Nyt Andersen-eventyr?

Af Kathrine Lilleør 58

På den jødiske lysfestdag og Luciadag er Danmark vågnet op til et nyt H.C. Andersen eventyr. ”Tællelyset” dedikeret til Madam Bunkeflod, som Andersen var så hengiven, fordi hun var den første, der såede digterdrømmen i ham. Et lille afrundet eventyr om et lys, der først kan brænde, da fyrtøjet ser dets indre skønhed, og derfor tænder dets flamme. Et sandt juleeventyr lige op mod jul. Skønnere end skønt. Men måske også for skønt? Og især for kedeligt, for afsluttet og alt for blottet for humor.

Førende Andersen-eksperter er enige om, at eventyret ikke har dybde som de andre eventyr, så man mener derfor, at det må være et tidligt eventyr. En ungdomstekst, der minder om Andersens stile på samme tid, siges det. Venligt sagt, og med garanti venlig ment, men hvorfor er det lige, at man så beredvilligt overser, at det fundne manuskript ikke er skrevet af H.C. Andersen selv?

For et par måneder siden fandt lokalhistoriker Esben Brage en 15 kg tung kasse under sit arbejde med at udrede familien Plums historie. På kassens bund lå et lille hæfte, der bar dedikationen ”Til Madam Bunkeflod fra hendes hengivne H.C. Andersen”. Heftet indeholdt en lille eventyrlignende fortælling med titlen ”Tællelyset”. Heftet er ganske vist ikke skrevet af H.C. Andersen selv, men de lærde mener, at det faktum, at det findes i familien Plums ejendele understøtter dets ægthed. Den fynske Bunkeflod-familie, der var præsteslægt har gerne ville gøre indtryk på Plum-familien. Man forestiller sig at Hans Bunkeflod har foræret afskriften af eventyret til en medlem af Plum-familien som en kuriositet. Venlige gæt på gæt.

Men eventyret ”Tællelyset” er faktisk mere end en kuriositet. Det er en lille afsluttet fortælling om et lys, der er lysende hvidt, da det bliver støbt. Det kaster sig håbefuldt ind i tilværelsen, men tror for godt om alt og alle. Sorte hænder lukker sig om det, skidt og snavs hænger ved det, for verden udnytter ondt og grumt lyset til fordel for sig selv. Til sidst bliver det helt sort og kastes væk af sine venner, ulykkelig og alene triller det om i en dyb følelse af nytteløshed. Jo mere det tænker, jo mere mismodig bliver det, og mener til sidst, at dets liv er meningsløst. Da møder tællelyset en lille flamme. Et fyrtøj, der ”kjendte Lyset bedre, end Tællelyset kjendte sig selv.” Fyrtøjet ser klart igennem lyset sorte skal, og finder så meget godt i lyset, at det nærmer sig tællelyset, som antændes så dets hjerte smelter ved det. Herefter stråler flammen, og lyser klart for sin omgivelser, for ”Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger.”

Som det fremgår er ”Tællelyset” et særdeles sammenhængende lille eventyr. Det stritter ikke i flere retninger, har ikke en gnist af humor, og når man læser om dets smerte over at blive svinet til af andre, får man ikke ondt andre steder end i hovedet. Her er ikke tale om et mesterværk, men et lille moraliserende skriv, som ligner meget af det, der blev skrevet i 1800-tallets første halvdel. Selvfølgelig kan det være en ung Andersen, der laver stiløvelse, men det kan ligeså godt ikke være ham. Det kunne mindst lige så godt være lille minde fra en lang juleferie i det Plumske hjem, hvor man har moret sig med at plagiere Andersen-eventyr.

Alene det faktum, at Andersen har kunne holde mund med ”Tællelyset”, der jo så oplagt er et eventyr. Måske et af hans allerførste. Han sendte godt nok digte, tekststykker, dramaer dit og dat ud til alle, han bare kendte lidt, og som han aldrig siden omtalte. Men det er lodret mærkeligt, at han har holdt sig tavs om en så helstøbt fortælling, der er dedikeret til Madam Bunkeflod, som han livet igennem takker for at have plantet digterdrømmen i ham. Langt mere sandsynligt ville det være, at han netop i forhold til hende ville have brystet sig af, at hun fik et af hans tidlige eventyr-forsøg i personlig dedikation.

