Undskyld?

Danske Bank undskyldte forleden sin adfærd i 00’erne. I en opsigtsvækkende kronik løsnede direktør Eivind Kolding slipset og kom med en sjælden nålestribet undskyldning: ”I vores ambition om at indfri markedets og investorernes forventning om vækst og skaffe kortsigtede gevinster til os selv og vores kunder, mistede vi i et vist omfang fokus på de langsigtede værdier. Det indrømmer vi og beklager vi.” En tankevækkende indrømmelse.

For det er jo nærmest ikke en undskyldning. Den ville da heller aldrig have fundet vej til denne klumme, hvis det ikke var for det lille freudian-slip, der løber Kolding i pennen. Men nu er det jul. Tid til gættelege. Læs ovenstående sætning flere gange. Se, om De kan finde den uheldige fortalelse.

Imens der gættes kan vi sammen konstatere, at der en grund til, at bankdirektør Kolding er blevet sendt i byen med den intetsigende beklagelse, at hans bank har gjort alt, hvad den kunne for at tjene penge i 00’erne. Non-skyldningen falder lige nu, fordi Danske Bank har ladet årtiets hidtil dummeste reklame løbe over de nationale tv-skærme i den bedste sendetid. ”New Standards” lover sloganet, hvorpå man tager Occupy Wall Street-bevægelsen til indtægt for bankens nye lødige non-profit-profil med billeder fra bevægelsens demonstrationer. Lige lidt for reklamesmart al den stund, at Danske Bank tjener penge, som den hele tiden har gjort. Eneste forandring er, at den personlige betjening i adskillige banker er sparet væk, så man herefter kun være kunde, hvis man har adgang til netbank. At det skulle gøre banken mere nærværende, kundevenlig, og Occupy-korrekt har tydeligvis sendt reklamefolk på svedigt overarbejde. Hedeturen blev offentliggjort med ”New Standards”, der groft undervurderede forbrugernes intelligens. Reklamedumt. Siden har Danske Bank måtte trække i gummihandsker og tørre op. Occupy-bevægelsens danske repræsentanter er blevet indkaldt til møde, Occupy-billederne i reklamerne er sløjfet, og nu undskylder Ejvind Kolding med noget, der snarere er en tilstandsrapport over, hvad banker har gjort, altid har gjort og vil gøre igen.

For enhver bank er en butik, der skal tjene penge. Det havde mange forbrugere bare glemt. Det er måske erhvervslivets vildeste imagefortælling, hvordan det er lykkedes bankfolk gennem generationer at gå fra at være ågerkarle til at være inkarneret nobel anstændighed. I arv fra bankdirektør til bankdirektør er gået nøglen til diskrete direktionslokaler, der har hævet sig etage for etage stadig længere fra gadeplan. Over år har man raffineret et udtryk, der minder om ministerielle embedsmænd, og slet, slet ikke pengekræmmere.

I en finanskrise ville den kloge bankdirektør nok have siddet mussestille bag sit skrivebord og ventet på bedre vejr, men der skal jo tjenes penge. Hermed er vi fremme ved julegåden og det lille freudianslip, der havde sneget sig ind i Koldings ellers så formfuldendt modulerede undskyldning: Danske Bank ønskede blot at skaffe kortsigtede gevinster for ”os selv og vores kunder”. I den rækkefølge. Gevinster først for banken – og så for kunderne.

Det er, hvad det drejer sig om: At tjene penge til banken. Det er standardkonceptet. Både det gamle, the new, og det kommende. Tak til Danske Bank for at have råbt det så højt, at enhver skoleelev nu ved, at banker er butikker, der sælger varer, de skal tjene på til sig selv, selv, selv.