Organister og de hellige idioter

Af Kathrine Lilleør 22

Hvorfor skal salmer spilles, som havde organisten korset på? Hvorfor skal de Konservatorie-tillærte triller reserveres kirkekoncerterne? Hvorfor skal der være tilkoblet noget elektronisk med trommer for, at salmesangen svinger? Vi er in between organister i Sankt Pauls. Kun i denne tid kan det siges højt, som jeg normalt ikke siger, fordi det kunne lyde som om, at jeg kritiserer min organist. Hvilket jeg lykkeligvis aldrig indtil nu har haft grund til. Men kun, fordi jeg har været utrolig heldig at have organister, der turde spille, så menigheden jublede, selvom toneangivende organistkollegaer ville vende tomlen nedad.

Der er nemlig den fine og den ikke-fine måde at spille til gudstjeneste på. Den ikke-fine er alt fra letløbende højskolesange til weyse-melodier med indlagt fuglekvidder til salmeakkompagnement, hvor organistens opfindsomhed og ildhu løfter melodien. Det sidste må man især ikke. Det fineste er, hvis organisten ligesom træder ud af salmen og spiller så neutralt, at salmen kunne være spillet af hvem som helst. Dertil kommer tempoet. Selv ”Glade jul” lyder ofte som baggrundsmusik til en bedemandsreklame, fordi den spilles så slæbende. Teknikken er gerne den sammen. Organisten laver små vejrtrækningsophold efter hver linje, så man lettere hyperventileret ånder ud efter hver endt vers, hvor opholdet til gengæld varer så længe, at man kan nå i Brugsen efter en liter mælk og tilbage igen, inden næste vers begynder.

Dertil kommer præ- og postludiet. Små tre minutters orgelstykker, der indleder og afslutter gudstjenesten. Jeg ved ikke, hvor organisterne finder dem. Enslydende stykker, som må stå i et centralt arkiv et sted i Danmarks undergrund, hvor organister mødes natten mellem lørdag og søndag. Her henter og bytter de præ- og postludier til søndagens gudstjenester, der passer perfekt til det tunge salmesangstempo. Konsensus er, at gudstjenesten og kirkelige handlinger skal nedsænkes i en træg melodisk alvor, der står i skarp modsætning til den vitale lethed, som organisten til gengæld udfolder, når vedkommende har kirkekoncert. Her bliver der trillet, fløjtet og løftet med vid, bid og morskab.

At spille til gudstjeneste er for mange organister kun et job. Sandelig ikke noget, der involverer det personlige trosliv under nogen form. De har derfor fået en hævdvunden ret til sammen med kirkekoret at trække sig tilbage til orgelværelset under prædikenen. Vi er derfor nogle, der aldrig sætter os på de bagerste bænke for at undgå at høre kor og organist trampe ud til deres kaffe og morgenbrød, når præsten går på prædikestolen. At en flok hellige idioter gider at gå i kirke, har ligesom ikke noget med kor og organist at gøre.

Men ”kirke” betyder ”fællesskab”. Salmerne løfter hver enkelt ind i sangens helt konkrete fællesskab. Derfor er det en katastrofe, når organisten ikke spiller frit, levende og sangeligt til salmer. Mærkeligere end mærkeligst er organist og kors ret til at melde sig ud af gudstjenestefællesskabet. Helt uden skam. Men med løn. Allermærkeligst er det dog, at præster og menighed accepterer det.

Gudstjenesteorganister kom frit frem. I, der tør frigøre Jer fra den faglige undergrund, den fælles taktstok og kollegaernes domme. I, der bidrager med hele Jeres talent og nærvær til gudstjenesten. I, der har spist morgenmad hjemmefra.

22 kommentarer RSS

  1. Af Anders Højgaard

    -

    Det Kathrine siger er, at det hele jo bare er konstruerede sociale strukturer alligevel, og hvis hun skal beholde en eller anden form for status, relevans og indkomst, bliver det nødvendigt, at lade som om hendes overnaturlige usynlige venner, i virkeligheden bedst kan lide Muddi og Salamidrengene.

    Heldigvis kommer vi videre fra det der idioti, i takt med den naturligt løbende udskiftning på plejehjemmene.