Det går mod jul. Julen er lysets fest. Men så meget mere end en lysfest, heldigvis. Det vidste H.C. Andersen. Måske var derfor, han skrev ”Sneedronningen”, som er hans ubetingede mest julede eventyr med Brorsons julesalme ”Den yndigste rose er funden” som et klingende omkvæd. Tjek for nysgerrighedens skyld ”Tællelyset” på www.pol.dk, men læs straks derefter ”Sneedronningen”. Bedøm selv. Måske er ”Tællelyset” et Andersen-eventyr, men i så fald det mest uandersenske verden har set fra Andersens hånd.

58 kommentarer RSS

  1. Af Per Jensen

    -

    Mon ikke det snarere er vandret underligt?
    Mvh.

  2. Af Ole Andersen

    -

    Det er altså mærkeligt at F1 Jensens oplysninger om dårlig behandling af arbejdsløse, hjemløse og syge osv. ikke vækker en vis genklang, men blot mødes med åndssvage kommentarer af det nævnte trekløver, j nielsen m.fl.

    Det som F1 tager op, er da problemer der angår os alle, og hvis vi ikke lige selv lige nu har de problemer han omtaler, så kan vi da hurtigt få det og blive ramt af de samme ting.

    Personlig har jeg selv og nogle af mine nærmeste mærket, at meget i det her samfund ikke fungerer som det burde.

    Og når både arbejdsmarkedet, sundhedsvæsnet, velfærden og den almindelige retssikkerhed osv. bevæger sig i forkerte retninger, så kan det da nemt ende med at vi alle bliver ofre for den svindende moral og fornuft i partierne.

    Så vidt jeg kan se bidrager j nielsen og de øvrige fra de sure opstøds klub ikke med nogetsomhelst positivt, i modsætning til de mere socialt sindede og dansksindede.

  3. Af j nielsen

    -

    Nåmen så vil jeg da bidrage med noget positivt.

    Jeg mener, at når folk som Onkel P. ikke bare hver, men hver eneste gang familien her er samlet, det være sig til dåb, konformation, bryllup eller begravelse, stiller sig op og lirer de samme sure opstød af, hvor op mod halvdelen af de tilstedeværende beskyldes for at være enten landsskadelige, landssvigere eller landsforrædere -

    Så er det bare en skam hvis han faktisk har noget at bidrage med, for så er der simpelthen bare for meget støj på linjen. Når først Fanden for 117. gang er malet på væggen, Ragnarok på himlen og resten af verden skakternet i sort og hvid uden plads til nuancer. Så er jeg den der for længst er holdt op med at høre efter.

    Cut to the chase.

    Det der ligger bag denne trang til med et repetergeværs præcision at affyre den samme salve igen og igen, uden hensyntagen til relevans i sammenhængen, er helt enkelt:

    Angsten for tab af hjemstavn.

    Det er kernen i hele diskussionen. Der er kun et meget lille sted i hele universet vi kan kalde “hjemme”. Hvor vi for alvor kan smide stængerne op og slappe af. Hvis dette sted forsvinder, er man altid i udlandet. Altid på besøg.

    Denne angst er til dels et alderdomstegn. Venner dør eller bliver senile. Til sidst er alle fremmede.

    Verden af i går forsvinder, og det går hurtigere end nogensinde før. På et tidspunkt opgiver man mere eller mindre frivilligt at følge med, og det er ikke nogen rar fornemmelse. Så er det med at finde nogen at skyde skylden på. Af med aggressionerne.

    EU. Politikerne. Dem der ser anderledes ud.

    Jeg er fx ikke et sekund i tvivl om, at i det øjeblik samtlige indvandrere natten over blev forvandlet til tyskere, spaniere eller kinesere – så var det dem man ikke kunne lide.

    Eller skotter. Nå, måske ikke skotter.

    Det har ikke en pind med religion at gøre, man kan altid finde noget at hage sig fast i. Det skal bare ikke være for åbenlyst racistisk. Det var ikke så kønt dengang det hed “perkerne tager vores jobs”. Nu hedder det så “muslimerne kommer og nasser”. Meget pænere. Især hvis man tror Nasser er et navn.

    Når det så er sagt, så er reaktionen fra den gruppe der er blevet ringeagtet lige siden VKR startede projekt fremmedarbejder – ikke særlig hensigtmæssig. Indeslutning og deraf følgende manglende evne til at begå sig på lige fod med samfundets øvrige borgere, lig med proletarisering.

    Det er let at sætte sig selv i offerrollen. Især efter et årti som decideret Prügelknabe.

    Men selv om det er i tråd med kristen tradition, hvor kernefortællingen som bekendt er at offeret skal blive sejrherre, så er det ikke og skal heller ikke være en vej frem.

