Nulfejlskultur

Af Kathrine Lilleør 101

Tidligere håndboldtræner Ulrik Wilbek står for sommerens klogeste citat: ”En af de første sætninger, jeg lærte i de lidet opløftende latintimer i gymnasiet var: ”Errare humanum est” – det er menneskeligt at fejle. Et udsagn det er min oplevelse, at flere og flere fjerner sig fra. I stedet arbejdes der hen imod et ufejlbarligt samfund. Et samfund, hvor det gælder om at lave så få fejl som muligt, så vi undgår at blive stillet til ansvar. Det er en mærkelig tendens, for hvis man aldrig laver fejl, så prøver man aldrig noget nyt”. Nemlig! Sejre lærer os lidt, nederlag lærer os alt. Ikke mindst overbærenhed med, at andre fejler. Erkendelse af egne fejl var, er og bliver genvej til medmenneskelighed. Og kongevejen til Gud. Intet mindre.

Det er ikke kun konfirmanderne, men også deres forældre og bedsteforældre, der ikke lige kan se pointen i at gøre godt, når nu Gud alligevel tilgiver alting. Men sådan tænker kun den, der ikke kan huske at have haft behov for tilgivelse. De andre ja. Men ikke en selv. Helt ny er tanken ikke. På Jesu tid tænkte man det samme. De Ti Bud og det store lovkompleks, der udgik fra dem, understregede dagligt, at hvis bare man holdt loven, var man på den rigtige side af alting. En holdning man en til en, kan overføre til nutidens nulfejlstænkning, hvor vi alle holdes i skak af stadig flere love skrevne som uskrevne, som man er et dårligt menneske, hvis man ikke overholder.

Jesu forkyndelse udmønter sig i et voldsomt oprør med netop nulfejlskulturen. Han bliver vredere end vredest i samtlige evangelierne, når han råber mod sin samtids ekstreme optagethed af love, der tiljubler den enkeltes fejlfrihed. Vreden har en årsag. Begrundelsen forklarer han flere steder, men måske stærkest i den lignelse traditionen har kaldt ”den fortabte søn”. Her fortælles om to sønner, hvor den yngste søn beder sin far om sin del af arven, selvom faren ikke er død. Sønnen vender sin far og ældre bror ryggen, tager ud i verden, bruger på ingen tid hele sin arv og ender som svinehyrde, der må dele mad med svinene. Da tænker sønnen, at han vil gå hjem til sin far og bede om at være daglejer hos ham, for dér spiser daglejerne ikke svinemad. Faren modtager imidlertid sønnen med åbne arme og slagter på stedet fedekalven, for nu skal der festes for den hjemvendte. Da den ældste søn hen under aften vender hjem fra markarbejde og får fortalt, at der skal være fest for hans hjemvendte bror, bliver han rasende og vil ikke gå ind. I en af evangeliernes stærkeste replikker, står han udenfor og råber ad sin far: ”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kan feste med mine venner, men din søn dér som har ødslet din ejendom bort sammen med ludere – da han kom, slagtede du fedekalven til ham”. Så total uretfærdig føles tilgivelse. Altid. Det er den kristne påstand. Tilgivelse forarger dem, der ikke selv mener, at de har brug for den.

“Den fortabte søn” har man kaldt fortællingen, og umiddelbart tænker de fleste – også teologer -, at det er den yngste søn. Men da glemmer man, at Jesus forkynder, at det er den, der ikke mener at have behov for tilgivelse, der er fortabt. Ikke efter døden. Men på denne side af døden. Lige nu. Da går man glip af festen.

Eller som Wilbek sagde det, da prøver man aldrig noget nyt.

 

 

101 kommentarer RSS

  1. Af Jan Johansen

    -

    Kathrine Lilleør.
    Her er et andet klogt citat, men da du allerede har udråbt Ulrik Wilbeks citat som værende sommerens klogeste, skulle vi måske gemme dette til efteråret. Altså, lad os holde citatet tæt inde til kroppen og først lancere det i det mørke efterår. Da kan det måske opmuntre en og anden til at tage fat med udsigten til, hvad det kan føre med sig af lyksaligheder og andet godt. Måske du da også vil gøre dig nogle tanker om mulige positive og/eller negative følger af udsagnet samt anvise en ny vej til ham, du ved nok. Hov, citatet kommer her: “Øvelse gør mester”.

Kommentarer er lukket.