer nogle, kommer der flere. Enhver kan alene med sig selv have brug for at høre, at ”Gud er lys og der er intet mørke i ham.” – men skønnest er det at høre det sammen med mange, mange andre.