Axgil-tale 2013

Af Kathrine Lilleør 118

Axgil-priserne uddeltes i år på Valentines-dag, kaldet V-dag. I år også V for velsignelse. Velsignelse af homoseksuelle på lige fod med heteroseksuelle par. Hurra. Flag. Over 70 procent af Danmarks præster ditto menighedsråd har længe ønsket at kunne vie homoseksuelle. Den frihed har kirkeministeren sikret os. Tak fra os og store dele af befolkningen. For det angår os alle, at kristne mennesker i folkets kirke kan takke Gud for den velsignelse, han eller hun har fået skænket af Gud selv.

En kultur skal måles på, hvordan den behandler dem, der falder udenfor de gængse normer. Det er rigeligt smertefuldt for den enkelte, der ikke passer ind i normaliteten at skulle erkende og leve med at være anderledes. Den personlige smerte ved ikke at være som de andre kan ikke nok så mange love og vielser i folkekirken ændre ved. Men ethvert tiltag, der kan mindske omgivelsernes modstand falder på et ensomt sted.

Mens man tænker over det, lad mig minde om en af vores største forfattere, der om nogen led under sin homoseksualitet. Herman Bang var ikke bare pinefuldt underlagt datidens hårde fordømmelse af homoseksualitet, men at han dybt personligt også var præget af den ensomhed, der kommer af, ikke at være såkaldt helt almindelig, emmer hans digtning af. Måske er det stærkeste vidnesbyrd mesterstykket ”Ved vejen”. Romanen handler om den lille stationsforstanderkone Katinka, der barnløs og svagelig med poetisk klaverspil og anlæg for dagdrømme er blevet gift med den kødfulde åndsproletar stationsforstander Bay. Det falder hende ikke ind at stille spørgsmålstegn ved Bay. Sagtmodig og mild forsøger hun at gøre ham tilpas. Men da forvalter Huus gør sin entre i deres lille stille liv, lister hendes sjælefællesskab med ham sig ind på hende som en tyv om natten. Hun ser ikke forelskelsen komme. Har på ingen måde villet det, men kærligheden til Huus bemægtiger sig hende med en voldsomhed, der krænker hendes anstændighedsfølelse dybt. Hun vil ikke elske ham, men hun kan ikke andet. Hun vil ikke være hans, men hun er hans. Og hun kan intet stille op imod det.

Det, der gør Katinkas følelser for Huus formastelige, er ikke kærligheden i sig selv, men at omgivelserne aldrig ville kunne acceptere, at de faldt i hinandens arme. ”Skilsmisse” fandtes ikke i ordforrådet. Forestil dig nu, at Katinka var blevet forelsket i en kvinde. Der ville ingen forskel være. Kærligheden ville være ligeså mirakuløs, ligeså underfuld og ligeså fuldstændig umulig og dømt skamløs på forhånd. Det er ikke altid, at kærligheden ankommer i ens liv på en passende, moralsk antagelig, og nydelig måde. Det i sig selv kan give store personlige omkostninger for de to, der elsker hinanden og deres omgivelser.

Så megen desto større grund er der til at glæde sig over, at der nu rundt om i landskabet findes kirker, hvor alle par uanset køn kan søge ind og foran alteret takke for den kærlighed, som Gud har skænket dem.

For ”Gud er kærlighed. Og den, der bliver i kærligheden bliver i Gud og Gud bliver i ham”.

Den 14. februar uddelte man årets Axgil-priser til en række personer og institutioner, der har gjort en forskel for homoseksuelles rettigheder i det forgangne år. Hovedtalen, der her er gengivet i forkortet form.

118 kommentarer RSS

  1. Af Rasmus Vestergaard

    -

    Nogen af os venter spændt på, om der nogensinde vil opstå den tanke i hovedet på kleresiet, at der blandt de 20.000 mennesker, som har meldt sig ud af folkekirken på de sidste, er der procentvis mange ældre, som gør sig tanker om om døden og gerne ville have haft en hånd at holde i, men som qua kirkens politisering har mistet troen på, at den vil være der, når de får brug for den. Jeg væmmes over kirkens ansvarsløse laissez faire-politik.

  2. Af Bjørn Sørensen

    -

    “I det godes navn – og det gode kendes jo af fornuften – begås de værste forbrydelser. Kommunismen var en rationalistisk sekt, der begik sidste århundredes værste forbrydelser. Kommunisterne troede på, at de ved deres rationelle tankegang havde fundet den videnskabeligt set bedste måde at leve på. Målet helligede midlet.

    Fornuften har nemlig det store indbyggede problem, at den ikke kan se sin egen grænse. At den ikke kan forstå, at den trods alt ikke kan regne alt ud. At det fornuftige menneske risikerer at blive så besat af sin egen klogskab, at vedkommende hurtigt driver over i en umoralsk – målet-helliger-midlet-tankegang.