  2. Af Jan Petersen

    -

    Det eneste, jeg egentlig hæfter mig ved i dette Lilleør indlæg, er ordene “de hellige idioter”. Dét er jeg 100% enig i – med eller uden organist og lidt elektronisk tromme taktslag.

  3. Af Orla Guude

    -

    Kirke kommer af det græske kyriakós, “det som hører herren til”.
    Orgel kommer fra det græske ??????? – organon; ~ organ, instrument, værktøj).
    Præst kommer via oldsaksisk eller oldengelsk fra latin presbyter fra græsk presbyteros ‘ældre’, af presbys ‘gammel mand’.
    Et præludium (latin prael?dium “forspil”, af prae- “før” og l?dus “leg, spil”) er et kortere musikstykke, der fungerer som forspil til noget andet.
    Latiniseret form af italiensk conservatorio ‘musikskole’, oprindelig ‘hjem for forældreløse (med bl.a. musikundervisning)’, afledt af latin conservare ‘bevare, holde ved lige’.
    “Amen” – fra Semitisk rod “a-m-n” = “to be trustworthy, confirm, support.”

    Så behøver man ikke vide mere om materien. Det tiltrækkende ved religion er glæden ved det gammelkendte. Det frastødende ved religion er det samme – amen.

  4. Af Jan Petersen

    -

    Religiøse fantaster og hellige idioter er normalt ikke værd at beskæftige sig med, uanset om de bliver akkompagneret af orgel, gulvbas eller almen religiøs oral orgasme.

  5. Af Martin Mølholm

    -

    Kære Kathrine.

    Jeg vil forsøge at have lidt mere format i min kommentar, end du har i dit blogindlæg, selv om jeg egentlig synes at du er så uforskammet i din sarkastiske nedgøren af landets organister som kollektiv, at du nok havde fortjent at få igen med samme mønt. Men ihukommende Jesus ord om at vende den anden kind til, vil jeg forsøge at undlade (andre må så bedømme om jeg lykkes med det) at slå igen.
    Hvad der provokerer og forarger mig mest er, at du afsender en bredside uden at sætte en konkret modtager på. Det eneste vi må forstå er, at din kritik ingenlunde er rettet imod dine egne organister. Herefter er det så op til alle os andre at gætte os til, hvem den mon så skal være vedkommende for. I mit stille indre kan jeg måske nok glædes over at den da i hvert tilfælde ikke kan være møntet på min kone, for hun spiller på præcis den måde du selv glædes over: så menigheden jubler; frit, levende og sangeligt. Men hvad med alle dem, der læser din ringeagtsdrivende og foragtdryppende kritik, men ikke kommer og hører min kone spille hver søndag men blot ved, hvad hendes arbejde er? Føjer du så blot yderligere til deres uvidenhed og forestilling om, at organist da vist er noget enhver kan blive, og som man da umuligt kan være beskæftiget med på fuld tid? At organist da er den mest overflødige faggruppe man kan forstille sig, og derfor straks burde skæres fra som overflødigt fedt på en alt for fed folkekirke? Din svada er i al sin forsimplede og grotesk unuancerede karikatur, et respektløs vrangbillede af en bærende søjle i den danske folkekirkes liv, ånd og virke.
    Betyder det så at der ikke findes halv- og helringe organister uden en helt basal dannelse og pli? Naturligvis gør der det. Nøjagtig lige som der findes både halv- og helringe præster (og skolelærere, direktører, rengøringsassistenter, telefonsælgere, fodboldspillere, …, …), om hvem man – utroligt og forstemmende nok – kan sige det samme. Men det har vel aldrig nogensinde været en acceptabel grund til at udskamme hele præstestanden (eller lærerstanden, alle direktørerne, etc.)? Og netop derfor er det vel også kun rimeligt at jeg nøjes med at sige ’skam dig!’ til dig? Det er muligt at du ikke gør det – skammer dig. Men så må jeg blot sige, at det burde du…

    Venlig hilsen
    Martin Mølholm

  6. Af Lilly Mossin

    -

    “Mærkeligere end mærkeligst er organist og kors ret til at melde sig ud af gudstjenestefællesskabet. ”

    Det er da ikke spor mærkeligt – for det er jo bare et job, og der er grænser for, hvor meget vrøvl man kan tage ad gangen.

