Guds-nærvær-lige-nu findes der et ord for i sproget: kærlighed. Simpelthen. Når du elsker, meget eller lidt, er det Guds ånd, der udvirker det i dig. Det er ikke svært at sige eller at skrive, men det er vanvittig svært at forstå. Derfor holdes pinsebudskabet gerne ud i strakt arm. Men så forstår man netop endnu mindre af pinsen, for kærlighed er altid nærgående. Pinsekærligheden er konsekvensen af julekrybbe og langfredagskors. Pinsen er kristendommen med to streger under: Gud er helt tæt på, for han elsker, elsker, elsker dig, nu, nu, nu.

Hvad det betyder nærmere er ligeså skønt, som det er anfægtende. Som nu alt det dejlige samvær, mange af os strøer ud over pinsedage. Familie skal ses, venner skal kysses. Vi besøger, vi spiser og vi taler. Og når vi kommer hjem, taler vi videre med dem, der er os allernærmest. Vi fortæller om dem, vi mødte, hvad de sagde. Om deres liv, hjem og udseende. Med klare undertiden skarpe blikke for detaljer vurderer vi, hvordan de andre har det. Hvad de er blevet til, hvordan ægteskaberne går, karrieren, børnene, helbredet. Vi ser, vi vurderer og dømmer. Ikke absolut hårdt. Altid. Men det følger med. At vi bedømmer – og selv dømmes af de andre. Sådan er det, og sådan var det altid. At være menneske er at dømme og bedømme andre omkring sig. At være menneske er at have blik for de andres fejl. Men i pinsen får vi at vide, at der er ingen fejl, der er så store, at Gud ikke kærligt skjuler dem.

For som der står i Peters Brev: ”Kærlighed skjuler mange synder”. Læs det to gange. Det er praktiseret pinse: at se de andres synder, fejl og ufuldkommenheder, for derpå straks at skjule dem med mildhed, tålmodighed og tilgivelse.

Glædelig pinse

Sass Larsen puster cigar røg i hovedet på de små emsige journalister, der altid skal komme rendende med deres mikrofoner, og så skriver de ikke engang altid, hvad han siger. Nogle skriver endda noget forkert. De skulle selv have en omgang offentlighed, skulle de. Hermed fik vi et lille ufrivilligt blik ind i Folketingets herreværelse, hvor man uanset partifarve i denne tid støder maver, klapper vestens guldur og skåler for en lov, der smider den anstrengende offentlighed ud på Slotspladsen.

Det er set før. Da den romerske republik var på sit højeste, foregik al politikudvikling i fuld offentlighed på Forum Romanum. Her drøftedes så alle kunne høre det forskellige synspunkter, og Senatsmøderne kunne alle overvære. Men siden gik der lukkethed i den romerske republik. Man trak sig tilbage i Cæsars private gemakker eller ud i militærlejrens telte. Her aftalte man, hvordan man skulle afvikle store politiske beslutninger, der uden videre inddrog departements-, styrelses- og hærchefer i en skjult politisk dagsorden, offentligheden ingen adgang havde til. Når man går fra offentlighed til mindre offentlighed, har det historisk altid været begyndelsen til alt det værste.

Vi kan mærke det alle sammen. På tværs af samtlige partier. Jeg ved ikke, hvornår en administrativ lov ala Offentlighedsloven har rejst så brede protester. 1000 mennesker stod på Slotspladsen i onsdags og demonstrerede. Det burde gøre indtryk på en socialdemokratisk gruppeformand. Men det gør det ikke. For det handler helt uden, at Sass Larsen gider skjule det om magt. Logikken er simpel og nærmest båret af personligt nid: Når pressen har så stor en magt, så vil Sass Larsen også have det.

At sammenligne den samlede brogede presse og ditto chefredaktører med Folketinget og ditto ministre er i værste fald lodret ubegavet, i bedste fald en usædvanlig utidig sammenligning, som Sass Larsen bør undskylde i en vis forrygende fart.

At Sass Larsen virkelig har kvajet sig eventyrligt, fremgår af det faktum, at han hermed leverer det hidtil bedste og mest simple argument mod den nye offentlighedslov: Hvis man i Folketingets herreværelse fuldt alvorligt mener, at pressen har ligeså stor magt som Folketinget, så kan det da kun gå for langsomt med at få endnu mere aktindsigt på Christiansborg.