    Jeg savner, at rationalisterne begynder at forstå, at de selv er mennesker, og at deres gode ideer og hjælpsomme forslag kan være tyranni og ondskab. At de kan se, at de er besat af indbildt godhed.”: Marie Krarup

    Pladderhumanisterne, marxisterne og rød ammestues “rationelle” udfald mod den kristne moral fører direkte til at tarveligheden og egoismen sættes i højsæde.

    Hvorfor er Rusland i dag et kleptorati med udbredt gangstervælde og korruption, mennneskelig elendighed opløste familier og udbredt drukkenskab.

    Er det det i vil have???

    Jeres tavshed er beskæmmende, kære meddebatører.

  3. Af georg christensen

    -

    Et par “ord”, med på vejen til “Lilleør”. Som en “Kineser”, med “kon fusius” i erindingen, ville sige: Et par nogenlunde “kloge ord”, med på livet´s landevej, kan give “LIVET” større værdi, som (oldtids celebreringer).

    Jeg har et (problem), min vilje og åbenbart også mit “LIVS” gen, siger mig: Jeg kan og vil ikke “hade”, jeg fornægter alle (guder og djævle). Menneske skabte, “illusioner”.

    Som “ateist”, har jeg i virkeligheden ingen problemer med mødet hos “ENHEDEN”,(guden), som jeg er en del af, i livet, som i døden, hvis den eksisterer.

    Det, som i mit liv, gør mest ondt er: Prædikanternes åbenlyse “åbenbaringer” (uviden eller dumhed).forsøges overført til “LIVET”,og det´s eksistens berettigelse.

    Hilsen: For at provokere: En guddommelig “ateist”, som elsker og hader “LIVET”.

  4. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    @Birgit Hviid Lajer

    Tak for svar. Mht. urafstemning i kirken, så er jeg enig i, at man teologisk set er ude på ret tynd is, når man laver et homovielsesritual. Men man ændrer ikke ved trosbekendelserne, (Nikæa, Augsburg m.fl.), ligesom man heller ikke ændrer i udvælgelsen af kanoniske skrifter; ejheller ændrer man ved sakramenternes liturgi. Disse og andre afgørende ting bliver ikke berørt af, at man indfører homoægteskab i kirken. Derfor tør jeg godt foreslå, at man sender det til urafstemning.

    Homoægteskab på rådhuset er anderledes, for det vedrører det verdslige samfund. Tager man først ægteskabet i snæver forstand og betragter det løsrevet fra familiepolitikken, og tager man i dén sammenhæng de rent verdslige, religiøst-neutrale og nyttefilosofiske briller på, så ses der ikke nogen hindring for indførelse af homoægteskabet som en slags 2. variant.

    Men det er naturligt at se ægteskabet i samlet kontekst med familiepolitikken. De store demonstrationer og ophidsede, langvarige debatter om homoægteskab i Frankrig i disse måneder skyldes også denne sammenkædning. De franske modstandere af homoægteskab henviser til FN-konventionen om barnets rettigheder, i dette tilfælde retten til at kende identiteten af sine biologiske forældre. Fortalerne for homoægteskab i Frankrig er indbyrdes splittede mellem tilhængere og modstandere af såkaldt ‘medikalt assisteret prokreation’, dvs. kunstig befrugtning, for homoseksuelle. Så de skændes på kryds og tværs dernede, men homoægteskabet er trods alt blevet et prestigeprojekt for den samlede franske venstrefløj, ligesom herhjemme. Så jeg gætter på, at den franske socialistregering og dens støttepartier holder sammen om at bruge deres parlamentariske flertal til at presse homoægteskabet igennem, mens spørgsmålet om kunstig befrugtning bliver udsat til senere.

    Generelt er jeg ikke særlig positiv over for brugen af kunstig befrugtning med anonym sæddonor. Det gælder heller ikke for heteroseksuelle par. Skal man konsekvent lyve for barnet og bilde det ind, at dets far ikke er den biologiske fader – eller skal man lade barnet kende sandheden fra starten af? Ved kunstig befrugtning af lesbiske par er der ingen mulighed for at skjule sandheden. Faktisk forsøgte Folketinget for år tilbage netop af disse grunde at tage et opgør med brugen af anonym sæd. Men det måtte man opgive, fordi kravet om en kendt identitet fik de fleste af de potentielle sæddonorer til at holde sig væk, hvorved der blev sædmangel.

    Nu er brugen af anonym sæd blevet så udbredt, at der er opstået reel risiko for, at folk uafvidende kommer til at indgå søskendeægteskab. Jeg må ærligt sige, at jeg ikke ret godt kan lide den udvikling.