    Det er en offentlig hemmelighed, at en del præster ikke selv tror på det vås, de præker – og gudskelov for dét, for ellers ville de ikke være rigtig vel forvaret.

  7. Af Jan Petersen

    -

    Månedsløn for nyuddannede præster 2016 tal – 30.383 kr pr måned. Det er vel OK som alternativ til rengøring, der formentlig kun indbringer halvdelen.

  8. Af Maria Due

    -

    Kun et arbejde? I så fald et arbejde, der er anderledes end de fleste. En organist’ arbejde indgår jo i et helligt ritual, hvor sindene gerne skulle stemmes og løftes til noget ud over kaffe og blødt brød. Her kommer jeg til at tænke på Grethe, der var min musiklærer og organist. Når hun sad ved orglet var ingen i tvivl om, at hun levede med i prædikenen. Hvilket indfølende og medrivende engagement til glæde for alle tilstedeværende.

    Martin Mølholm, jeg forstår ikke din vrede.

  9. Af R. Harald Kristiansen

    -

    Jeg har været til en orgelkoncert i en kirke på Vesterbro, fornyligt. Det var faktisk en dejlig oplevelse. Organisten er en af Danmarks bedste. Det var ikke de nemmeste triller, kirkegæsterne blev introduceret til og det var uden elektronik.

    Ville det ikke være en ide, at tale med organisten og hans hjælpere. Dialog fremmer samarbejdet. Det ville være mit råd.

  10. Af J F

    -

    Kære Maria Due
    Jeg er helt sikke på, at din lærer også ville have følt sig meget krænket af K. L.s indlæg.
    Det er ligesom et haglgevær.
    Og hendes indfølende og medrivende engagement var simpelthen kendetegnet af en god musiker og professionel.
    Det kan ofte operere mirakler, selvom de forbliver uopdaget. Fx – En organist, der er midt i en dyb krise, spiller den smukke “Sortie” af Lefebure-Wely, hvor han ganske enkelt bruger sin god teknik og talent . Og dermed giver han mange i kirken en ubeskrivelig oplevelse af glæde…

  11. Af Bjørn Sørensen

    -

    De få gange jeg har været til gudstjeneste i den danske folkekirke, har jeg kedet mig gudsjammerligt. Det er vel derfor at man ustandseligt skal rejse sig og sidde ned for ikke at falde i søvn.
    Af og til har jeg set amerikanske gudstjenester på tv, hvor nogen af prædikanterne kan være enormt inspirerende.
    Johannes Møllehave kunne fylde Virum Kirke med sine prædikener.
    I London kom jeg engang forbi en Cameliter Kirke som spillede den mest vidunderlige musik med kor, og kirken var stopfuld.

    Den danske folkekirke trænger til en opløftning, men desværre er alt for mange præster mere interesseret i politiske aktiviteter, som efter min mening ikke hører hjemme i kirken.

  12. Af Maria Due

    -

    Kære JF
    Det er meget muligt, at jeg ikke aner, hvad jeg skriver om og har stukket fingrene i et hvepsebo, men efter at have genlæst Kathrine Lilleørs oplæg, kan jeg i hvert fald slå fast, at hun ikke kritiserer organister, som hun selv har arbejdet sammen med men efterlyser noget med kadencen og almindelig pli, og sidstnævnte er jo pt. et gennemgående samfundsproblem. Jeg har også lyttet til “Sortie”, der findes i mange udgaver på Youtube fra det adstadige til det glade over det jappede og til det helt udflydende. :))