Offentlighed, offentlighed, offentlighed er demokratiets navlesnor. Klemmer vi den, aner vi ikke, hvem de er, og hvad de egentlig mener, dem, vi stemmer på.

Sagt mere fyndigt: Selvfølgelig steg Kristus ikke til himmels præcis Kristihimmelfartsdag. Muligvis gjorde han det fem dage før, tyve dage før, – eller påskedag. Ligesom det heller ikke er til at vide med sikkerhed, om han blev lagt i en krybbe i Bethlehem. Juleberetningen er kun bevidnet af en evangelist, og det er lidt svagt, i modsætning til påskebegivenheden, som alle fire evangelister skriver udførligt om. Kristihimmelfartsdag har altid stået og faldet med en lille sætning i Apostlenes Gerninger, hvor der står, at Jesus fór til himmels 40 dage efter påske. Troels Engberg-Pedersen skriver at, hvis man fjerner det vers, peger såvel Lukasevangeliet som Apostlenes Gerninger på, at Jesu steg til himmels påskedag. I Oldkirken fejrede man derfor heller ikke Kristihimmelfartsdag, men dagen indstiftedes først i det 4. århundrede for at markere, at der var gået 40 dage siden påske – og at der kun er 10 dage til pinse. Opdagelsen kunne betyde, skriver professor Engberg-Pedersen, at vi bør droppe Kristihimmelfartsdag, men det, mener han, alligevel er at gå for vidt. Det har han fuldstændig ret i. Sløjfer vi med hans begrundelse Kristihimmelfart, kan vi ligeså godt nedlægge julen, nu vi er i gang. Ja, samtlige helligdage, for man kan ikke med sikkerhed vide, at begivenhederne skete præcis dér, hvor vi fejrer dem.

Ingen kan vide, hvornår, hvad skete, eller om det skete, men tør du tro det? Det var, er og bliver kernen i kirkens forkyndelse til jul, påske, pinse – og Kristihimmelfart. Tro er at give afkald på at vide med nøjagtig sikkerhed. Tro er at droppe nidkærhed i detaljen, men lade sig overbevise om en fortællings indre sandhed. Det vigtige er ikke, om din elskede erklærer dig sin kærlighed en mandag eller en torsdag. Det vigtige er, at han gør det. Sådan er det også med Guds kærlighed, som de fire evangelier illustrerer med et dyb af visdom, der ikke findes magen til i verdenslitteraturen.

Professor Troels Engberg-Pedersens videnskabelige opdagelse er derfor mageløs på en anden måde, end han selv tilsyneladende har opdaget. For Engberg-Pedersen minder om, at Kristihimmelfartsdag er en konstrueret helligdag. Suverænt har teologer så sent som i det 4. århundrede lagt dagen ind i kirkeåret, fordi den gør god fyldest i den dramaturgiske fortælling mellem påske og pinse. Hvilket peger på det faktum, som Grundtvig jublede over et helt liv: man har altid vidst, at evangeliernes beretninger ikke nødvendigvis er præcis rigtige, men de er sande. Sandt fortælles om Guds kærlighed på samtlige søn- og helligdage.

Det er ikke til at fatte, men det går lige i hjertet, som kun en sand kærlighedserklæring gør det.

Hvilket betyder: At det en gang vedtagne meget sjældent holder. At det, at mange mener det samme, ofte gør et synspunkt endnu mere forkert. At man nu altid har ment dette eller hint, er en indlysende grund til, at skyde opfattelsen ned aldeles omgående. Kort sagt: Alt i dig kan anfægtes.

Søren Kierkegaard har været død i langt mere end 100 år, men jeg høre ham fnyse. Det er ikke det, at vi 5. maj fejrer hans 200 årsdag, men det er måden, at vi fejrer ham på. At råbe ”hurra” forekommer upassende. Et trefoldigt ”av”, vil være mere præcist. Vi kan rolig være sikker på, at vi fejrer ham forkert, helt skævt og udstillende os selv og skæve selvforståelse på det mest latterlige.