    Jeg har langt mere sympati for den model, hvor et lesbisk par begge føder børn med den samme, velkendte sæddonor, nemlig en mand i omgangskredsen med jævnlig kontakt med børnene, og samtidig laver gensidig stedbarnsadoption. Jeg synes ikke, at lovgivningen skal straffe dem ved at påtvinge sæddonoren en juridisk forælderforpligtelse han ikke ønsker, samtidig med det lesbiske par skal vente længe på at få lov at lave den gensidige stedbarnsadoption. Dels synes jeg, at det er urimeligt i sig selv. Hvad værre er, så har det dén virkning at tilskynde lesbiske par til at bruge anonym sæd i stedet for. Men på det punkt er der efter sigende forbedringer på vej i lovgivningen.

    Tilsidst vil jeg vende tilbage til spørgsmålet om homoægteskab på rådhuset. Det er dét man er ved at indføre i England og Frankrig i disse måneder. Udfaldet af disse politiske kampe vil indirekte og på langt sigt få betydning for ægteskabslovgivningen i hele Europa og måske endda hele verden. Alle andre lande vil blive nødt til at tage stilling til den situation, at nogle tilflyttere fra Frankrig og England i forvejen er homoseksuelt gift. Italien har ikke engang registreret partnerskab, men alligevel er de italienske domstole allerede begyndt at anerkende homoægteskaber indgået i udlandet. I USA står striden om, hvorvidt homoægteskab indgået i det mindretal af delstater som har det, skal have automatisk juridisk gyldighed i hele føderationen. Jeg tror, at året 2013 bliver afgørende for, hvorvidt hele denne udvikling tager fart og bliver uafvendelig, eller om den standser.

  5. Af R. Vestergaard

    -

    “Jeg tror, at året 2013 bliver afgørende for, hvorvidt hele denne udvikling tager fart og bliver uafvendelig, eller om den standser.”

    Hvad i alverden skulle få den til at standse?

    Ifølge tidsånden er der jo tale om lutter godhed, som kun onde og snævertsynede mennesker er imod.

    Børnenes tarv tages aldrig alvorligt af denne tidsånds forvaltere og forsvarere. Børnene er blot den dej, som fremtidens partisoldater formes af i de institutioner, hvor man allerede har fået dem anbragt, fordi børn er i vejen for de voksne produktionsenheder. Børne- og uddannelsesinstitutionerne er forlængst ræverøde.

  6. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Indførelsen af homoægteskab ligger i forlængelse af den almindelige samfundsudvikling i den vestlige verden, og det kan måske godt få én til at opfatte udviklingen som uafvendelig. Men jeg tror ikke på determinisme. Det er altid konkrete beslutninger som skal tages i en bestemt situation, i en bestemt sammenhæng.

    Men jeg fik kun svaret halvt på Lajers indvendinger, inden jeg begyndte at gå ud ad tangenten.

    Sålænge der ikke er børn eller religion involveret, kommer homoægteskabet på rådhuset vel egentlig kun de pågældende selv ved. Jeg synes ikke, at man skal sende det til folkeafstemning, nu hvor det én gang er vedtaget. Jeg fornemmer, at Lajers primære ærinde er barnets tarv. Men selv om man afskaffede homoægteskabet og genindførte det gamle registrerede partnerskab, ville det ikke ændre ret meget ved de homoseksuelles retlige stilling i forhold til kunstig befrugtning og adoption. Så synes jeg hellere, at man skulle sende f.eks. reglerne om kunstig befrugtning til folkeafstemning.

    Polemikken omkring ‘naturlig’ seksualitet er en sag for sig. Jeg synes ikke, at man kan definere ‘naturlig’ seksualitet udelukkende ud fra børneavl. Det ville indebære, at voldtægt af 14-årige piger blev ‘naturlig’, mens det omvendt blev ‘unaturligt’ for alle kvinder over 55 år overhovedet at have en kønsdrift. Jeg tror, at Lajer m.fl. har et naturligt følelses- og styrkeforhold mellem parterne i tankerne, og at de her sigter på kærlighedsforholdet mellem voksne, heteroseksuelle forældre. Det er jeg ikke uenig i, men så har man vel allerede løsrevet begrebet ‘naturlighed’ fra kønnet og i stedet lagt hovedvægten på psykologien og den økonomisk-sociale baggrund?

    Dén med at de heteroseksuelle skulle påduttes mindreværdsfølelse er ny for mig. En homoseksuel og/eller kulturradikal kan i sagens natur ikke kalde 95% af befolkningen for seksuelt ‘unaturlige’. Men så kan man jo altid kalde heteroseksualiteten for ‘triviel’. Jeg kunne godt se det for mig: en hvinende mandlig pudderdåse – eller en kvindelig håndværker med piercinger og camouflageuniform – stående med næsen i sky foran kameraet, ‘det dér gider jeg ikke, det er simpelthen for almindeligt’. Især i København bliver tingene ofte sat på spidsen på en løjerlig måde, og jo mere forskruet og opstyltet det bliver, jo mere opmærksomhed får det i medierne.

