Heltinde – og Syrienkriger

Af Kathrine Lilleør 63

Politiet inddrog kurdisk-danske Joanna Palanis pas, da hun kom hjem efter at have kæmpet i Syrien og Irak mod Islamisk Stat. Den 4. februar stadfæstede Byretten pasinddragelsen. Joanna Palani, der er både kurder og dansker, fastholder, at hun kæmper mod Islamisk Stat, fordi hun kæmper for Kurdistan, ligesom hun vil kæmpe for Danmark skulle det blive nødvendigt. Alligevel har Joanna Palani helt på linje med seks af hendes fjender, de såkaldte ”Syrienkrigere”, fået inddraget sit pas.

Kampen mod Islamisk Stat har ellers åbnet vores øjne for heltene iblandt os. I den forgangne uge har Folketinget således indstiftet ”Folketingets Hæderspris”, som skal gives ”til en civilperson, der er omkommet efter at have udvist ekstraordinært heltemod”. Prisen vil blive uddelt to gange i år i dagene omkring henholdsvis Finn Nørgaards og Dan Uzans fødselsdage, og der vil blive opsat en mindeplade på Christiansborg. Mindepladen er en helt særlig anerkendelse, som kun er blevet tre andre forundt tidligere: Et folketingsmedlem og to journalister, der blev myrdet under Besættelsen.

Mindepladen fra Besættelsen, der nu får følgeskab af en mindeplade for Finn Nørgaard og Dan Uzan, viser med befriende tydelighed den brede anerkendelse af, at vi er i krig. Som to journalister og et folketingsmedlem blev myrdet af nazister under Besættelsen, blev Dan Uzan og Finn Nørgaard myrdet af Islamisk Stat. Den sidestilling er en glædelig begrebsafklaring. Tak for den.

Men skal man være en død helt for at blive hædret for sit mod? 22-årige Joana Palani har udvist et heltemod, som kun ganske få i denne verden besidder. Hvis hver og en af de tililende flygtninge fra Syrien og Irak gjorde som hun, ville meget være vundet. Hun har rigtig nok kæmpet for YPG, der har tilknytning til terrorstemplede PKK. Men i retten kunne hun samtidig fremvise dokumentation for, at hun i dag har rang af sergent i Peshmerga, det kurdiske selvstyre i Iraks militær. Det danske forsvar har været med til at træne Peshmerga i Irak i 2015, og et løbende samarbejde finder sted mellem Peshmerga og Koalitionen mod Islamisk Stat. Senest er USA begyndt at samarbejde med YPG i Syrien. Således kunne Berlingske forleden berette, at USA’s særlige udsending til koalitionen mod IS, Brett McGurk i den forgangne uge besøgte den kurdiske Rojava-provins i Syrien, ledsaget af officerer fra Frankrig og Storbritannien. Samtidig med at USA og Koalitionen tydeligt samarbejder med YPG i kampen mod IS, fastholder Byretten, at Palani ved sin militærtræning hos YPG ”vil kunne udgøre en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden”.

Byretten er ikke forpligtet til at læse nyheder. Men anklagemyndigheden, der har justitsministeren som øverste chef, er forpligtet til at gøre sin minister opmærksom på en urimelig lov. En lov, der ikke kun dømmer IS-krigerne, men også dømmer en heltinde, der går lyslevende rundt iblandt os.

Joanna Palani skal ikke dømmes. Hun skal hyldes. Rulles i Dannebrog. Tiljubles. Og takkes. Bare der var flere som hende. Med dansk pas.

63 kommentarer RSS

  1. Af Henrik Knage

    -

    Det står enhver frit for at rejse udenlands for at slå andre ihjel; men hvis man inden rejsen reklamerer for det med dansk pas – og det er uanset hvem man er, så må man påregne, at passet bliver konfiskeret, hvis man lander i Danmark efterfølgende.

    Og det er der en helt naturlig forklaring på, nemlig at man ikke skal reklamere for Danmark med et gevær i hånden, som privatperson, eller civilist – for det er der folk til.

    Men der er lige for tiden ingen der forhindrer kvinden i at tage afsted igen – uden pas, og der er såvidt jeg ved ingen der er blevet slået ihjel med et dansk pas endnu – så hvad skal hun bruge passet til?

    Hun kan så muligvis ikke forvente at få indrejse i Danmark igen – men det må hun jo for såvidt selv om.