Kierkegaards forfatterskab deler sig i to. Med den ene hånd udgiver han en længere række filosofisk/psykologisk/teologiske skrifter skrevet under skiftende pseudonymer. Hver eneste gang han udgiver et sådant skrift, udgiver han samtidig i eget navn en samling ”Opbyggelige taler”. Prædikener, som han ikke vil kalde prædikener, selvom han faktisk har holdt nogle af dem ved aftenandagter i Domkirken i København. Han kalder dem ikke prædikener, for han er ikke præst, forklarer han. Men ”opbyggelige taler” passer nu også bedre ind i forfatterskabet. For de pseudonyme skrifter river på alle tænkelige måder selvforståelsen ned. Sår tvivl, uro og anfægtelse i læseren. Forfatterne Kierkegaard opfinder undervejs i forfatterskabet har alle et diskuterende forhold til Gud, livet, sig selv og deres næste. De er optagede af kristendommen, men de har hver for sig svært ved at krybe ind under prædikestolen og folde hænderne om Fadervor. De skriver inciterende, undertiden svært tilgængeligt, men med en lidenskab, der river læseren med. Den voksne læser anfægtes uundgåeligt. For det er et voksent forfatterskab, der udfordrer den voksne livslange og veldefinerede selvforståelse. Udfordrende spørger eksempelvis pseudonymet Anti-Climacus, om du og jeg egentlig har lyst til at slippe den smerte og sorg – den ”pæl i kødet”, som vi mener er vores helt egen? Hvad gør dig til dig? Den smerte, du mener kun er din? Som adskiller dig fra alle andre? Hvem ville du være, hvis du slap den smerte, og bare var let og glad? Har du i virkeligheden lyst til at slippe sorgen, smerten, uroen og angsten?

Enhver må spørge sig selv, protestere selv, afvise og forklare sig. Men har Kierkegaard først fået sneget sig ind på læser med sine anfægtende spørgsmål, bliver de siddende i en.

Derfor har hans digtning klassikerstatus, og hans forfatterskab er eviggyldigt; Han spørger, man forsøger at finde en slags svar og få styr på sin selvforståelse, men Kierkegaard får altid det sidste ord med et svirp, så sjælen rødmer.

Derfor blev jeg meget opmuntret over Liberal Alliances forslag om at sætte kontanthjælps-forældre, der ikke prioriterer børnenes behov under administration. Det er en modig og myndig udlægning af, hvad ansvarlig socialpolitik indebærer. At sende børn i skole uden mad er naturligvis vanrøgt, hvad enten man modtager sociale ydelser eller ej. Men lever man af penge fra det offentlige, bør det offentlige selvfølgelig kunne blande sig, hvis man ikke sørger for sine børn. Det er desværre ikke kun kontanthjælpsmodtagere, der har brug for julehjælp i Ganløse, det er også familier, hvor man har arbejde, men det er som om, at de svageste i disse kriseår er blevet endnu svagere. Vi hører nu om børn, der bor hele året på campingpladsen og om flere familier, hvor overblikket går tabt, og kontanthjælpen går til det forkerte. Hundefoder og cigaretter. Børnene kommer sidst. Det er så ulykkeligt, at det trodser enhver beskrivelse.

Glimrende nåede jeg lige at tænke, da jeg så Liberal Alliances forslag,  hvorpå jeg kunne læse, at Venstre fandt det uliberalt. Ufrit, simpelthen. Lidt af en kæberasler fra det ene liberale parti til det andet. Men i Venstre mener man, at Liberal Alliances forslag er ”at sætte systemet fremfor mennesket”. I stedet skal man lade socialrådgivere hjælpe og rådgive de udsatte familier, så de fatter, at børnemad er vigtigere end øl. Det er mere uforudsigeligt end haglbyer i april, hvornår Venstre trækker frihedskortet. Når det gælder rygerlov og særskatter på fedt og sukker, er det ”systemet” før den enkeltes frihed, men når det angår børn af de allermest udsatte, polerer man altså den personlige frihed og skubber socialrådgivere foran sig.

Som om socialrådgiverne ikke allerede forsøger at rådgive disse forældre, som om sundhedsplejerskerne ikke allerede gør alt, hvad de kan for at få de stakkels mennesker i tale, som om børnene ikke selv gør alt, hvad de kan for at appellere til deres forældre. Men det lykkes jo bare ikke, kan vi se. Ellers ville vi jo ikke være nødt til at samle ind til deodoranter, frokostordninger og fritidshjemstilskud i kirken hver søndag.