  7. Af Rasmus Vestergaard

    -

    Anders Thornvig Sørensen, det hjalp på forståelsen.

    Sommetider var det ganske rigtigt ønskeligt at have det som svejtserne og få sat problematiske spørgsmål til folkeafstemning. I øjeblikket trækkes folk rundt ved næsen på baggrund af alt for usikre meningsmålinger, der roterer rundt i medierne i nogle dage, hvorefter de tages for gode varer. Det er nemt at manipulere.

    Jeg ved ikke ret meget om dette emne, men er stærkt imod de mange kunstige inseminationer. Blandt andet fordi jeg har hørt en læge fortælle om bivirkninger. Det samme gælder de alt for tidligt fødte børn.

    For et par år siden så jeg en video på jp.dk, hvor en mellemleder i en større kendt virksomhed eller måske var det på et offentligt kontor fortalte, at han en dag var mødt op i sit dametøj og havde meddelt sine måbende kolleger, at nu ville det blive sådan for eftertiden, og at han foretrak at blive kaldt ved sit kvindenavn.

    Manden fortalte vidt og bredt og blev mere og mere skabagtig og rørstrømsk under vejs, da han omtalte sine børn. Der var ikke grænser for, hvor stor forståelse hans (arme) børn havde for hans særprægede livsstil, han blev helt tyk i mælet ved tanken. Konen var ude af billedet. Til sidst kom han frem til, at nu var han igen lykkeligt forelsket, men da intervieweren tog det for givet, at kæresten var en mand, blev “kvinden” skulende fornærmet. Det var sandelig en kvinde. Altså ikke et bøssepar men et slags uægte lesbisk par.

    Det var ikke nyt for mig, at heteroseksuelle i nogle kredse anses for at være fantasiløse tumper, der går glip af meget her i livet, og jeg misunder ikke de læger og myndigheder, der har disse anderledes mangfoldige mennesker rendende for at få skiftet pas og cpr-nummer alt efter hvilket kønshumør de er i på det pågældende tidspunkt. Også i den forbindelse har jeg hørt nogle beretninger, som man tager sig til hovedet over.

    Konklusionen i disse kredse er, at vi alle burde have kønsløse papirer, så at vi efter behag kan bytte rundt på identiteterne og få det meget sjovere og mangfoldigt og sige “hen” om hinanden. Det arbejdes der ihærdigt på, for du skal ikke tro, at du får lov til at forblive heteroseksuel på papiret, hvis det står til de mangfoldige kredse.

    Jeg synes blot ikke, at man kan byde børn at blive rodet ind i al den identitets forstyrrethed, ligesom jeg håber, at der bliver sat en stopper for, at alle de halv- og helgamle bøsser køber sig til rugemødre i Indien og andre steder med meget fattige, villige kvinder. Det er forkasteligt, og jeg hælder til at tro, at det drejer sig mest om, at de dermed tror, at de kommer til at virke mere “normale”, end de i grunden inderst inde selv føler sig. For vi skal jo ikke glemme, at de som børn fik de samme fordomme som folk som flest, og at deres største problemer tit er en meget lav selvfølelse, fordi de ikke er heteroseksuelle. De ryger derefter i den modsatte grøft.

    Når det er skrevet, vil jeg lige tilføje, at jeg siden min barndom har haft kendskab til blandt naboerne, at homoseksuelle bor sammen, og at folk stille og roligt accepterede det. I disse år er homoseksualitet “event”, og så bliver vi overfodret med emnet, selv om mange af os helst var fri. Når det i det hele taget er “event”, tillader jeg mig at tro, at det nok så meget beror på, at andre gerne vil sole sig i en kunstig og småborgerlig frigjorthed, som homolobbyen kan udnytte.

  8. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg må give et svar her kort – ellers må det vente, såvel som jeg utallige gange iøvrigt har været på flere blogge i f de seneste vel 4-5 år om emnet og forsøgt at forklare.

    @Anders Thorning sørensen 21. og 22. feb. lige ovenfor:

    Jeg tager ikke det naturlige ud af kønsdriften – men påpeger dens naturlige forløb til heteroseksuel genital forståelse, da det er det, der gør folk mest både potente og giver den største tilfredsstillelse, da penis og vagina nu engang fra naturens hånd er bestemt for hinanden.

    Selv om også kan appellere til heteroseksuelle at forsøge sig noget med andre kropsåbninger, fremfor kvindens vagina, hvad der så igen er årsager til konkrete definitioner for – og hvor ungdommen nu bildes ind, at blow-job er sagen, fremfor at koncentrere kærlighedslivet ved det mest optimale, dér hvor det erstattes med manglende genitalt samleje. Der er vist ligefrem kurser i at give det ‘rigtige’ blow-job.

