Nyt Andersen-eventyr?

På den jødiske lysfestdag og Luciadag er Danmark vågnet op til et nyt H.C. Andersen eventyr. ”Tællelyset” dedikeret til Madam Bunkeflod, som Andersen var så hengiven, fordi hun var den første, der såede digterdrømmen i ham. Et lille afrundet eventyr om et lys, der først kan brænde, da fyrtøjet ser dets indre skønhed, og derfor tænder dets flamme. Et sandt juleeventyr lige op mod jul. Skønnere end skønt. Men måske også for skønt? Og især for kedeligt, for afsluttet og alt for blottet for humor.

Førende Andersen-eksperter er enige om, at eventyret ikke har dybde som de andre eventyr, så man mener derfor, at det må være et tidligt eventyr. En ungdomstekst, der minder om Andersens stile på samme tid, siges det. Venligt sagt, og med garanti venlig ment, men hvorfor er det lige, at man så beredvilligt overser, at det fundne manuskript ikke er skrevet af H.C. Andersen selv?

For et par måneder siden fandt lokalhistoriker Esben Brage en 15 kg tung kasse under sit arbejde med at udrede familien Plums historie. På kassens bund lå et lille hæfte, der bar dedikationen ”Til Madam Bunkeflod fra hendes hengivne H.C. Andersen”. Heftet indeholdt en lille eventyrlignende fortælling med titlen ”Tællelyset”. Heftet er ganske vist ikke skrevet af H.C. Andersen selv, men de lærde mener, at det faktum, at det findes i familien Plums ejendele understøtter dets ægthed. Den fynske Bunkeflod-familie, der var præsteslægt har gerne ville gøre indtryk på Plum-familien. Man forestiller sig at Hans Bunkeflod har foræret afskriften af eventyret til en medlem af Plum-familien som en kuriositet. Venlige gæt på gæt.

Men eventyret ”Tællelyset” er faktisk mere end en kuriositet. Det er en lille afsluttet fortælling om et lys, der er lysende hvidt, da det bliver støbt. Det kaster sig håbefuldt ind i tilværelsen, men tror for godt om alt og alle. Sorte hænder lukker sig om det, skidt og snavs hænger ved det, for verden udnytter ondt og grumt lyset til fordel for sig selv. Til sidst bliver det helt sort og kastes væk af sine venner, ulykkelig og alene triller det om i en dyb følelse af nytteløshed. Jo mere det tænker, jo mere mismodig bliver det, og mener til sidst, at dets liv er meningsløst. Da møder tællelyset en lille flamme. Et fyrtøj, der ”kjendte Lyset bedre, end Tællelyset kjendte sig selv.” Fyrtøjet ser klart igennem lyset sorte skal, og finder så meget godt i lyset, at det nærmer sig tællelyset, som antændes så dets hjerte smelter ved det. Herefter stråler flammen, og lyser klart for sin omgivelser, for ”Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger.”

Som det fremgår er ”Tællelyset” et særdeles sammenhængende lille eventyr. Det stritter ikke i flere retninger, har ikke en gnist af humor, og når man læser om dets smerte over at blive svinet til af andre, får man ikke ondt andre steder end i hovedet. Her er ikke tale om et mesterværk, men et lille moraliserende skriv, som ligner meget af det, der blev skrevet i 1800-tallets første halvdel. Selvfølgelig kan det være en ung Andersen, der laver stiløvelse, men det kan ligeså godt ikke være ham. Det kunne mindst lige så godt være lille minde fra en lang juleferie i det Plumske hjem, hvor man har moret sig med at plagiere Andersen-eventyr.

Alene det faktum, at Andersen har kunne holde mund med ”Tællelyset”, der jo så oplagt er et eventyr. Måske et af hans allerførste. Han sendte godt nok digte, tekststykker, dramaer dit og dat ud til alle, han bare kendte lidt, og som han aldrig siden omtalte. Men det er lodret mærkeligt, at han har holdt sig tavs om en så helstøbt fortælling, der er dedikeret til Madam Bunkeflod, som han livet igennem takker for at have plantet digterdrømmen i ham. Langt mere sandsynligt ville det være, at han netop i forhold til hende ville have brystet sig af, at hun fik et af hans tidlige eventyr-forsøg i personlig dedikation.

Det går mod jul. Julen er lysets fest. Men så meget mere end en lysfest, heldigvis. Det vidste H.C. Andersen. Måske var derfor, han skrev ”Sneedronningen”, som er hans ubetingede mest julede eventyr med Brorsons julesalme ”Den yndigste rose er funden” som et klingende omkvæd. Tjek for nysgerrighedens skyld ”Tællelyset” på www.pol.dk, men læs straks derefter ”Sneedronningen”. Bedøm selv. Måske er ”Tællelyset” et Andersen-eventyr, men i så fald det mest uandersenske verden har set fra Andersens hånd.