At ignorere sine børns basale behov, når man er på kontanthjælp, bør selvfølgelig medføre offentlig indblanden i privatøkonomien. Det er ikke ”systemet før mennesket” det er, hvad socialhjælp før, nu og til alle tider har handlet om. Nemlig at sikre, at socialt udsatte børn får mad tre gange dagligt, så de kan modtage undervisning, og derfor engang erhverve sig den frihed, der kommer af, at man kan klare sig selv.

Det lyder grimt, men er mere end forudsigeligt. Faktisk bør det på ingen måde komme bag på Anders Bondo og Lærerforeningen, for de kender den plan, som KL arbejder ud fra ligeså godt, som KL selv.

Planen har været kendt i 9 år, og blev præsenteret i juni 2004 under store fanfarer. OECD havde sendt et ekspertteam til Danmark, der bestod af fire højtprofilerede skolefolk fra Finland, Canada og Storbritannien. De kom til landet i november 2003, og gennem 10 dage besøgte de skoler, institutioner, og afholdt møder med forældre, elever, medarbejdere fra skoler, skoleadministrationer samt kommunalpolitikere. Formanden professor Peter Mortimore, der er tidligere direktør for Education University of London fremlagde den 9. Juni 2004 gruppens anbefalinger, og de var skarpe.

Udover at man anerkendte Folkeskolens smukke tradition for demokrati og deraf følgende selvstændige elever, undrede man sig over rigtig mange forhold. Særlig fremhævet var det faktum, at ledelsen i folkeskolen var underprioriteret, og at lærernes faglige organisation havde forhandlet sig frem til overenskomster, der ærefrygtigt blev fulgt til mindste bogstav selv på den mindste lilleskole.

Som det fremgår af det længere citat, jeg bringer nedenfor, med titlen ”Behovet for at gøre lærernes overenskomst mere fleksibel”, fastslår OECD-gruppen, at lærernes overenskomst ofte står i vejen for fleksible løsninger i det daglige skoleliv. Man anbefaler, at lærerens skal have mere tid sammen med eleverne ved at reducere antallet af møder og forberedelsestimer. Lyder det bekendt?

KL har en plan. OECD-ekspertgruppen skrev den for 9 år siden, og såvel KL som borgerlige undervisningsministre samt forligskredsen bag folkeskoleforliget, har siden presset på for at får OECD-rapportens anbefalinger gennemført. Men Danmarks Lærerforening har gjort sig tung. Man har meget, meget nødigt ville slippe sine tilkæmpede privilegier. Af 1000 grunde. Anders Bondo kender dem alle, for han var der også den 9. juni 2004, og jeg husker, at han ikke var begejstret for de dele af OECD-rapporten, der handlede om lærernes overenskomst.

Den manglende begejstring har holdt sig i ni år. I samtlige ni år har skiftende KL-forhandlere prøvet at få DLF til at rykke sig. Her kan vi allerede høre Anders Bondo remse dit og dat op, som man i de forløbne ni år er kommet KL i møde med. Men det mest afgørende punkt har man ikke forandret sig på: ”fleksibel”.

Det handler om at være fleksibel. Om ikke at ville have siddende på sig, at ”restriktive overenskomster er en af de faktorer, som gør det danske uddannelsessystem så dyrt at finansiere”, som OECD-folkene skriver.

En Lærerforening kan da ikke lægge navn til den slags begrundede beskyldninger. Men det gør den tydeligvis. Har gjort det i ni år. Mindst. Derfor er lærerene lockoutede. Og det bliver de ved med at være indtil deres fagforening finder en ny fleksibel selvforståelse frem. Til glæde for elever, lærere og ledere i folkets skole.

—-

Hermed afsnittet om lærernes overenskomst fra OECD-rapporten:

”Behov for at gøre lærernes overenskomst mere fleksibel

Vi har allerede gjort opmærksom på den mangel på klarhed vedrørende overenskomstens detaljer, som vi mødte i skolerne. Hvis overenskomsten skal behandles som den endelige ”dommer” over, hvad der burde og ikke burde gøres i skoler, er klarhed altafgørende.