  2. Af Casper Petersen

    -

    Niels Peter Lemche
    Jeg er ked af du ikke er enig, men faktum forbliver at nationalstaterne er det juridiske rammesystem som udgør denne verden.
    Er baskernes modstandskamp i orden? Hvad med den nordirske konflikt… Sådan er verden bare indrettet.

    Som sagt mener jeg absolut at der skal gøres mere for at bekæmpe IS. Men danske statsborgere skal kun indgå i kampoperationer i danske sammenhæng. Det betyder med det danske forsvar. Da vi ikke pt er besat af et andet land kan det uden videre lade sig gøre – hvis folketinget siger vi skal. Det er nemlig dem, det lovligt valgte parlament som har retten til at indsætte tropper i krig.

    Nu er der jo tale om en borgerkrig. Den må så udkæmpes af borgerne i det/de lande. Hvis hun vil deltage i det kan hun blive statsborger der. Ellers må hun blive her.

  3. Af Henrik Knage

    -

    Jeg er tilhænger af, at alle våben bliver lovlige, for så kan Forsvaret nedlægges totalt – og vi kan alle sammen gå og slå vores egne private røvhuller ihjel fra morgen til aften.

    Min far – ham synes jeg var klog – og vi talte tit sammen om natten, når jeg kom hjem og han ikke kunne sove. Han blev ofte helt filosofisk og glad for, at han fået en så uvoren dreng som mig – og havde fundet én han kunne tale med en sen nattetime.

    Han sagde – og det husker jeg så tydeligt: Henrik – hør nu lige hvad jeg siger. Hvis du slår ét røvhul ihjel i denne verden – så står der 3 endnu større røvhuller bag det første røvhul du slog ihjel.

    Og det er sådan set der vi er, med alle de krige vi har været med i.

  4. Af Niels Peter Lemche

    -

    Casper Petersen,

    Jeg beklager: Nationalstaten som fænomen er en moderne opfindelse, et par hundrede år gammel. Selvfølgelig kunne man også tidligere tale om fædrelandet: Dulce et decorum est pro patria mori, som det hed i Rom; men Rom glemte aldrig sin oprindelse som en lille bystat selv efter, at byen havde erobret et imperium.

    Desuden må du se på, hvem der taler om nationalstater. Det er først og fremmest mellemklassen, da den tager over i europæisk historie efter den franske revolution. Adelen har aldrig rigtig forstået begrebet. Den opererede og operere stadig i høj grad med verrden som dens forum. Det interessante er, at den nye adel, de hyperrige, faktisk heller ikke føler sig bundet af sådan noget som en nationalstat. Den klassiske arbejderstand var i høj grad, til den selv blev mellemklasse, international, og dens mest markante ideologi, kommunisme, udpræget international.

    Men det er et uhyre spændende emne, nok for kompliceret til at rummes på sådan en blog som denne.

  5. Af Henrik Knage

    -

    Jeg kan blot tilføje, at jeg havde besluttet mig for, at slå min lærermester ihjel, samt alle hans venner i forbindelse med en opgave i Kannikkegade i Aarhus.

    De sad og drak bajere, da ordren kom – på nogle vinduer der skulle skiftes ud. Mesteren gav mig opgaven – og der var ikke noget, indtil hans venner hørte adressen – HAR – HAR – HAR. Kan – ikke – gade – det er da lige noget for dig Henrik – Ha -ha -ha, og han sagde ikke en skid, men grinede med.

    Senere 10 år efter blev han slået ihjel i en elevator på Å – boulevarden, da den landede i kælderen fra 6. sal.

    På daværende var jeg både blevet udlært, blevet gift og fået børn, samt glemt alt om narrøven – men spekulerer stadig på, om der er mere mellem Himmel & Jord – end man umiddelbart tror.

  6. Af Teddy-Bjørn Olsen --tegner

    -

    JA, Kære KNAGE !–Det er der helt sikkert, hvis man er overtroisk ! –og det er vi vel alle –på een eller anden led !–Især, hvis vi er BUDDHISTER ! –Så tror vi på Re-inkarnation !–Jeg har bestemt mig til, at blive “en krokodille ” !

  7. Af Casper Petersen

    -

    Niels Peter Lemche
    Jeg taler om folkeret og den internationale juridiske ramme. Det er måske lige i underkanten at tale om et par hundrede år, men grænser flytter sig da.