    Et samfunds lykke og potens afhænger af en sund seksuel udfoldelse og ikke allehånde perverterede .. hvor de ofte erstatter ‘det egentlige’. Så – der er terapier, formentlig ukendskab til det seksuelle, og hvor kvindens mest optimale orgasme sidder el burde (i skedebunden), hvilket også kræver koncentration for kvinden og manden, og hvor det fx kan ødelægges ved også disse 3-kanter og firkanter, der tidl var så populære.

    Det lyder gammeldags, det er det ikke – men giver den bedste lykke- og kærlighedsfølelse hvis dette er i orden mest muligt i hv f. Det er det optimale, hvor vi må i mange forhold ‘derude’ gøre en dyd ud af nødvendigheden. Også i forhold til det homoseksuelle, fremfor at se hvorfor og hvordan og hvorledes.

    Den homoseksuelle er i højere grad analfikseret, hvorfor den zone bliver særdeles primær, og hvor vi er ovre i den negative side af et ødipuskompleks, fremfor den positive, der dog stadig har deet modsatte køn som objekt for sit kærligheds- og sexliv.

    Homoseksuelle kan ligefrem finde væmmelse ved det modsatte køns kønsdele, hvor de godt nok kan blive tiltrukket af: en mand en kvinde – men tilfredsstiller sig, fordi han ikke kan andet, hos en mand.

    Homoseksualitet er tillige en narcissistisk forelskese, hvor den homoseksuelle mand elsker sig selv i den anden (oftere yngre mand), fordi han dermed elsker sig selv, som han kunne have ønsket, at hans mor havde elsket ham.

    Det bliver ikke længere nu – men vi er ovre i en manglende potens, der ikke har nået det genitale stadie for den seksuelle udvikling, hvor den måske i puberteten el ungdommen har kunnet få gange – men dermed har måttet trække sig tilbage til det anale stadium, hvor den så er tvunget til at kunne udfolde sig, hvis der skal være tale om et kønsliv.

    Derfor skal homoseksualitet ikke kanonoseres, og derfor skal børn til adoption ikke afleveres til andet end heteroseksuelle, omend disse også kan have problemer og bliver skilt; men det er som udgangspunkt det bedste for barnet – og det bør statenvære obs på.

    Men tak for svar – og jeg giver ligedan de 2 x Vestergaard ret i det meste, det er som Rasmus Vestergaard påpeget 13:19:

    “En kunstig og småborgerlig frigjorthed, som homolobbyen kan udnytte” – og de kan tillige forføre på denne vis.

    Men – VIGTIGT:

    Det homoseksuelle menneske er etisk set ikke et ringere menneske end heteroseksuelle, og det er smerteligt at være nødsaget til at leve på den måde – omend nogle finder kærlighed, de fleste dog efter mange trængser.

    Og – vi kan fx ikke i analyse gøre folk homoseksuelle – men vi kan fremme en seksualitet for heteroseksuelle, der ofte også manger noget i potens og den fulde tilfredsstillese, nogle er ganske enkelt delvist impotent/frigide i forskellige grader.

    Og – det er forholdet til seksualitet, vi stadig i samfundet mangler oplysning om, og hvor hænderne stadig skal være over dynen ved sengetid for de små, sådan billedligt talt. Much more to the picture, også her.

    Jeg har andetsteds gjort obs på, at jeg ikke er på debatter før efter mandag engang.

    Men – det homoseksuelle er et tilbageslag for en seksualitet, og det er ikke dét, der skal plæderes for eller ligefrem kanoniseres!

    Men – ved at forstå homoseksualiteten, så bliver der ikke grundlag for at forfølge nogetsomhelt her, ofte svinsk, fordi det forstås, at sådan har vilkårene værer for nogle mennesker, så de har måttet glide over ind i denne seksualitet, hvor det er forældre og miljøet, der ubevidst for dem selv også har anvist vejen, da det er meget afgørende for et menneske m/k, hvordan forældrene har det sammen og dermed seksuelt også.

    Derfor er det ikke ligegyldigt, hvor eller hvordan et barn anbringes, fordi staten påtager sig et stort medansvar her for et menneskes mulighed for lykke.

    Det er et eksperiment. Mvh BH

  9. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    PS! Måske bedre forståeligt, hvis jeg meddeler, at det, der kaldes ‘det negative ødipuskompleks’ er, modsat ‘det positive ødipuskompleks’, hvor den enkelte har identificeret sig med det modsatte køn, fx sønnen med moderen, fremfor faderen og datteren med faderen, fremfor moderen, og hvor ‘det positive ødipuskompleks’ ikke skal forstås som noget positivt – udover, at den enkelte stadig har det modsatte køn som objekt for sin seksualitet.

    Næppe nogen af os undgår en grad af ‘det positive ØK’, en grad af bindinger til vores forældre – men for langt at komme ind på her; MEN komplekser og ligedan hæmninger er ikke at ‘det gode’ – de bør undgås mest muligt – OG det hele her sagte som ligedan ovenfor hænger igen sammen med den enkeltes programmering, lige fra det orale, det anale, det urethrale, de falliske og til det genitale stadium.

