Axgil-tale 2013

Axgil-priserne uddeltes i år på Valentines-dag, kaldet V-dag. I år også V for velsignelse. Velsignelse af homoseksuelle på lige fod med heteroseksuelle par. Hurra. Flag. Over 70 procent af Danmarks præster ditto menighedsråd har længe ønsket at kunne vie homoseksuelle. Den frihed har kirkeministeren sikret os. Tak fra os og store dele af befolkningen. For det angår os alle, at kristne mennesker i folkets kirke kan takke Gud for den velsignelse, han eller hun har fået skænket af Gud selv.

En kultur skal måles på, hvordan den behandler dem, der falder udenfor de gængse normer. Det er rigeligt smertefuldt for den enkelte, der ikke passer ind i normaliteten at skulle erkende og leve med at være anderledes. Den personlige smerte ved ikke at være som de andre kan ikke nok så mange love og vielser i folkekirken ændre ved. Men ethvert tiltag, der kan mindske omgivelsernes modstand falder på et ensomt sted.

Mens man tænker over det, lad mig minde om en af vores største forfattere, der om nogen led under sin homoseksualitet. Herman Bang var ikke bare pinefuldt underlagt datidens hårde fordømmelse af homoseksualitet, men at han dybt personligt også var præget af den ensomhed, der kommer af, ikke at være såkaldt helt almindelig, emmer hans digtning af. Måske er det stærkeste vidnesbyrd mesterstykket ”Ved vejen”. Romanen handler om den lille stationsforstanderkone Katinka, der barnløs og svagelig med poetisk klaverspil og anlæg for dagdrømme er blevet gift med den kødfulde åndsproletar stationsforstander Bay. Det falder hende ikke ind at stille spørgsmålstegn ved Bay. Sagtmodig og mild forsøger hun at gøre ham tilpas. Men da forvalter Huus gør sin entre i deres lille stille liv, lister hendes sjælefællesskab med ham sig ind på hende som en tyv om natten. Hun ser ikke forelskelsen komme. Har på ingen måde villet det, men kærligheden til Huus bemægtiger sig hende med en voldsomhed, der krænker hendes anstændighedsfølelse dybt. Hun vil ikke elske ham, men hun kan ikke andet. Hun vil ikke være hans, men hun er hans. Og hun kan intet stille op imod det.

Det, der gør Katinkas følelser for Huus formastelige, er ikke kærligheden i sig selv, men at omgivelserne aldrig ville kunne acceptere, at de faldt i hinandens arme. ”Skilsmisse” fandtes ikke i ordforrådet. Forestil dig nu, at Katinka var blevet forelsket i en kvinde. Der ville ingen forskel være. Kærligheden ville være ligeså mirakuløs, ligeså underfuld og ligeså fuldstændig umulig og dømt skamløs på forhånd. Det er ikke altid, at kærligheden ankommer i ens liv på en passende, moralsk antagelig, og nydelig måde. Det i sig selv kan give store personlige omkostninger for de to, der elsker hinanden og deres omgivelser.

Så megen desto større grund er der til at glæde sig over, at der nu rundt om i landskabet findes kirker, hvor alle par uanset køn kan søge ind og foran alteret takke for den kærlighed, som Gud har skænket dem.

For ”Gud er kærlighed. Og den, der bliver i kærligheden bliver i Gud og Gud bliver i ham”.

Den 14. februar uddelte man årets Axgil-priser til en række personer og institutioner, der har gjort en forskel for homoseksuelles rettigheder i det forgangne år. Hovedtalen, der her er gengivet i forkortet form.