    Internationale traktater som ikke kun er bilaterale eller geografisk begrænsede er et relativt nyt koncept. Og det er dem jeg taler om.

    Jeg kunne da nok leve med at denne kvinde tager afsted og kæmper for den gode sag. Men som koncept giver det nogle utrolig uheldige resultater. Hvis vi ikke kan stoppe hende, med hvilken ret kan vi så stoppe andre. Eller bede andre stoppe deres befolkninger..

    Anarki og højere tabstal. Det er det eneste resultat.

    Militære enheder er et nationalt begreb. Og efter min mening bør de være de eneste på kamppladsen.

  8. Af Teddy-Bjørn Olsen --tegner

    -

    “appropos juridiske rammer” –NU skal det være Kære Katrine ! —Vi skal ikke længere finde os i “Forældre-købs-lejlighederne ” ! –Der bliver udlejet den ene gang efter den anden til “de forbannede dyre s.u.- studérende ” –Og har gjort livet for de “fastboénde” ældre beboérere ! Til et sandt helvede –! —(fordi kommunerne ikke kan tage dem sammen til AT: bygge evt. kollegiér !–Så kan de unge –drikke – larme –og gøre “helvedet hedt for hinnanden ” –Istedetfor ! —Vi foreslår derfor “TELTE ” –ligesom Inger og Marcus –indstallérer —folk, der er U-ønskede i !—Hold de dyre studérende langt væk fra normale folk ! –langt – langt væk !–ps. Var der ikke “en eller anden lov om, at ejeren af forældrekøbs-lejlighederne ! Selv skulle bo i lejligheden –eller sælge ! –Når deres eget afkom flyttede ? –(den lov er åbenbart gået helt i glemmebogen )–Vi undersøger det !

  9. Af Henrik Knage

    -

    Tyrkiet er begyndt at tvivle på deres Nato – medlemsskab og hvem der er venner og hvem der er fjender – i første omgang over for USA – og derfor skal civilister holde sig langt væk fra kampzoner.

    Man kan sagtens forske i hudorme – på afstand, uden at komme i klemme.

  10. Af Niels Peter Lemche

    -

    Casper Petersen,

    Til det sidste om hære: Kun delvist. Spørg englænderne og franskmændene, og Spanien har vist også internationale enheder.

    Og så er der lige Vatikanet!

  11. Af Axel Eriksen

    -

    @ Niels Peter Lemche!

    Du hentyder formentlig til følgende enheder, hvor personellet ikke er (udelukkende) nationalt:

    – England – Gurkha-regimentet
    – Frankrig – Fremmedlegionen
    – Spanien – Den spanske legion
    – Vatikanet – Schweizergarden
    Men de er officielle nationale enheder, der har eksisteret længe – og ikke tilfældige enkeltpersoner, der gerne vil deltage i en borgerkrig et eller andet sted!

  12. Af Niels Peter Lemche

    -

    Axel Eriksen,

    Ikke desto mindre er soldaterne i de enheder lejesoldater. Og mht det nationale, så er det eneste nationale ved dem traditionen, at de har været der så længe. Gurkhaerne gav mening, da England var et imperium. I dag er det et minde om kolonifortiden. Fremmedlegionærerne har kun én nationalitet: Legionen. Schweizergarden er naturligvis ikke national; der er ingen Vatikannation. Jeg tog den med mest for sjov skyld. Den har selvfølgelig en 500 årig-historie. Og sådan kan man blive ved.

  13. Af Axel Eriksen

    -

    @ Niels Peter Lemche!

    I alle lande, hvor der ikke er almindelig værnepligt, er alle soldater “lejesoldater” – uanset nationalitet. De får deres betaling – “sold”- for at være beredte til at gå i kamp og gøre det!

    Mange gurkhaer har i øvrigt britisk borgerskab. I samme grad har den franske “Fremmedlegion” mange med fransk statsborgerskab. I “Den spanske legion” kan kun optages mennesker med bevislig baggrund for, at de stammer fra et spansktalende land.

    Nu bevæger jeg mig ind på dit klerikale territorium : Vatikanstaten er er anerkendt som en selvstændig stat. Og selv om flertallet i staten er meget internationale – så er Schweizergarden meget national. Kun personer med schweizisk borgerskab, aftjent schweizisk værnepligt og naturligvis med romersk-katolsk tro kan tjene der!

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info