    Og – jo tidligere skadet et menneske er, jo flere ‘mangler’ vil der være el huller i de forskellige stadier og derfor ‘mere at se til’.
    Mvh BHL

  10. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    PPS. Derfor er der vigtigt at oplyse om de unge – også fordi eksperimenteren med anal-zonen – og hvis det bliver mere og mere lystbetonet, omend den enkelte er heteroseksuelt orienteret, så fragår der den egentlige potens (i penis/i vagina) en del – og dermed fuld potens. Og – det er der for en del at se til i forvejen.

    Alene derfor er det ikke moral, men indsigt i potens for m/k – den fulde og derfor mest givende.
    Og – naturligvis skal der ikke være noget sted pådenelskedes krop, der ikke skal kunne kærtegnes osv. – MEN det gør formentllig ikke noget at gøre obs på, at pornobladene også har deres skade at gøre her, hvordan de unge tror, at det skal være, hvad de skal gå med til, fremfor at kende egne lyster, grænser og ikke mindst følelsesliv.

    Jeg vil slutte debatten nu med ordene fra nu afdøde psykoanalytiker, dr.phil. Sigurd Næsgaard:

    “Det er altid positivt, når mennesker holder af hinanden – uanset alder, køn, race.” I dag ville ville vi sige etnicitet. Racer eksisterer ikke.

    Og – psykoanalytiker Nina Thymarks ord i sin analyse (bogform) af Ingmar Bergmans ‘Scener fra et ægteskab’, Bergman selv kalder sine personer for ‘ANALFABETERNE”, hvor der står, i den ældre udgave el første udgave jeg lige har for hånden, og fremhævet i overskriften for det V kapitel:

    “I PSYKOANALYTIKERENS SPROG KALDT: UVIDENHEDEN OM DET “ORGASTISKE HØJDEPUNKT FOR EN NEUROTISK SAMMENKOBLING AF SEKSUALITET, AGGRESSION OG FORTRÆNGTE INCESTØNSKER”.

    Her kommer forældrebindingerne ind i billedet, hvor parterne, ubevidst, også er blevet en form for forældrefigurer for hinanden og hvor Bergman lader dem indrømme, at de er ‘analfabeter’ (uvidende) i forståelsen af eget liv/livsførelse, deres hhv feminisering (manden) og maskulinisering (kvinden) – følgevirkningerne af noget af det dd og ovenfor sagte; men her i meget kort form – men forhåbentlig ikke uforståelig – og i lyntempo.:-)

    Mvh BHL

  11. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Seksologi og psykologi er emner, som jeg ikke rigtig kan overskue, så der må jeg nok melde hus forbi.

    Brugen af rugemødre er vederstyggelig for mig, det er ikke andet end rige mennesker som udnytter andres fattigdom.

    Så meget ved jeg om homoseksuelle, at der er væsentlige gradsforskelle mellem dem. Nogen er det kun tilnærmelsesvis, andre er det fuldstændigt.

    De fleste homoseksuelle mænd kan godt gennemføre mand-kvinde samleje og få børn på den måde. Men de kan ikke seksuelt gennemføre et langsigtet samliv med moren som forælderpar. De kan så vælge mellem to muligheder. Den ene er kynisk at få barnet eller børnene med en heteroseksuel kvinde og derefter skilles fra hende. De homoseksuelle mænd kalder selv med foragt denne metode for “avl”. Det er uærligt og uværdigt for begge parter. Den anden mulighed er at give sæd som kendt donor til en lesbisk kvinde, evt. til begge kvinderne i et lesbisk par. Jeg gætter på, at rimeligt mange homoseksuelle mænd gerne ville vælge denne mulighed. Det er overhovedet ikke i deres interesse, hvis brugen af anonym donorsæd vinder frem. Jeg gætter også på, at de fleste lesbiske kvinder der modtager donorsæd, foretrækker at gøre det fra en mand de kender i forvejen.

    Derfor synes jeg, at lovgivningen bør besværliggøre brugen af anonym sæddonation og begunstige brugen af sæd fra velkendte donorer. Det kan man f.eks. gøre ved at bestemme, at kun de heteroseksuelle ægtepar må modtage anonym sæd, altså heller ikke enlige kvinder eller papirløse heteropar; samtidig med at man holder op med at lægge retlige hindringer i vejen for de lesbiske kvinder som modtager sæd fra velkendt donor.

    Jeg går ind for de homoseksuelles ligestilling i samfundet generelt (situationen i religiøse fællesskaber som Folkekirken er noget andet). Men ud over at jeg går ind for de voksnes ligestilling, går jeg også ind for børnenes ligestilling. Og børn er ikke ligestillede, når de fleste børn ved hvem deres far er, mens nogle børn ikke ved det. Hermed siger jeg ikke, at modtagerne af anonym sæd er dårlige forældre – de er lige så gode som alle andre forældre, giver lige så meget kærlighed og omsorg, m.v. Men der er en forskel dér.

