Ret til at dø, når vi dør

Af Kathrine Lilleør 46

Min mormor blev forsøgt genoplivet, selvom hun var død. Fra hun faldt om i min mors arme til ambulancen rystede af de stød, man sendte igennem hendes stille gamle hjerte, var der gået over tyve minutter. 89 år. Død i eget hjem den 4. maj, hvor man i stearinlysenes skær rev hende ud af sengen, ned på en båre, ud i en ambulance, selvom der ingen udsigt var til, at hun ville vågne igen. Hvordan kunne det gå til? Svaret er enkelt: hjemmeplejen fulgte bare reglerne. Ringede til ambulancen, før de ringede til min mor. Ambulancefolkene kom ind ad døren i minutterne efter, at min mormor drog sit sidste suk, men det forhindrede dem ikke i at kræve hendes afsjælede legeme lagt på båre, båret ud af hendes hjem og på vej til hospitalet gennemryste det med elektriske stød.

Vi må ikke dø heller ikke, når vi gerne vil. Etisk Råd er undervejs med en rapport om ”Etik ved livets afslutning”. Tak for det. Så hundeangste for døden er sundhedsvæsenet, at den grovhændede genoplivning ved min mormors død ikke er et særtilfælde. Tværtimod. Urgamle mennesker på plejehjem landet over skal forsøges genoplives, hvis de uden varsel får hjertestop. Netop sådan en død drømmer de fleste ellers om, men hvis den rammer, skal det tililende sundhedspersonale genoplive for enhver pris. ”Usømmelig omgang med lig” er en akutlæge citeret for at kalde den praksis, at Alarmcentralen opfordrer plejepersonale på plejehjem til at starte hjertemassage og benytte hjertestarter, selvom patienten har begyndende dødsstivhed.

Ingen kan frabede sig at blive genoplivet. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at sundhedspersonalet har pligt til at forsøge genoplivning med mindre, en læge har skrevet i journalen, at genoplivning frabedes. Det kan lægen først gøre, når man har haft en konsultation, men hvis ens helbreds- og behandlingsmæssige tilstand ændrer sig, bortfalder fravalget af genoplivning, og man skal tale med lægen igen. Et Livstestamente giver ikke sikkerhed for, at man kan komme til at dø i fred. Vi har med andre ord ingen retsgaranti for, at sundhedspersonale skal anerkende, at man ikke vil genoplives, selvom de ved, at det er, hvad man ønsker.

Min mormors død, der ellers tegnede smukt, har efterladt os med varige mén. At udånde i en datters arme, er jeg ikke i tvivl om, at min mormor var glad for. Men hele efterspillet med ambulancefolk, genoplivningsforsøg og familiens samling omkring en hospitalsseng, stjal den sidste afsked fra os. Hvor vi ellers ville have samlet os i hendes stuer, grædt, sunget og lagt blomster ved hendes side, var vi nu henvist til hospitalets kliniske rammer. Dertil kommer den ulykkelige tvivl, som aldrig slipper: Vågnede hun kortvarigt op igen, da de sendte stød igennem hende? Uden vi var om hende, med vilde smerter og ude af stand til at forstå eller sige noget?

Jeg ved, at der er mange, der har lignende historier. Skriv dem herunder. Sådanne fortællinger kan ikke undgå at gøre indtryk på dem, der skal lave nye regler. Livsvigtige regler.

Så vi, der ønsker at dø, når vi dør, forbliver døde. I armene på dem, vi elsker.

 

 

 

 

 

 

46 kommentarer RSS

  1. Af Hanne Feldstedt

    -

    Jeg forstår ikke helt debatten on genoplivning. Da mine forældre kom på plejehjem i 2010 og plejehjemmet fik en hjertestarter, blev de begge spurgt om de ville genoplives hvis de fik hjertestop. På det tidspunkt var de rimelige raske og sagde begge ja. Året efter blev min mor indlagt på Hvidovre Hospital og var temmelig syg. Her blev hun også spurgt og på det tidspunkt sagde hun nej. Lægen fortalte det i en samtale jeg havde med hende og jeg sagde selvfølgelig, at det var hendes valg og jeg håbede de respekterede. Desværre nåede vi først frem et par minutter efter hun var udåndet, og jeg kunne ikke se de havde forsøgt genoplivning. Jeg troede det var blevet rutine at spørge, både på plejehjem med hjertestarter og på hospitalet.

  2. Af Hanne Hansen

    -

    Der sidder mange levende lig på de forskellige plejehjem og bare venter på og død. De kan intet selv, ligger bare i en liggestol hele dagen med stive lemmer, som er på selvsamme måde om det er i deres seng eller liggestolen og andre pårørende ser dem hver gang når de besøger deres egne.
    Det er ikke værdigt og slutte livet på den måde.

  3. Af Susanne Egelund

    -

    Mange mennesker forsømmer at tage snakken med deres nærmeste. Da min far var på plejehjem, lagde personalet op til denne samtale – mens vores far var klar i hovedet. Han ville ikke genoplives. Som han sagde:”til hvad?”
    Efterfølgende har vi talt med vores børn, og de ved, hvor vi står.
    Jeg kan kun opfordre til, at man får talt om livet – og dets afslutning. Det er i øvrigt meget givende at have sådan en snak med sine børn <3

  4. Af Peter Alsted Pedersen

    -

    Hej Kathrine,
    jeg er lidt rystet over din kommentar, fordi jeg regnede med, at mit livstestamente (på Rigshospitalet) var tilstrækkeligt til at sikre mig mod udsigtsløs behandling. Måske er løsningen, at vi lader os tatovere på brystet: Genoplivning frabedes!
    Lad os føre debatten videre – måske findes der andre løsninger (uden at skæmme kroppen).
    Venlig hilsen
    Peter Alsted Pedersen