    For mig er orglet et instrument med en overvældende indbygget skønhed og styrke og således velegnet til at indgå i en katharsis oplevelse. Det opdagede jeg, da vi for længe siden var en flok piger i konfirmationsalderen, som blev vist rundt i en domkirke og til sidst klatrede op til organisten. Vi, der selv spillede klaver, fulgte på tætteste hold interesseret med i hans indledende forklaringer, hvor jeg stod lige overfor en pige, om hvem jeg kun vidste, at hendes far var musiker. Da organisten pludselig gav sig til at spille, blev hun så bevæget, at hun brød ud i høj gråd og til sidst blev gelejdet ud af en trøstende flok, som ikke forstod noget og tiltrak sig de øvriges opmærksomhed. Heldigvis, for jeg følte mig også ramt af en følelsesmæssig tsunami, der slog benene væk under mig. Den gang græd man ikke offentligt, hvis man kunne lade være, og andres gråd var ikke noget, der blev nærstuderet og tiljublet foran fjernsynet sammen med fredagsslik. Siden har jeg oplevet mange vidunderlige kirkekoncerter og plejer at fremhæve den, der i 1997 var en gave fra Aarhus til dronning Margrethe og resultatet af et samarbejde med det brasilianske kulturministerium. Hvis nogen vil have at vide, hvilken hudfarve de optrædende havde, kan jeg kun svare, at det lagde jeg ikke mærke til, men jeg vil altid huske, hvordan lyden smøg sig ind og ud af sideskibet.

  13. Af Lene Holt Nielsen

    -

    Hvad er dog konens ærinde ? Hvorfor dog ikke bare nøjes med at falde over sin egen faggruppe sådan som vi andre gør. Det kræver jo faglig indsigt at kunne kritisere på en konstruktiv måde. Mon ikke den lille dame er blevet luftet længe nok. Der kommer ihvertfald ikke noget positivt ud af sådan engang klerikalt tyndskideri. Og respektfuldt er det ihvertfald da slet ikke.

  14. Af Maria Due

    -

    Mon ikke de fleste er tilstrækkeligt kvalificerede til at lægge mærke til, at nogen forlader etablissementet for at drikke kaffe.

  15. Af Jørgen Frederiksen

    -

    Den lukningstruede Sct. Pauls Kirke reddede lige præcis skindet, da den var vaks og ansatte Kathrine Lilleør som præst. Prisen var imidlertid at Sct. Paul i høj grad ophørte med at være kirke for sognets beboere, for Lilleør har jo sin egen menighed, som følger hende fra store dele af Sjælland, ligemeget hvor hun er ansat. Så kirken er altid pænt fyldt når hun prædiker, og derfor ligner det en succes.
    Hvis danskerne bare havde tro som et sennepsfrø, ville de opsøge deres egen sognekirke jævnligt og høre ordet forkyndt af deres lokale præst. Måske ikke sprudlende, men dog ordentligt og renfærdigt. At det ikke sker forklares oftest med, at der ikke er tilstrækkelig underholdningsværdi. Det får man jo så her, hvor ikke mindst de halvtimelange prædikner flytter fokus fra gudstjenesten som sådan, til at sætte præsten i centrum, hvilket ser ud til at passe alle deltagende glimrende.
    At Kathrine Lilleør opfatter sin store menighedtække som en succes for hendes forkyndelse fortæller derfor ikke noget om hvorvidt hendes menighed får et møde med Gud. Men de får i hvert fald et møde med Lilleør. Og det er da også nok værd at køre efter.

  16. Af Maria Due

    -

    “Den lukningstruede Sct. Pauls Kirke reddede lige præcis skindet, da den var vaks og ansatte Kathrine Lilleør som præst. Prisen var imidlertid at Sct. Paul i høj grad ophørte med at være kirke for sognets beboere, for Lilleør har jo sin egen menighed, som følger hende fra store dele af Sjælland, ligemeget hvor hun er ansat.”

    Ja, hvad forstår bønder sig på agurkesalat, men ret skal være ret, sognets beboere har åbenbart ikke overrendt deres kirke, og der er vel stadig plads til dem, der måtte forvilde sig forbi. Nogle er måske ligefrem glade for deres nye præst og slutter sig til den omrejsende menighed. Sådan er der jo så meget. Jeg holdt selv op med at komme i min egen sognekirke, da præsten skrottede “Dejlig er jorden” og satte lighedstegn mellem jomfru Maria og vore dages palæstinensiske kvinder. Det havde ikke noget at gøre med Gud, men handlede om præstens helt private og tonedøve sammenblanding af protestantisk kristendom og Allahs menigheder.

  17. Af Eskild Rasmussen

    -

    Lilleør bebrejder koret og organisten, at de opfører sig som lønmodtagere i stedet for som del af en menighed. Men Lilleør er jo selv den største lønmodtager i sin gudstjeneste. Så hvem tjener hun egentlig? Staten eller Gud?