Vi vil imidlertid gerne sætte spørgsmålstegn ved, om den henholden sig til legalistiske fortolkninger af en overenskomst er en passende måde at styre fagfolks – f.eks. læreres – arbejde på. Vi mener, at man bør henholde sig mindre til dette dokument. Vi ser overenskomsten som noget, der skal bruges som sidste udvej i tilfælde af, at en lærer bliver mobbet eller behandlet dårligt eller svigter eller optræder upassende. Det er efter vores opfattelse langt bedre, at lærere udvikler et professionelt kodeks, som er mindre restriktivt. Det skulle især give dem mulighed for at bruge deres tid go energi på deres elevers behov uden frygt for at overtræde ansættelsesvilkårene.

Det bringer os frem til spørgsmålet om den tid, der bruges for øjeblikket af lærere på direkte kontakt med deres elever. Som vi rapportere i forrige afsnit, er dette – i gennemsnit – 34% i modsætning til de 64%, som kunne kræves. I sammenligning med de fleste lande er det et meget lavt tal. Vi accepterer, at klasseundervisning kun er én facet af lærerrollen, men vi mener samtidig, at det er den vigtigste. Endvidere fik vi at vide, at visse landkommuner kæmper for at give eleverne det mindste antal timer, som Folketinget har givet bemyndigelse til. Under sådanne ekstreme omstændigheder ville en mere fleksibel holdning til den måde, lærernes tid anvendes på, bestemt give eleverne og systemet som helhed betydelige fordele.

Den restriktive overenskomst er en af de faktorer, som gør det danske uddannelsessystem så dyrt at finansiere, og er en hæmsko for en fleksibel brug af ressourcer. Vi mener, at ligevægten mellem lærernes opgaver er blevet fordrejet og skal rekalibreres, så den giver plads for større fleksibilitet. Vi anbefaler, at Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening sikrer, at lærernes overenskomst gøres mere fleksibel.

Det har imponeret os, hvor godt DLF har forhandlet sine ansættelsesvilkår i de seneste år, men tilråder kraftigt, at overenskomsten genforhandles på en måde, som vil give langt større fleksibilitet inden for systemet. Med større fleksibilitet regner vi med, at behovene hos de tosprogede elever, som vi beskrev tidligere, og andre aktiviteter f.eks. kan programsættes uden for skoletiden. Vi foreslår ligeledes, at den tid, der afsættes til møder og timeforberedelse reduceres, og den derved sprede tid afsættes til efteruddannelse. Vi anbefaler, at enhver genforhandlet overenskomst skal indeholde en betydelig ressource, der afsættes til obligatorisk efteruddannelse.”

(OECD-rapport om grundskolen i Danmark – 2004, Uddannelsesstyrelsens temahæfteserie nr. 5 – 2004, s. 141)

Denne sidste lov har vidtgående betydning. I forhold til Forsvaret betyder det  i al sin uhyggelighed, at de lovgivende politikere på Christiansborg får mere magt over Forsvaret, fordi man degraderer Forsvarschefen til at være en embedsmand blandt alle andre under forsvarsministeren samtidig med, at man gør det umuligt for medierne at få aktindsigt i, hvad forsvarsministeren råder en minister til. Hvis man er folkevalgt minister med smag for magt og imperator-drømme må det være ret lækkert, men for alle andre er det et brud med det demokratiske grundprincip om magtens tredeling.