  5. Af Birthe Nielsen

    -

    Ingen ved , hvornår vi skal dø, så min man og jeg oprettede livstestamente allerede i 1993, så vi vidste at alle forhold var afklarede, når den tid kom.
    Da min mand kom på plejehjem, informerede jeg dette og udleverede livstidstestamentet,
    så de blev bekendt med vores intentioner. Senere da diskussionen om hjertestarter på plejehjem blev aktuel, gjorde jeg det tydeligt,
    at i vores tilfælde ønskede vi ikke at den blev bragt i anvendelse.
    Senere, efter der havde været en tv-serie om ældre, pointerede jeg igen overfor hjemmet,
    at når min mand på et tidspunkt lå for døden, ville jeg ikke at huske ham i et så langstrakt
    forløb, som tv-udsendelsen havde vist kunne forekomme.
    Så jeg mente at jeg havde taget alle misteltene i ed.
    Min mand havde stærkt fremskreden alzheimer, og får nu først en urinvejsbetændelse,
    som under behandlingen går over til lungebetændelse med 38 i feber, er stort set ikke til stede, kan ikke spise/drikke eller har kræfter til at hoste og har tabt sig rigtig meget.
    Tirsdag er jeg oppe på besøg, hvor en sygeplejerske fortæller, at fordi de ikke kan klare at få ham til at drikke, blir han nødt til at komme på hospitalet for at få drop.
    Jeg spør’ så, hvad så bagefter,
    og får at vide at 2 dage efter vil han så komme tilbage til hjemmet igen.
    Hvortil jeg indvender, at han kan da ikke ligge i fast rutefart mellem hospital og hjemmet.
    Her svarer sygeplejersken så, at det må jeg så tænke over de næste par dage,
    for det er jo MIT ansvar.
    Da jeg kommer hjem, tar jeg kontakt til min fætter/pens.læge, som si’r,
    det skal du ikke stå alene med, jeg kommer. Onsdag snakker vi det igennem.
    Torsdag kører vi op til hjemmet, hvor de stadig mener at man skal fortsætte med medicinsk behandling for at slå lungebetændelsen ned. Min fætter gør opmærksom på at min mand ikke er i stand til at hoste, og i det hele taget er alt for svag, og slutter af med at nu bør de ta stilling til om min mand skal dø af den 1. den2. eller den3. lungebetændelse
    for de vil blive ved med at komme.
    Først der gi’r de sig og si’r, så må vi jo ha det ind over lægen.
    Vi kører til lægen, som straks siger, at hun omg. vil stoppe medicineringen
    og sørge for at de får nødhjælpspakken tilsendt.
    Jeg be’r om at hun pointerer, at den skal altså anvendes.
    Herefter kører jeg igen til plejehjemmet for at sikre mig, at budskabet er trængt igennem.
    Tidlig lørdag morgen ringer hjemmet, jeg ta’r derop,
    min mand har fået noget for at lette vejrtrækningen og sover stille ind kl. 9.

    MEN HVORFOR SKAL DET VÆRE SÅ USMIDIGT

  6. Af John Lundø

    -

    Jeg underskrev for mange år siden et livstestamente. Jeg ville ikke komme i den situation, at jeg var nået til livets ende – og så ikke kunne komme herfra på en værdig måde. Konsekvensen af, at et sådant ønske ikke respekteres kan for manges vedkommende – og i hvert fald mit – blive, at man tager sagen i egen hånd, mens man endnu kan. Og det vil ikke nødvendigvis indebære noget, der for én selv og slægtningene har noget med værdighed at gøre. Tak Kathrine Lilleør for dit forsøg på at ændre autoriteternes “korrekte” men de facto umenneskelige holdninger.

  7. Af Helge Nørager

    -

    Svært emne, og jeg oplevet at mennesker skifter holdning, når de selv får en dødelig sygdomsdiagnose, da emne ikke kun er forbeholdt de meget ældre mennesker.

    Min frygt er at aktiv dødshjælp vil udvikle sig til et massivt, skjult socialt pres fra alle sider i samfundet, familie, venner, og hospitaler som skal spare, for at de syge bør indse, at de er bedst tjent med at rejse videre.

    Personligt kan jeg bekræfte at mennesker med en cancer ofte ca. 1-2 års tid efter diagnose og endt behandling med kemo, rammer en depression hvor selvmord, virker som en ganske fornuftig løsning. Og jeg er glad for at der ikke var fri adgang til aktiv dødshjælp, for syge med en træls diagnose.
    Men cancer er en led ting, og hvad mine selvmordstænker for 1 års tid siden ikke medførte af besparelser på stats budget, kan tænkes at det klarer den i stedet. :(
    Hvis mit sygdoms billede bliver så trælst at døden igen virker som en bedre løsning, skal jeg erkende at jeg ikke helt ved hvordan jeg vil reagere. Og hvad jeg til den tid vil mene om emne.

    Hvad jeg forsøger at forklare er at det er svært med sikkerhed, at vide hvordan et menneske vil reagere og mene om emne, når problemet er ens eget, lige nu og her.
    Ikke hvad man skriver i et livstestamente i en fase af livet, hvor døden er fjern, måske om 10 eller 30 år.
    Men lige nu, i dag f.eks ?

  8. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    “…jeg oplevet at mennesker skifter holdning, når de selv får en dødelig sygdomsdiagnose, da emne ikke kun er forbeholdt de meget ældre mennesker.”

    Lidelse er en del af livet, og det gælder om udholde og overvinde lidelsen, ikke om at skaffe sig af med de lidende – jeg taler af erfaring.

    I 1998 fortalte en læge mig, at jeg muligvis kun havde fjorten dage tilbage, at leve i, og jeg havde konstante smerter. Desuden var udsigterne håbløse; der fandtes ingen behandling.

    Men jeg holdt alligevel på ud “on an prayer and on one wing”, på trods af, at udsigterne var håbløse, og så skete miraklet sørme!

    Der kom en ny behandling, som virkede, men lægerne mente, at jeg var for syg til at komme med i en forsøg, hvor den ny behandling skulle prøves af, men jeg det lykkedes mig åbenbart at charmere den projektsygeplejerkske, der stod for forsøget, for jeg kom med i forsøget, på trods af lægernes indvending om, at jeg var for syg.

