Trier, Hitler og den frie ytring

Af Kathrine Lilleør 204

Det er ikke forbudt at kunne lide Hitler, det er heller ikke forbudt at være nazist, men fordi noget ikke er forbudt behøver det ikke at være i orden. Selvom loven ikke trækker en grænse, må andre gerne gøre det. Det har man gjort i Cannes, og tillykke med det. Trier selv er heller ikke ked af det, kan man se. Som et klarøjet barn, der endelig havde fået den skæld ud, han havde bedt om så længe, sad han i Nyhederne i går, og trak sin undskyldning i sig. For, som han argumenterede: en undskyldning ikke har nogen vægt, hvis man virkelig har sagt noget dumt. Det havde han, derfor tog han nu tilsyneladende befriet  hjem, fordi der endelig var nogen, der pålagde ham en konsekvens.

Alle er glade. Bortset fra Jørgen Leth, der fluks er reddet Trier til undsætning. Leth mener, at Trier er ”stor kunstner og mester”. Trier elsker at provokere, og så hyldede Lars i sin tale ikke nazisterne ”med den æstetik som Speer og Leni Riefenstahl udøvede under Anden Verdenskrig”. Godt forsøgt, men nej. Det var sådan set ikke alene det, Trier gjorde. Men det er et smukt forsøg på at hæve Triers umulige udtalelser om, at han godt kan lide Hitler op på et niveau, hvor det giver en anelse mening. Havde Lars von Trier sat en større europæisk diskussion i gang om, hvorvidt man kan frifinde de nazisympatiserende kunstnere fra 40’erne, var han formentlig ikke blevet bortvist. Men det blev Trier, fordi han helt banalt trak jødekortet, og sagde, at han oprindeligt troede, at han var jøde, men det viste sig, at han var nazist. Flot. Midt i et filmfestival-pressemøde kom vi lige en tur omkring gaskamrene.  Nu med en forsonende bemærkning om Hitler. Det er plat, ufølsomt og meget lidt mesterligt.

Vi er tilbage ved det med ytringsfriheden, som af nogle forveksles med retten til at sige lige, hvad man vil, så alle kan høre det. Men ytringsfriheden er altid betinget af, at der er nogle, der vil trykke eller videregive det, man har at sige. At udtalelser som von Triers beredvilligt herefter vil blive trykt og refereret i nazistiske tidsskrifter over hele verden, siger sig selv. At Cannes festivalen har trukket en grænse er forfriskende i en tid, hvor man ikke fatter, at selvom noget ikke er forbudt at sige, så kan det godt være så ubehageligt, at man ikke ønsker at bringe det. –  Eller så dumt, at man må holde sig for ørerne og bede vedkommende om at fjerne sig.

204 kommentarer RSS

  1. Af georg christensen

    -

    At nogen, føler, at det, at være i “orden”, er lykken for dem selv, kan måske, fra en anden side set, være i “uorden”, et “rod”, “værdig”, til at bekæmpe.

    Jeg glæder mig, til den dag, hvor “ordet”, dets mærkværdighed, dets tve,(flertydighed), lander på “mattematikens “bord”, og “vi Alle” , for muligheden for, forståelse, for hinanden´s synspunkter.

  2. Af Bo Strandqvist

    -

    @Kirsten Ilskov
    Manden har jo beklaget og undskyldt efter alle kunstens regler! Hvad vil du mere? Een ting er, at moderne mennesker ikke kan finde ud af at tilgive hinanden, men at man ikke kan acceptere mandens undskyldning, vidner om en åndelig fattigdom uden grænser. Trier fik et personligt spørgsmål fra en journalist og brugte stædigt/dumsmart ti minutter på at ro sin kano ind i sivene. Sådan kan det gå.

  3. Af Om Lars von Triers nazi-udmeldinger « F&K :: Fiktion & Kultur

    -

    […] er ude med den langtandede rive. Der er også langt til absolution hos præsten Kathrine Lilleør, der på sin blog, der har hjemme på Berlingskes hjemmside (naturligvis!) ikke har noget imod at smide ved på […]

  4. Af Om Lars von Triers nazi-udmeldinger | Fiktion & Kultur

    -

    […] er ude med den langtandede rive. Der er også langt til absolution hos præsten Kathrine Lilleør, der på sin blog, der har hjemme på Berlingskes hjemmside (naturligvis!) ikke har noget imod at smide ved på det […]

Kommentarer er lukket.