Det væmmelige er, at man ikke vedgår det. Man lader som om, at den ene minister ikke ved, hvad den anden gør. Såvel omorganiseringen af forsvaret og offentlighedsloven er båret frem af liflige violiner og smægtende ord om de skønne nye tilstande, der herefter venter os. Forsvarets omorganisering vil koste millioner-milliarder, for forsvarsministeren er på udkig efter egnede lokaler i København K til 400 ansatte, når nu Forsvarsstaben og Forsvarsministeriet skal lægges sammen, men – og nu mange violiner – skidt med pengene, alt bliver så meget bedre, forklarer Hækkerup, for når Forsvarschefen og ministeren bor dør om dør, slipper man for ”telefonmøder”. Tænk, det siger han. Det må være i håb om, at ingen opdager, hvad han har gang i.  Men det har Hækkerups egne embedsmænd for længst set. I en hemmeligholdt rapport fra Forsvarsministeriet selv, advarer man tilbage i 2003 mod den sammenlægning som Hækkerup nu gennemfører. Her hedder det, at ”armslængdeprincippet” mellem minister og forsvar svækkes. ”Udfordringen vil være at holde ministeren fri af problematiske enkeltsager på det operative niveau, idet forsvarsministeren vil have sværere ved at holde sig hævet over den daglige drift, som forsvarschefen vil være involveret i”. Læs det flere gange. Så langt er vi kommet i pøbelvælde, at embedsmændene ved, at hvis de skal liste en minister væk fra ukloge beslutninger, skal ministerens overbevises, fordi det er i ministerens egen interesse. Men sandheden er jo, at det først og sidst er i demokratiets interesse, at der er armslængde – også gerne  telefonisk – afstand mellem forsvar og ministerium.

Der er gået Napoleon i forsvarsministeren, når han gør Forsvarschefen til sin personlige fortrolige rådgiver. Og der er gået demokratur i justitsministeren, når han gennemfører en lov, der mørklægger, hvad forsvarets og politiets chefer råder de lovgivende ministre til.

Det handler om rå magt. Så utilsløret, at det grænser til det pinlige – og farlige.

Waterfront må da smile hele vejen til banken, mens vi andre kan undre os dybt over, at DSB har brug for politisk lobbyvirksomhed. DSB’s ledelse har jo dog ellers en helt naturlig adgang til transportministeren og vedkommendes ministerium. Ja til hele det politiske fora. Mon ikke DSB’s egne medarbejdere skulle kunne finde ud af at holde en rimelig kontakt til Christiansborg-politikerne selv?

Men DSB er jo langt fra alene. Tag nu DR, der i begyndelsen af marts var så stolte af deres nye marketingschef Joachim Rubow. Han kommer fra et job som koncernmarketingdirektør i Danske Bank Group. På DR’s hjemmeside beskrives han jublende som ”en af landets stærke markedsføringsprofiler”. Men det bimler som en afgangsfløjte, når DR helt uden blusel lader sin nye marketingsdirektør sætte følende lighedstegn mellem DR og Danske Bank: ”DR og Danske Bank har nogle markante ting til fælles. Begge institutioner opleves som folkeeje – som virksomheder, der spiller en central rolle i danskernes liv”. Læs det flere gange, for det er problemet med både DSB og DR.

DR og DSB er jo nemlig ikke det samme som Danske Bank. Brugsen, Føtex og Statoil er på gode dage også en slags folkeeje, men vi er vel stadig enige om, at de ligesom Danske Bank er forretninger, der tjener penge på, at de spiller en rolle i danskernes liv. DR skal der imod ikke tjene penge. Man skal tiltrække seere. Men ikke for enhver pris. Netop ikke for enhver pris. Derfor er DR afgørende forskellig fra Danske Bank.

Det er konkurrenceforvridende, når statslige virksomheder lægger vægt på aggressiv markedsføring og lobbyvirksomhed for at fremme egne interesser. Samtidig er det en falliterklæring af de mere smertelige for, hvordan kan det være, at store skattefinansierede virksomheder som DR og DSB har brug for så intens markedsføring?

Svaret er ligesom simpelt som ubehageligt: De gør det ikke godt nok. At rette op på det, er ikke en marketingsopgave, men en ledelsesopgave. Og en markant politisk udfordring, man ikke kan betale sig fra.

Fremme ved det sidste måltid torsdagaften med 30 sølvpenge i sigte, dypper Judas brød i det samme fad som Kristus, og ved med sig selv, at han har gjort sin pligt. Men så siger Kristus, at en af disciplene vil forråde ham. ”Det er vel ikke mig?”, spørger Judas. ”Du sagde det selv”, svarer Kristus. Umiddelbart en lidt mærkelig ordveksling med mindre man tænker Judas’ selvretfærdige vrede med. Der er jo nemlig intet, der gør så entydig og klar til også ubehagelige beslutninger, som retfærdig vrede på de andres vegne. Sådan har Judas med beslutsom ro siddet og spist, men da Kristus varsler, at en af disciplene vil forråde ham, lyser ordene ind i Judas. Forråde? Sådan har Judas ikke tænkt på det, han har gjort.