    En måned efter var alle de symptomer, der var tæt på at slå mig ihjel forsvundet, og jeg har nu udsigt til at leve i omtrent lige så lang tid, som alle andre gør.

    Hvis der havde eksisteret aktiv dødshjælp på det tidspunkt, er det langt fra sikkert, at jeg havde været i live i dag!

  9. Af Kirsten Østerbye

    -

    Blev meget berørt over din historie. Det kunne tyde på, at hjemmeplejen skal tages i ed. Det må være en ret at dø i fred når timen er kommet. Det er uværdigt at skulle ende sine dage i et skyllerum på et hospital. Jeg er 83 år og bor alene, har lavet livstestamente, kan se på sundhed.dk at det står registreret der, jeg mente derfor at være sikret mod unødig behandling. Det er der så nogle der ikke mener at jeg har ret til. Mine børn og svigerbørn er informeret om, at der ikke må foretages genoplivning, jeg håber på deres støtte når tiden kommer.

  10. Af Mogens Havnsøe

    -

    Tag dig et førstehjælpskursus incl. hjertestarter. Det er helt naturlig procedure, og det er kun læger, der kan erklære mennesker døde. Det kan virke brutalt, men burde ikke tages frem i en klumme.

  11. Af Kaare Meier

    -

    Kære Katrine Lilleør

    Tak for et tankevækkende indlæg om et svært emne.
    Jeg forstår din frustration, men som læge med jævnlig gang på en intensivafdeling og jævnlig kontakt med døden vil jeg godt have lov til at rette en enkelt misforståelse: Sundhedsvæsenet er ikke ”hundeangste for døden”. Vi har ikke en mission om at holde alt og alle i live for enhver pris – men vi agerer i et spændingsfelt, der er ladet med konflikt, politik og dilemmaer.

    Som du helt rigtigt påpeger, så følger både hjemmehjælpere, reddere og alarmcentral blot reglerne – og de er politisk bestemte, ikke udtænkt af sundhedspersonale. Og en genoplivning er en barsk affære, så nej: Personalet har ikke været grovhændede; de har, så vidt jeg kan se af din fortælling, bare gjort, hvad de er juridisk forpligtet til.
    Så vidt jeg ved, så må kun en læge tage stilling til undladelse af behandling, og selv dét er tæt reguleret. Det hjælper ikke at have ”vil ikke genoplives” tatoveret på brystet. Det hjælper heller ikke at have givet klart udtryk for, at man ikke vil fx i respirator under sidste indlæggelse – hvis man indlægges igen, også for den samme sygdom, skal der tages stilling igen. Og kun en habil, fuldt orienteret patient kan nedlægge forbud mod at modtage behandling.
    Kun hvis der foreligger en lægelig vurdering af, at der ikke vil komme noget godt ud af genoplivning mv., kan en læge beslutte, at der ikke skal behandles. Og det er, kan jeg garantere, ikke en beslutning, vi tager let på – men også dét er særdeles sprængfarligt, som fx den helt groteske mediestorm om de såkaldte dødskoder med al tydelighed viste. Rasende kommentarer om, at ”læger skal i hvert fald ikke bestemme over liv og død” flød ud over hele mediefladen, og man kan sådan set godt forstå, at politikere bliver noget håndsky. Og at læger og andre sundhedsprofessionelle, der jo må tage skraldet, hvis nogen kan finde et eller andet at udsætte på et behandlingsforløb, ikke føler nogen trang til at tilsidesætte reglerne, selv når de forekommer helt absurde.

    Og hvad skal man gøre? Kan den nævnte tatovering tages for gode varer? Den kan jo være lavet i et anfald af depression, og det samme kan livstestamentet. Hvad med de pårørendes mening? De kan jo i princippet være ude efter den gamle farfars penge og glemmer at nævne, at han faktisk er rask og livskraftig selv som 88-årig. Hvad med hjemmehjælperen? Hvis hun ikke ringer 112, så kunne det jo være, hun bare var træt af den besværlige borger, eller hvad hun nu ellers kunne mistænkeliggøres for af vrede efterladte. Den omtågede, svækkede patients mening midt i febervildelsen? Kan hans udsagn bruges?
    Osv. osv. osv.

    Emnet fortjener al mulig opmærksomhed, men jeg vil bede dig rette din forståelige harme et andet sted hen end mod redderne. De passede bare deres arbejde – og jeg tror, de lige så gerne som du vil have befolkning og politikere tale om de regler, de arbejder under.

  12. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Alle har selvfølgelig “ret til at dø”, men man har ikke ret til at gøre andre til drabsmænd – slet ikke læger, der selvfølgelig hverken må torturere eller dræbe deres patienter.

    Nogle forlanger, at deres læger til at være deres hashpushere, og forlanger, at deres læger skal slå dem ihjel. Heldigvis kan de fleste læger stadig indse, at den hippokratisk ed, som har inspireret lægeløftet, stadig må og skal være det etiske fundament for deres profession.

  13. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Den hippokratiske ed er under angreb.

    Hidtil har det været en selvfølgelighed, at læger, psykolger og psykiatere, hverken må dræbe deres patienter, eller medvirke til tortur, men tingene skrider i disse år…

    To fremtrædende, amerikanske psykologer, der var eksperter i hjælpe soldater med, at modstå tortur, skiftede side under Irak-krigen og udarbejdede en torturmanual for, hvor de anvendte deres erfaringer til, at anvise de mest effektive tortur-metoder.

    Den danske Psykolog Forening har heldigvis taget skarpt afstand fra de amerikanske psykologers medvirken til tortur.

    Uddrag fra “How America’s psychologists ended up endorsing torture” af E.W., The Economist 28 juli 2015:

    “The investigation, led by David Hoffman of the law firm Sidley Austin, concluded this month with the publication of a 542-page report.