    Forbavsende mange voksne børn har brudt kontakten til deres biologiske forældre i dagens Danmark. Men her er der to ting: 1) børnene ved, hvem deres forældre er og hvor de er, 2) de har selv besluttet at bryde kontakten med dem. Ved anonym sæddonation har man umyndiggjort børnene på livstid i dette spørgsmål.

    Slægtsforskning er en folkesag i Danmark. Folk bruger enorme ressourcer og tillærer sig historisk-videnskabelige metoder, for at kende deres ophav flere generationer tilbage i tid. Det er vigtigt for folk i almindelighed, og hvorfor skulle det ikke være ens for de børn, som er født ved kunstig befrugtning med sæd fra anonym donor.

    Ved heteropar er der samme problem, men her har barnet den mulighed at træffe bevidst beslutning om at udpege faren som sin eneste rigtige far, uanset biologien. Det betyder, at barnet kan gå i skole og pege på ham og sige: ‘han er min far’. Og sandt er det, at manden ville have været barnets far, hvis han havde kunnet blive det biologisk, og at han gør alt, hvad han kan for at være for barnet ligesom hvis han var den biologiske far. Når folk laver slægtsforskning, ved de godt, at stamtræerne måske ikke er biologisk korrekte, men denne usikkerhed tager de med i købet, for det betyder reelt ikke ret meget for identitetsdannelsen igennem familien.

    Det er en utroligt giftig debat, fordi kvindelige forældre der har modtaget sæd fra anonyme donorer, føler, at der bliver peget fingre ad dem. Der er også et hensyn at tage til de pågældende børn, som meget let kan komme til at føle sig ‘forkerte’ og ‘skyldige’ i en eller anden forstand, for det har børn nemt ved i almindelighed. Hvad hjælper det også at bebrejde folk noget, som ikke kan gøres om. Jeg vil hellere se fremad og tænke over, hvordan man kan gøre tingene på en bedre måde.

    Mht. butikschefen der klæder sig som kvinde, så skal jeg ikke blande mig eller sætte mig til doms over nogen. At nogen går hele vejen, laver operation til nyt køn og lever konsekvent i dette nye køn, kan folk forstå. Ganske vist forstår folk ikke hvorfor, men det er der nok ingen der gør, heller ikke de transeksuelle selv. Sådan er det bare, det er irrationelt begrundet, men man kan godt bære sig rationelt ad i udførelsen. Går man hele vejen, er der logik og konsekvens i tingene, og det kan folk forstå, verden er vendt på hovedet, men egentlig blot som et spejlbillede af sig selv.

    Går man derimod kun den halve vej til kønsskifte, men vil alligevel have fordelene ved at gå hele vejen, og skifter man frem og tilbage mellem sine to køn, bliver folk forvirrede og irriterede. Undtagen altså lige, hvis ‘folk’ har fået skabt sig en kæmpestor kulturradikal politisk-korrekt over-bevidsthed, som straks sender alle den slags syndige ‘konformistiske’ tanker lige lukt ned i mavens dybeste underregioner.

    Men jeg må stoppe nu, for jeg har heller ikke tid til mere før efter mandag. Håber, at tråden findes endnu til den tid. Mvh.

  12. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Anders Thornvig Sørensen – 13:54

    Jeg giver dig ret i det meste – men sædvanligvis inddeles homoseksuelle i 3 grupper: absolut, amfigent eller occassionelt homoseksuelle (el inverterede), og ligeledes er de forskellige afvigelser omkring kønnet/kønsopfattelse drags fx ikke de helt samme som et 100% kønsskifte, så det kan ingen forlange.

    Men et par, hvor begge (set på TV) er 100% kønsskiftede, og som vil adoptere, det kan jeg ikke se skal kunne ske med statens hjælp, fordi det er en for stor mundfuld for et barn.

    Rigtigt – børns ligestilling skrottes – og jeg udtaler mig, når staten skal bestemme, så har den ikke ret til at overse et barns optimale vilkår og krav på en erstatning for de tabte forældre, dvs en far og en mor med hvert sit køn intakt, dvs heteroseksuelle.

    Det er det, jeg har kaldt at træde et barns rettigheder under fode.

    Inseminationer må for mig at se aht barnet begrænses mest muligt, da disse unavngivne donorer er bedrag overfor barnet, såvel som jeg ser det som
    unødvendigt på den måde ligefrem at lave halv- eller heladopterede børn ud af en sådan handling, alt efter om det nu er både æg- og sædcelle – el kun sædcelle-levering.