Til jul synger vi, at Kristus er lyset, Gud tændte i verden. Det skal forstås helt konkret som, at de ord Kristus siger, lyser op i det menneske, han henvender sig til. Således også Judas skærtorsdag aften. Han har forstået sig selv og de 30 sølvpenge ud fra sin godgørende retfærdige vrede. Men Jesu ord lyser ham op, og han ser med ét, at det naturligvis opfattes helt anderledes, det han har gjort. ”Det er vel ikke mig?” er det mest skælvende, det bitreste og ulykkeligste spørgsmål i hele Biblen. Ja, i et liv. Også i dit og mit. Det er det spørgsmål, man stiller, når det uden varsel går op for en, at man er så forkert på den, at det er umuligt at være i sin krop. Næsten ligeså stor som frygten for døden er vores frygt for at gøre noget utilgiveligt forkert. Vi er rædselsslagne for at gøre os skyldige i noget, der ikke kan ændres eller gøres godt igen.

Hvordan reagerer Kristus på Judas’ forræderi? Først afslører han ham. Ikke så meget for de andre disciple, som for Judas selv. Som Judas nu sidder dér, prisgivet sig selv og sit forræderi, tager Kristus kanden med vin. ”Drik alle deraf”, siger han. Også du Judas. Hvorpå frelseren tilføjer: ”For jeg skal ikke drikke vin igen, før jeg drikker ny vin sammen med Jer i Guds rige”. Den sidste vin, Kristus drikker, deler han med alle sine disciple og især med forræderen Judas.

Hvis Kristus vil drikke vin både før og efter Langfredags kors med en forræder som Judas, hvordan kan du og jeg da tvivle på, at Kristus på den anden side af dødens mørke vil skænke os vin under vintræet i Guds lyse have?

Glædelig påske

Corydon og Thorning har længe lagt stilen. ”Vi fører ikke blå politik”, sagde Corydon forleden, da erhvervslivets ledere jublede over regeringens borgerlige politik. På tirsdagsmøde efter tirsdagsmøde i Statsministeriet påstår Thorning, at regeringen er venstredrejet, selvom man arbejder for den ene reform efter den anden, som ligner noget, man har klippet ud af de konservatives partiprogram.

Corydon strammer yderligere slipseknuden i disse uger, hvor regeringen positionerer sig som de reelle arbejdsgivere i det, der tegner til at blive dette årtusinds første rigtig store faglige konflikt. Regeringen ikke alene gennemfører konservative mærkesager, men man har også i konflikten med lærerne indtaget den urkonservative arbejdsgiver-position, hvor arbejderne kan strejke som de vil, arbejdsgiverne skal nok få deres vilje. Symptomatisk nok er det netop en konservativ borgmester, der på Kommunernes Landsforenings (og regeringens) vegne fører forhandlingerne med Danmarks Lærerforening. Forhandlinger, der aldrig har handlet om løn- og arbejdsforhold alene, men som er afgørende løftestang for, at regeringens skolereform kan gennemføres.

Den tidligere borgerlige regering havde ikke overlevet to minutter med denne strategi. Borgerlige ministre, der midt i overenskomstforhandlinger skælder en fagforening ud i pressen, havde ikke alene bekræftet samtlige fordomme om væmmelige kapitalister, men det havde også fået Dansk Folkeparti til at kræve regeringens afgang. Man behøver ikke staveplade og slet ikke 30 politiske kommentatorer for at konstatere det indlysende: De nødvendige reformer af den offentlige sektor, der her tager sin begyndelse med lærernes overenskomster, kan kun gennemføres af en rød regering. Vil du derfor have blå politik gennemført, skal du stemme rødt.

Når Corydon siger, at regeringen ikke fører blå politik, er det en mærkværdig måde at omgås sandheden på. Ligesom det er mærkværdigt, at tre fremadstræbende unge SF’ere i dag ”føler” sig mere som socialdemokrater end SF’ere. Det kan kun betyde, at de i dag føler sig endnu mere parate end i går til at gennemføre blå politik i ly af de røde faner.