    Its findings diverge considerably from the APA’s expectations. Far from upholding their Hippocratic oath to “do no harm”, APA psychologists did indeed work with officials from the Defense Department and the CIA to facilitate the torture of detainees.”

    Dérfor er den hippokratiske ed næsten et helligt løfte, der aldrig må brydes!

  14. Af Thomas H. Jensen

    -

    Kære Kathrine.

    Det er en rørende og tankevækkende historie du her fortæller, og tak for det.

    Jeg har intet ønske om at være kynisk eller arrogant, og læser du det følgende som sådant vil jeg meget gerne undskylde på forhånd.

    Forestil dig, at din Mormor var faldet om, som du skriver, og der havde været en chance for at hun kunne genoplives. Hvor skulle redderne så stoppe i deres forsøg på dette? Skulle de have undladt at rive hende ud i en ambulance og køre hende på hospitalet, mens de gav hende elektrostød? Skulle de blot have efterladt hende i hendes stuer?

    Som jeg ser det, så havde redderne, i det øjeblik de stod i din Mormors dør, ikke den viden, at et genoplivningsforsøg ville være forgæves. De måtte handle derefter.

    Jeg ved det er svært. Jeg kan ikke sige andet end at hvis jeg, når min tid kommer, må dø i selskab med mine kære, så vil det være den død jeg ønsker. Men jeg håber også, at min familie vil huske mig som jeg var i live, og ikke som det døde hylster, der bliver ladt tilbage.

    Jeg håber for dig, at de minder du i dag husker om din Mormor, er de glade minder om dengang hun endnu var i live. Om alle de lykkelige stunder I må have haft sammen.

    God søndag.

  15. Af Hans Henrik Raith

    -

    Tænk at følelseskolde, uvidende og berøringsangste politikere, offentligt bureaukrati, Etisk Råd og andre skal bestemme over vores liv – og dets afslutning. I salmen Altid frejdig når du går – står “kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller”. Min ateistiske tilgang synes det er helt rigtigt – fordi – vi alle kæmper for hvad vi har kært. Hermed også livet, indtil det ikke er kært længere, og vi ønsker at skille os af med den spændetrøje som livet føles at være. Hvilket for det meste er svær sygdom med en udsigtsløs diagnose, en alder hvor dagene blot er sat på uendelig i en ydmygende fysisk og menneskelig nedsmeltning eller ganske enkelt et fravalg af denne verden.
    Det skal andre hverken bestemme eller bekæmpe, og vi skal finde veje der netop gør, at vi i disse tusindevise af tilfælde “ikke gør livet så svært, og døden ikke heller”. Vi kan ikke bestemme, hvordan vi kommer til verdenen, men herefter har – og skal vi have – vores egen bestemmelsesret til vores liv. Mit liv, og dets afslutning, er ikke et ærinde for den offentlige administration, politikere, religiøse besser wisser eller selvbestaltede profeter. Mit livs eksistens vedrører mig og min familie.

  16. Af Lars Busk

    -

    Kære Lilleør,

    Din gribende beretning hænger ikke rigtig sammen.

    Din mormor fald om i din mors arme, i stearinlysenes skær. Hvordan kommer hjemmeplejen ind i billedet, og hvorfor er du pikeret over, at hjemmehjælperen først ringede efter ambulance og derefter til din mor. Var din mor gået hjem få minutter efter at din mormor var faldet om.
    Hvorfor ringede dim mor ikke selv efter ambulancen, da dim mormor faldt om? Hvis hun havde gjort det, var ambulancen kommet tidligere, og måske havde genoplivningsforsøgene virket.

    Jer er enig i, at tyve minutter er lang tid med hjertestop uden genoplivning, men hvem skal tage anvaret for at erklære en person død.? Er det en tilfældig hjemmehjælper, en paramedic eller en læge? Er man villig til at tage med i købet, at det kan have negative konsekvenser, hvis man delegerer til underkvalificerede?

    I øvrigt bør man huske, at en hjertestarter ikke kun giver stød, hvis der er sandsynlighed for at hjertet kan genstartes. Hvis det reelt er stoppet, giver den ikke stød.

  17. Af Erik Christiansen

    -

    En almindelig hjertestarter er ret primitiv og kan ikke afgøre om hjertet “reelt” er stoppet. Hvad mener lars busk egentlig?

  18. Af Lars Busk

    -

    Erik Christiansen

    En hjertestarter (defibrilator) kan afgøre om der foreligger fibrilering og dermed grundlag for defibrilering eller ej.

    Prøv selv, hvis du ikke tror mig!

  19. Af Gitte Lindgren

    -

    ja ret til at dø som vi selv vil og NÅR vi vil. send etnisk råd på pension de er helt ude af trit med befolkningens ønsker

  20. Af Erik Baltzer Hansen

    -

    Jeg og min søster har lige taget afsked med vores mor, der døde efter meget lang tids kamp mod kræft. Hun var, indtil hun i maj for 2 år siden blev opereret og fik udført stomi, et meget aktivt menneske, der ville ud at gå i byen hver dag. Hun blev sendt hjem fra Bispebjerg hospital med besked om, at knuden på tarmen var fjernet, men at der var metastaser og, at de på grund af alder (94 år) ikke mente hun kunne klare kemo. Hun levede så et år med kommunal hjemmehjælp i egen bolig, men blev efterhånden så svækket, at vi fik hende indlagt på et plejehjem. Her fik hun en virkelig god og kærlig pleje og omsorg af hele personalet. Min mor havde skrevet livstestamente og dette gav vi en kopi til personalet og fik en god snak med dem om hvad de skulle gøre hvis hun faldt om med hjertestop. Det gjorde hun dog ikke men blev mere og mere svækket og fik flere og flere smerter indtil personalet og også min søster fik “brækket armen” på lægen, så hun fik morfindrop. Hun døde så stille og roligt knap en uge senere.
    Her er min anke. Plejepersonalet må ikke give smertestillende midler kraftigere end Panodil og dette præparat er udmærket ved mindre smerter men det bliver det ikke ved med at være når kræften udvikler sig. Nu gik hendes mangeårige læge på pension undervejs og hun fik en uerfaren læge, der ikke tog hensyn til livstestamentet og gav hende mere smertestillende midler efterhånden som metastaserne formerede sig.
    Loven er forkert og skal laves om, så uhelbredelige mennesker kan dø i fred.