    Omend jeg forstår smerten hos de barnløse el de, der må forblive det. Når staten skal bestemme. Det skal i hv f minimeres kraftigt – og kun til heteroseksuelle forældrepar. Ikke til enlige i det hele taget.

    Jeg når ikke mere i denne omgang, og jeg har tidligere også været inde på inseminationer på blogge på Berlingske i enslydende sag/er. Mvh BHL

  13. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Anders Thornvig Sørensen – 23.2. – 13:54 – fortsat:

    Med bedrag mener jeg tilbageholdelse af oplysning siden til barnet, at fx faderen under opvæksten ikke oplyses at være far i stedfortræders (donors) sted. Et vanskeligt emne sikkert ml et sådant forældrepar, hvis moderen er den biologiske.

    Men – det er ulige for et barn, hvor sådant kan undgås, omend det er taknemmeligt for at være blevet født, i forhold til andre børn. Man giver således et barn et problem, som ellers kunne være undgået – at være halvt eller helt adopteret, det sidste, hvis både mand og kvinde i et par insemineres. Det mener jeg også kan være tilfældet.
    Desværre slut herfra i denne omgang – så tak for nu Mvh BHL

  14. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Jeg er også på vej ud, så blot det følgende til afslutning.

    Nogle transseksuelle kan ganske rigtigt ikke gå hele vejen, ikke fordi de ikke vil, men fordi kemien og biologien forhindrer det. F.eks. skal de jo blive ved med at spise kønshormoner også efter kønsskifteoperationen, omend i reduceret mængde; og jeg kender tilfælde, hvor en mand lavede fysisk kønsskifte til kvinde over hals og hoved, men bagefter opdagede, at kønshormonerne var livsfarlig spise for ham. Derfor måtte han afstå fra kønshormoner, med det resultat at hans krop efter kønsskifteoperationen igen blev delvist mandliggjort. Der er ingen fortrydelsesret.

    Adoptionsregler kender jeg meget lidt til. Ligesom ved sæddonation vil jeg igen mene, at der intet er til hinder for homoseksuel (eller transseksuel) adoption, hverken individuelt eller parvist, sålænge barnet kender identiteten af sine biologiske forældre. Forleden afgav den tyske højesteret kendelse om, at homoseksuelle par, hvor den ene har adopteret barn, må den anden gerne lave medadoption. Vistnok på selvsamme dag afgav den europæiske menneskerettighedsdomstol kendelse i en østrigsk sag om stedbarnsadoption. Østrig som stat blev dømt til at betale sagens omkostninger og til at anerkende, at et østrigsk lesbisk par lavede stedbarnsadoption. Både i Østrig og Tyskland argumenterer de homoseksuelles modstandere ikke primært med barnets tarv, men henviser i stedet til ægteskabets forfatningsgaranterede ‘hellighed’. Det er helt fortjent at de taber sagerne mod de homoseksuelle, når de åbenbart ikke tænker i børnenes velfærd eller menneskers leveforhold i det hele taget, men i stedet hænger argumentationen op på bibelske begreber, som bedst hører hjemme i en rent kirkelig sammenhæng.

  15. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Anders Thornvig Sørensen – 26. feb. 17:01

    Jeg tænkte nu på de psykologiske faktorer, og der er væsensforskelle her.

    Vedr. adoptioner, så kender jeg ikke til Tyskland el Østrig – men mon ikke, der er nogen, der også rører på sig i forhold til børn i sådanne forhold, hvor de også er adopterede – ELLERS skal jeg gerne modtage invitation til at forklare – hvorfor ikke!!!

    Jeg vil nu håbe, at de kirkelige vil vinde i disse lande, hvis der pr automatik følger mulighed for adoption med; men kirken bør uao vinde, fordi det også dér er at vride armen om på dens grundlag og dermed dens medlemmer.

  16. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg skrev en lille fortsættelse – men det må evt. vente, fordi mit indlæg ovenfor også er skrevet om, så måske i morgen. Mvh BHL

  17. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Det må være serveren.

  18. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Anders Thornvig Sørensen – 26.2.- 17:01- fortsat

    Du nævner de lesbiske par – jeg kunne her også forestille mig, at ‘vi’ er så vant til, at kvinder i det hele taget tager sig af børn, hvorfor jeg kunne stille det spørgsmål: Om disse sager var faldet anderledes ud, hvis der havde været tale om to mænd, altså et bøssepar.

    Når tilfældet så er ude, så kan det være en idé juridisk aht til barnet; men er faderen kendt og tilknyttet barnet, så må det være dét.

    Men – iøvrigt er det ikke nok bare at kende de biologiske forældre, hvis barnet må leve andetsteds og i subkultur, hvor det nemt bliver stigmatiseret og skal forsvare et par adoptivforældres seksualitet el siden skuffe dem ved ikke at være blevet homoseksuel.

    Nå – et forsøg på nu, om det kunne gå igennem i dag alligevel. Mvh BHL

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info