  4. Af j nielsen

    -

    @bhl

    “j nielsen
    Du har nok været for uklar til en start.”

    OK, det er jeg så ikke mere. Så sæt dig i stolen over for Bisgård. “Hvem har skrevet Tællelyset?” lyder spørgsmålet til en halv million, ledsaget af et af Bisgårds svedne grin. Det betyder at han godt kender svaret. (Jeg vil ikke her røbe hvordan.)

    A) HCA B) .. C) .. D) .. (som angivet tidl.)

    Spille videre, eller hjem med en kvart mille i baglommen?

    Selv har jeg da lyst til at spille videre, men jeg tør sgu ikke.

  5. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    j nielsen

    Bisaard,hvem F….. er det, og hvor i alverden skulle han vide det fra?

    Nå, jeg kan jo have sovet i timen.

  6. Af Georg Christensen

    -

    Tællelyset?. Et “HC Andersen” eventyr, som virker som begyndelsen, (der er nok flere). Dette nu kendte første, går jo i bund og grund “igennem”, i næsten alle hans fortællinger. Vel nok, fordi der på hans tid ikke virkelig eksisterede “Åbenheds modellen”, og han derfor følte sig tvunget til at fortælle sine “historier” (eventyrene), bygget på et grundlag, som både datiden, som også nutiden kan være i stand til, at forstå….?

  7. Af j nielsen

    -

    “Nå, jeg kan jo have sovet i timen.”

    Det tror jeg egentlig ikke. Du er bare alt for tung at danse med.

  8. Af Lars b

    -

    Det blev fundet i bunden af en 15 kilo tung arkivkasse i begyndelsen af oktober på Fyn.

    Siden har historien om det nyfundne H.C. Andersen-eventyr ’Tællelyset’ bredt sig ud over landets grænser.

    I dagene efter afsløringen af det gulnede hæfte, slog eksperterne, at eventyret var et af de første fra den store nationalpoets hånd, samt at eventyret også var relativt harmløst og »pædagogisk, så det er til at brække sig over«.

    Men nu bliver en anderledes læsning af ‘Tællelyset’ lanceret. Sexologiprofessor ved Aalborg Universitet, Christian Graugaard, mener, at eventyret kan læses som en vovet og farlig fortælling om H.C. Andersens ambivalente forhold til sit eget kønsorgan.

    »Det er ret oplagt at se tællelyset som et fallisk billede. Det bliver jo ordret beskrevet som ‘formfuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt ‘ og udstyret med ‘Lysten til den flammende Ild’«, siger Christian Graugaard til DR Kultur.

    Givet videre gennem slægt
    ‘Tællelyset’ er skrevet af en ung Andersen på omkring 19 år. Derefter har han formentlig givet det i gave til naboenken Madam Bunkeflod, som han ofte besøgte i hans fødeby Odense.

    Siden menes eventyret at være afskrevet og videregivet fra familien Bunkeflod til en anden fynsk slægt, Plum-slægten.

    Men nu er ‘Tællelyset’ altså dukket op, ud af det blå. I dagene efter, eventyret blev fundet på Rigsarkivet i Odense, er det også kommet frem, at ‘Tællelyset’ skal filmatiseres, som en kort animationsfilm på mindre end 10 minutter.

    Et anliggende med kønslivet
    Og måske bliver det en af animationsfilm i den mere lystne boldgade.

    Sexologiprofessor Christian Graugaard mener, at H.C. Andersens senest fundne eventyr mest af alt er ved at svømme over af uforløst seksualitet-

    »Vi ved, at H.C. Andersen havde et særligt anliggende med kønslivet, og at han var god til at sætte det på kunstnerisk formel i eventyr og romaner. Derfor kan man læse eventyret som en måde at håndtere nogle af hans egne lystbetingede problemer«, siger Christian Graugaard.

    Især hæfter han sig ved, at slutningen på ‘Tællelyset’ er én stor forløsning. Det sker, da et fyrtøj, antænder tællelyset, så »Draabe på Draabe som Spirer til nyt Liv trillede runde og buttede ned ad Stammen«.

    »Det er meget svært ikke at se det her som en ejakulationsfantasi. Det er et litterært cumshot, kan man vel sige. Og det undrer mig faktisk, at ingen litterater har bemærket det«, siger Christian Graugaard til DR Kultur.

    Det kan heraf konkluderes, at hvis det er H.C.Andersen, som har skrevet “Tællelyset, så har han skrevet med venstre hånd!

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info