  21. Af Erik Christiansen

    -

    Lars busk, du har ret i at de nyere modeller kan analysere hjerterytmen. Men der er nu også tilfælde, f.eks. ved stærk afkøling eller andet, hvor hjertet tilsyneladende er stoppet helt, men alligevel kommer i gang igen via en elektrisk impuls mv.

  22. Af Signe Ulnits

    -

    Kære Lilleør

    Jeg arbejder på hospital på en apopleksiafdeling. Ved de svageste patienter uden meget potentiale tages altid aktiv stilling til genoplivning, således at man netop kan lade folk dø i fred. Det er ofte patienter der ikke selv kan svare, så de pårørende tages med på råd. Dette bliver heldigvis respekteret!

    Derimod kan det være anderledes med patienter, der har ønsket ikke at modtage sondeernæring, skulle de ende som en “grøntsag”. Dette respekteres ikke af alle læger, ligesom patienter, der ikke har udsigt til nogen som helst meningsfuld tilværelse behandles med den ene antibiotikakur efter den anden. Her er der altså tale om patienter, der grundet deres hjerneskade ikke kan give aktivt udtryk for egne ønsker, hverken verbalt eller nonverbalt. Jeg er helt enig i, at vi har brug for at bryde det tabu om at alt og alle skal overleve. I dette tilfælde overlever en del som svært invaliderede. Patienter uden sprog sætter sig nogle gange til modværge, når sygeplejerskerne forsøger at anlægge en sonde. Dette vil efter nogle overgrebsagtige forsøg, ofte blive tolket som at patienten ikke ønsker behandlingen. Men det er bare ikke værdigt for patienten, at skulle igennem dette først.

    Mit ønske ville være at vi alle tog stilling inden vi kommer dertil. Skriftligt, gerne registreret i og tydeligt i sundhedssektorens IT-systemer. Det skulle i yderste konsekvens kunne være strafbart at handle mod patientens ønske – ligesåvel som man ikke bare har lov at bestemme at en person skal dø, skal man heller ikke kunne bestemme at en person nødvendigvis skal holdes i live.

  23. Af Jesper Friis Pedersen

    -

    Må være ærlig og sige at da jeg læste dit blog indlæg der følte jeg mig lidt hængt ud som ambulanceredder. Desværre er der en grund til at tingene er som de er, og den grund ligger i min optik ikke hos os ambulancereddere.

    Du har min fulde forståelse for de følelser du sidder tilbage med oven på denne ubehagelige oplevelse. Jeg har selv stået i denne situation rigtig mange gange, og kan udemærket sætte mig ind i de frustrationer oplevelsen har givet dig

    Tillader mig at linke er til Dansk ambulanceråd, som forholder sig til problemstillingen i dit blog indlæg.

    https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=1686609678325415&id=1633530016966715

  24. Af Lis Rasmussen

    -

    Vi oplevede desværre noget tilsvarende, da vores mor døde for to år siden. Min far sad i køkkenet og græd da vi nåede frem, min bror og jeg var kontaktet af hjemmehjælperne.
    Jeg spurgte om det var ok jeg gik ind til min mor, men blev mødt med svarer: ” jamen hun er kørt på sygehuset i ambulancen” – der var barskt at erfare, hun allerede havde forladt sit hjem også. Min mor var dagen før en tur i haven, som hun elskede men ikke havde været meget ude i de sidste måneder. Hun lagde sig i sin seng, sagde til min far hun var træt. Hun lagde sig med fred i sin “rede” og døde dagen efter.
    Vi så min mor senere samme dag. Hun var stadig varm. Jeg bemærkede nogle voldsomme blå mærker på hendes arme og bryst, spurgte til det da jeg bestemt ikke havde set blå mærker de få dage jeg havde set hende forinden. Fik svaret, at det formentlig skyldtes den lidt hårdhændede måde et forsøg på genoplivning foregår. Det vil til evig tid forfølge mig, at min mors fredelige død i eget hjem, skulle afsluttes med et hårdhændet og formentligt nytteløst forsøg på gen-oplivning.
    Det skal være en menneskeret, at vi selv bestemmer om vi ønsker genoplivning eller ej, alt andet er uanstændigt. Den personlige frihed og ret, er i min optik nogle af de vigtigste værdier vi har.

  25. Af J Nielsen

    -

    “Derimod kan det være anderledes med patienter, der har ønsket ikke at modtage sondeernæring, skulle de ende som en “grøntsag” ”

    Hvis jeg nogensinde skulle blive vegetar skal jeg ikke holdes kunstigt i live. Sluk med det samme.

  26. Af H Hansen

    -

    Jeg håber også du forstår hvilken indflydelse problemstillingen har i henhold til aktiv dødshjælp.

  27. Af Chrstian Alves Køhler Pedersen

    -

    Jeg må som læge melde hus forbi. “Så hundeangste for døden er sundhedsvæsenet, at den grovhændede genoplivning ved min mormors død ikke er et særtilfælde.” Mine kolleger og jeg tilhører ikke det sundhedsvæsen, du her skitserer. Vi undrer os ofte over, hvad vi føler os tvunget til at slæbe både hel- og halvdøde folk igennem. Så dødsangsten må du nok i stedet finde i befolkningen og dens lovgivere. Du skriver det jo faktisk også indirekte selv.

  28. Af Jan Petersen

    -

    Muligvis mig der er lidt fattesvag, men jeg forstår ikke rigtig dette blogindlæg. Citat:

    “Min mormor blev forsøgt genoplivet, selvom hun var død. Fra hun faldt om i min mors arme til ambulancen rystede af de stød, man sendte igennem hendes stille gamle hjerte, var der gået over tyve minutter. 89 år. Død i eget hjem den 4. maj, hvor man i stearinlysenes skær rev hende ud af sengen, ned på en båre, ud i en ambulance, selvom der ingen udsigt var til, at hun ville vågne igen. Hvordan kunne det gå til? Svaret er enkelt: hjemmeplejen fulgte bare reglerne. Ringede til ambulancen, før de ringede til min mor.”

    Hvordan kan hjemmeplejen ringe efter en ambulance, før de ringede til din mor, når din mormor just var faldet død om i din mors arme? Hvor befandt din mor, hjemmeplejen og din mormor sig egentlig? Lyder umiddelbart ikke til at være på samme lokation! Mystik historie :(

  29. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Det var dog en forfærdelig gang sentimentalt gas.

    Altså, hvis konen er død, så skader det ikke hende, at man forsøger at genoplive, så selvfølgelig forsøger man: Der er INTET galt i den procedure. Ok, der bliver måske et svedent mærke på liget; men ikke værre end en kremering vil fjerne.

    Havde en kammerat, der skvattede død ned fra en stol. Intensiv genoplivning forsøgt – håbløst. Men det sidste han sagde var en noget plat vittighed, så det var for ham en god død – det har end ikke gjort ondt. Derfor tog jeg med til begravelsen: For at kunne fortælle familien, at han døde pludseligt uden smerter – mens han lavede noget, der interesserede ham.

    Der, hvor man kan gøre noget profylaktisk er i tilfælde af forventelig død, hvor man i samråd med lægen og familien kan aftale, hvor aggressivt der skal behandles – således at personalet har ryggen fri i tilfælde af geskæftige arvinger og andet godtfolk.
    Det gjorde vi/jeg med min far, da al yderligere behandling var udsigtsløs og hovedformålet var at holde ham smertefri. En plat salmehøker vil måske indvende at guddommelig indgriben er ikke at udelukke. Måske ikke; Men Vorherre havde al mulig lejlighed til at udvirke mirakler. Vi fik sagt farvel i god forståelse. Han slap selv håndtaget inden morfinen.

    Det er sjældent personalet og lægerne, der er noget i vejen med, Det er de pårørende. I disse tilfælde kommer vi ikke udenom lægelige skøn – der er tale om et lægeligt skøn, som er en hel del mere pålideligt end pårørendes roden rundt med adskillige skjulte dagsordner – foruden den populære sport at tømme boet for værdier mens den døende ligger og raller.

  30. Af Ole Lund Petersen

    -

    En værdig død indeholder også spørgsmålet om aktiv dødshjælp og ikke kun om der findes en hjertestarter. Vi må tage stilling selv, skrive det ned, og oplyse pårørende og de omgivende personer der står for plejen hvad det er vi ønsker med vores afslutning, derudover skal det være muligt at få hjælp til at dø, når livet ikke længere har en værdi. Holland er lang fremme følg dem.

  31. Af jytte lemkow

    -

    TAK, Kathrine Lilleør fordi du i søndagsudgaven af Berlingske tidenede tog fat på et tema, som i højeste grad giver grund til debat.
    Efter selv for snart mange år siden at have fundet min far død på gulvet i sin lejlighed tilsyneladende af et hjertestop 84 år gammel, ringede jeg til en god ven, som samtidig var læge, og spurgte hvorledes jeg skulle forholde mig. Han advarede mig om, at ambulancefolkene ville forsøge at genoplive ham når de kom, og da han måske havde ligget der en time eller mere protesterede jeg voldsomt, men uden resultat. Jeg blev desværre vidne til denne brutale og fuldstændig nyttesløse handling, som har printet sig dybt i mit sind.
    I en tid hvor der tales om manglende resourcer, ville det så ikke være en god idé at man undlod denne nyttesløse og overflødige handling der hvor man med sikkerhed kan sige at genoplivning er håbløs eller med stor sandsynlighed vil resultere i, at “afdøde” bliver forvandlet til en “grønsag”, til stor sorg for de pårørende og med kæmpe udgifter for det offentlige til følge.
    Det fører til også at kommentere dit syn på hjertestartere. Jeg ved vi er mange der synes at det er helt ude i hampen at have installeret disse maskiner på alle plejehjem. Det er som om man i dagens Danmark ikke kan få lov at dø i fred, og det er der sikkert mange der ønsker, netop på disse instutioner.
    Man opfordres til at købe armbånd for at støtte hjerteforeningen og kræftens bekæmpelse. Måske skulle der også laves et armbånd som man kunne bære, hvis man som du skriver ønsker at dø, når man dør, og forbliver død.

  32. Af Lone Brinch

    -

    Vi oplevede det samme! Blev tilkaldt af hjemmeplejen til min 89 årige svigermor. Vi havde en god snak med hende, hvor hun forsøgte at falde i søvn, da klokken var mange. Pludselig drog hun det sidste suk – og vi var så glade for, at vi havde været der og holdt hende i hånden. Kort tid efter ringede vi til hjemmesygeplejersken, som bad os kontakte Falck. Og i telefonen fik vi pålagt at forsøge at give hende hjertemassage! Det var hjerteskærende at se på at min mand gav hjertemassage, mens Falck var i telefonen. Da ambulancefolkene kom, blev vi sammen med dem enige om, at hun ikke skulle forsøges genoplivet – selv om de havde klare regler for, at det skulle de gøre. En dejlig menneskelig forståelse blev udvist – og det betød også, at det sidste øjeblik faktisk blev et dejligt øjeblik. Vi fik lov til at tage en behørig afsked med et dejligt menneske, som vi havde meget at takke for. En tak til ambulancefolkene, som udviste stor forståelse for situationen.

  33. Af Marianne Larsen

    -

    min stedmor var terminal syg af en pancrescancer og ønskede at dø “i egen rede”. alle søskende slog kreds om hende og vores far/stedfar så ønsket kunne føres ud i livet. Havde ellers god kontakt til palliativt afsnit på Holbæk sygehus – som dog viste sig sørgeligt utilstrækkeligt da det endelig gjaldt. Da var overlægen desværre på kursus og han var den eneste der kunne have ordineret/bevilget morfinpumpe etableret i hjemmet sådan en fredag morgen da hun ikke længere var kontaktbar og kunne indtage smertestillende tbl. Så derfor talrige injektioner over de næste 4 døgn, helt beroende på vurdering fra de som skulle injicere, og den mængde morfin der var til rådighed. På et tidspk søndag nat måtte vi ind på sygehuset og tigge mere morfin på hjemmespl. foranledning – da var apotek og døgnapoteks lagre tomme. En oplevelse der kun langsomt faldt ro over i de efterfølgende år… Vi havde længe inden (da plejeorlov blev aftalt) fået livstestamente på plads både i forhold til egen læge, rigshospital, hjemmepleje og palliativt afsnit og desuden et print til at smække på maven af hende idet min stedmor på ingen måde ønskede genoplivning hvis hun skulle være så heldig at få et hjertestop. Det blev heldigvis ikke aktuelt – til gengæld oplevede vi at sidde alene med afdøde uden tilsyn af læge fra hun døde ca 18:30 til næste dags morgen da egen læge foretog ligsyn. På en måde ikke spor i tvivl om at døden var indtrådt og med en smuk stilfærdig klargøring og iklædning foretaget af familiens plejeuddannede (vi fik skam tilbud om hjælp til den del af processen af hjemmeplejen) – men kun en læge ville jo strengt taget kunne “dødsforklare”. Har ro med det i dag 6 år senere men tænker at når vi ikke hjælper døende og deres pårørende til en tryg og værdig afsked i det omfang det overhovedet er muligt – så koster det bagefter på så mange fronter når de pårørende skal “samles op”. Så alene med samfundsøkonomiske briller på, må det kunne betale sig at gøre det bedre

  34. Af Mette Poulsen

    -

    Et halvt års tid efter, at min gamle mormor på 95 år mistede sin mand gennem 75 år, besluttede hun sig for, at hun ikke havde lyst til at leve mere. Derfor holdt hun op med at spise. og det fastholdt hun, indtil hun udåndede.

    Hun var meget bange for den sidste tid, men fast besluttet på, at det var nu, det skulle ske. For at hjælpe hende med at tage toppen af angsten, skaffede vi noget beroligende medicin til hende via plejehjemmet. Det viste sig så senere, at lægen havde forbudt plejehjemmet at give hende medicinen “da den kunne virke livsforkortende”.

    Hvorfor min mormor døde samme nat i stor angst.

    Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget så stupidt og med så hjerteskærende konsekvenser; mit hjerte græder stadig for hendes sidste tid.

  35. Af Just W. Olesen

    -

    Hallo – vi har da dødskriterier her hjemme.

    Båd min mormor og mor er døde herhjemme hvor sygehus personalet faktisk gav aktiv dødshjælp ved at respektere deres døds ønske og stoppe behandling og kun give aktiv smertelindring.

    Men det var kun fordi at personen selv havde givet sin accept skriftligt i god tid inden og kunne bekræfte det ved behandlingen at det blev fuldt – vi pårørerende blev kun spurgt for en god ordens skyld og det var det.

    Så vi har dødskriterier i DK – men det skal være forberedt i god tid…

  36. Af jan nielsen

    -

    Nå, her slettes kritik af den generelle dødshjælp politikerne har gang i. Debatten er altså kraftigt cen su re ret og mani puleret.

  37. Af John Christensen

    -

    Jeg nu pensionist. Jeg var ambulance behandler til 2005. Var i Frederiksborg Amt, Som Akutbehandler. Jeg har stået i det dilemma, som ambulancebehandler, når vi blev tilkaldt til en Cancer patient. hvor liver var afsluttet.
    Familien vidste ikke, hvordan de skulle håndter deres nu afdødes “mor”. De ringer 112. Der kommer en ambulance. Behandleren, skal følge sin opgave. Idet, han ikke kan erklære en person død. Da han ikke er Læge. Denne Redder er ikke læge. Så skal han forsøge en genoplivning.
    Få en læge erklæring, at genoplivning ikke ønskes..
    Så undgås, at Paramediciner ect. forsøger genoplivning.
    Vh.
    John Georg

  38. Af Teddy-Bjørn-Plys Olsen --tegner

    -

    “ret til, at dø ” ! —Jeg foretrækker, at leve til jeg bliver 130 år (hvis jeg gider) !–DERTIL skal lille Danmark laves helt om ! –Jeg forlanger livs-kvalitet for alle de penge jeg betaler i skat !—OG jeg forlanger AT: Diverse præster –biskopper –kardinaler incl. diverse ! –Tjener deres penge selv !! –OG ikke hæver deres fede salærer i borgernes lommer !! –Der er en grund til AT: så mange skatteborgere –melder sig ud af folkekirken !! (det-her ! skal du altså ikke slette kære Katrine Lilleør) –Det vil det borgerlige klientiel ! –Der betaler for Berlingske ! –ikke finde sig i !!

  39. Af Kirsten Schaumburg

    -

    Kære Kathrine
    Som forstander på et lille plejehjem vil jeg gerne takke dig for at tage problemet op. Som plejepersonale ønsker vi den enkelte den bedste og fredeligste død når den tid kommer. Ikke i en ambulance med teknisk udstyr og fremmede om sig.
    Venlig hilsen Kirsten

  40. Af kirsten brink

    -

    Efter at have læst Kathrine Lilleørs indlæg den 25.9.2016 føler jeg trang til at fortælle om en meget smuk oplevelse i forbindelse med min svigerfars død denne sommer. Min svigerfar blev 97 og var syg de sidste 5 uger af sit lange og indholdsrige liv. Han fik kræft i hjernen, lever, nyre og lymfekirtlerne. Eneste behandling var lindrende stråling af hjernetumorerne, ellers ønskede min svigerfar ikke livsforlængede behandling, hvilket naturligvis blev respekteret. Min mand og jeg passede ham i hans hjem med meget stor hjælp fra hjemmeplejen i Gentofte Kommune. Vi blev på et tidligt tidspunkt i forløbet spurgt, hvad plejepersonalet skulle gøre, hvis de fandt min svigerfar bevidstløs. Vi understregede kraftigt, at min svigerfar ikke skulle genoplives. Dette blev respekteret og indføjet i diverse papirer samt konfirmeret af egen læge. Den morgen, hvor min svigerfar døde lige over frokost, gjorde sygeplejersken det klart for os, at der ikke var langt igen, og at vi skulle tage os den tid, vi havde brug for, efter døden var indtrådt, inden vi henvendte os til hjemmeplejen, som så ville komme og gøre min svigerfar klar. Vi fik på den måde en meget smuk og værdig afsked med min svigerfar, som også fik lov at sove ind i sit eget hjem.

  41. Af Teddy-Bjørn-Plys Olsen --tegner

    -

    “Katrine Lilleør ! ” –Jammer er der nok af i “det hellige præste-job ” ! –Hvad med AT: Hjælpe alle de ulykkelige på højkant ! –Det burde være en off. betalt præst ´s fornemste opgave ! —Ussel-pjalte-proletariatet ! –NYDER opmærksomheden ! –OG de nyder “at svælge i ulykker–der for det meste er selvskabte ” !–ER det en helt umulighed AT : du –kære Katrine ! –kan forestille dig AT: Danmark er det land i verden ! –Hvor høj – og lav –kan få ( i øjeblikket) –gratis udd. gratis lægehjælp –og s.u. til alle, der gider AT: Stå op om morgenen !–OG så ER “proletariatet” ! Alligevel utilfredse ! –Hvad skal der så til ?? –P.s. 60 ´ernes NU –Folkepensionister ! –Har aldrig haft det så godt som NU ! –De har også betalt så rigeligt for det !–Alligevel bliver de extra straffet –fordi de har “lagt en skilling til side ” ! –Medens de, der har drukket hele molevitten op ! –Får den højeste luxus–folkehjælp !–Ligesom Man i Danmark Straffer ofrene for kriminalitet –og belønner forbryderne ! –Helt hul i hovedet !

  42. Af Kate og Niels Erik Sørensen

    -

    Det er en vigtig debat du rejser og du har så evig ret. Vi var i den “lykkelige” situation, at min mor / svigermor fik lov til, at udånde stille og rolig i sit eget hjem og børn, børnebørn og oldebørn kunne tage en stille og rolig og værdig afsked med hende i hendes egen bolig. Hun “nåede” ikke til lægen for at få noteret sit ønske om, at hun ikke ville genoplives men gudskelov, var der ingen sundhedspersoner til stede, da hun udåndende og derfor blev hendes afsked til livet helt som hun havde ønsket.

  43. Af georg christensen

    -

    Ret til at død, når LIVET, ikke længere styres af LIVET, men af enkeltindividers og deres loger´s og maffiaer`s “enerets fornemmelser”. Fornemmelser, som ikke tilhører LIVET, men ene og alene styres af magtbegær.

    Når den største “guldkrone”, eller magtbegærlighedens “ord” og vold, styret af religiøse og politiske tosser, sammen med alkymisternes værdiløse uvidenhed om? i en verden i alt for ukontrolleret forvandling, må “enkelt individet” selv få lov til at bestemme. Begyndelsen var tvunget, sådan virker LIVET, enden bør være frivillig. Et par dage,uger,måneder eller år betyder intet når LIVET “slagter” sig i magtbegærlighedens “RUS”.

    .

  44. Af Jytte Harlev

    -

    Kære Kathrine Lilleør
    Det gjorde mig ondt at læse om den triste oplevelse i forbindelse med din mormors død. Jeg er glad for at du tager problemet op. Jeg er 82 år og trods livstestamente frygter jeg at opleve lign.
    Mange hilsner Jytte Harlev

  45. Af Kerstin Flensted

    -

    Vedhæng eller tatovering.
    Nu er sagen igen aktuel i Berlingske Tidende. Jeg har haft din artikel om din mormors død liggende i min brevbakke og tænkt skrive et indlæg. Din artikel vækkede også grimme minder om min 89-årige mors død. Min mor døde faktisk i sin seng i sit eget hjem. Hjertestop. Jeg fik at vide at man havde prøvet at genoplive hende og jeg råbte/skreg HVAD til den person som ringede til mig og fortalte at min mor var død. Jeg ved ikke om hon kom til bevidsthed og nåede at opleve den voldsomme situation. Dette har plaget mig siden.
    I dagens avis foreslår Peter Saxov at man har et kort som oplyser at man ikke ønsker at genoplives. Dette vil ikke fungere, fordi det ikke er sikkert at man har dette kort på sig eller det kan være andre omstændigheder. (Jeg er vinterbader og ville ikke have et kort med mig i vandet ) Mit forslag er derfor at man bærer et vedhæng (ligesom soldater i krig har) i en kæde om halsen eller i et armbånd som et bevis på at man er registreret med Livstestamente eller hvad man nu vil kalde det. Eller en tatovering, for eksempel bag højre øre. Det ville jeg med glæde vælge og føle mig tryg ved.
    Det skulle være strafbart at ikke respektere dette. Fængselstraf!
    Lad os håbe at der hurtigst mulig kommer en ændring/afklaring så vi kan få lov at have vores død i fred.

  46. Af Søten Østerby

    -

    Advarsel: På Bispebjerg Hospital ignorerer lægerne (flertal) på flere af de store afdelinger Livstestamente. Pårørende og Livstestamente kunne ikke forhindre lægerne i at indlægge livsforlængende maveonde. Først ved udskrivning til en i øvrigt perspektivløs kommunal rehabilitering, fik hun lov at dø. Skræmmende oplevelse med magtesløshed, lægelig arrogance og respektløshed. Øv

Kommentarer er lukket.