    H.C. Andersen’s eventyr “Nissen hos spækhøkeren” handler om det samme problem – men med en overraskende udvikling. Nissen elsker at lytte til poesien hos den fattige student – men vil ikke frasige sig risengrøden fra spækhøkeren. Da en ildebrand bryder ud, viser det sig, at nissens hjerte er hos studenten og ikke hos spækhøkeren – nissen redder nemlig studentens poesibog og ikke spækhøkerens pengekasse! Bagefter viste det sig, at branden ikke var hos spækhøkeren, men hos naboen.

    Temaet gentager sig konstant i det virkelige, pulserende liv: I det afgørende øjeblik var Angela Merkel mere præstedatteren fra Østtyskland end Tysklands kansler – og det vil hun blive husket for i generationer af de berørte, også selv om hun bagefter har trukket i land. I det afgørende øjeblik var der danskere, der satte livet på spil for at redde danske jøder til Sverige. Det huskes de stadig for. Osv.

    Før eller siden vil Lilleør møde et tilsvarende afgørende øjeblik, der én gang for alle afgør, hvem det er, hun tjener.

  18. Af Maria Due

    -

    Utilsigtet tragikomisk.

    Mon ikke diverse menigheder er tilstrækkeligt intelligente til at konkludere, hvem der i deres tilfælde eventuelt er “spækhøkeren”. Orgel tilsat rytmeboks og kaffegungren eller den, der udlægger dagens tekst.

  19. Af Ib Christoffersen

    -

    Folkekirken har begået selvmord, den har bare ikke opdaget det selv. Det er som om folkekirken frygter selvmordet vil gå hurtigere hvis de prøver bare lidt fornyelse. Men måske det er for sent og så er det jo bare at malke koen til den falder om.

  20. Af Martin Hornstrup

    -

    Gudstjenesten er et fælles anliggende
    Musikken betyder rigtig meget for vores måde at holde gudstjeneste på i den danske folkekirke. Organisten har dermed rigtig stor magt i gudstjenesten – ja, jeg vil vove den påstand, at organisten har større magt i gudstjenesten en præsten. Vi kan punktere folks gudstjenesteoplevelse fuldstændigt – og vi kan såmænd også være med til at løfte en halvdårligt forberedt gudstjeneste på det øvrige personales vegne.
    Og det, at organisten har så forholdsvist meget magt i gudstjenesten tror jeg i lang tid har irriteret præster landet over. Og det har bidraget til at grave grøften mellem præster og organister dybere og dybere gennem årene.
    Lad det med det samme være sagt: Det er faktisk ret svært at spille orgel. Jeg har engang hørt at orglet er det sværeste instrument at spille musikalsk på, da der er så meget teknik og mekanik, som musikken skal igennem, før det når fra organistens indre musikalitet og til tilhørerens sind. På den måde er det helt sikkert rigtig, at det ikke altid er godt nok det, vi laver, og at vi ikke altid når i mål med det, vi gerne vil formidle og invitere ind i.
    Heldigvis tror jeg at den organisttype, som Kathrine Lilleør tegner op, er en uddøende race. Ingen af mine kolleger er ’ligeglade’ med det åndelige indhold i gudstjenesten. Ingen af mine kolleger forsøger at spille så uengageret som muligt. Ingen af mine kolleger er bare lønmodtagere.
    Vejen frem for organister og præster går gennem samarbejde. Gudstjenesten er og bør være et fællesanliggende. Det kræver fælles forberedelse og indgående kendskab til hinandens fagligheder. Grunden til at organisten spiller friere til koncerterne er måske, at her får vedkommende selv lov at sidde med i idéudviklingen og føler totalt ejerskab, for det, der formidles. Tag nu organisten med ind i gudstjenesteforberedelsen. Vælg salmerne sammen. Tal om hvilke temaer og stemninger, som er på spil i denne gudstjeneste. Tal om, hvem vi forsøger at kommunikere til denne dag. Og lyt til organisten, som typisk har ret gode fornemmelser for rammer og rytme og situation. Brug organisten, som den kreative medarbejder han/hun er.
    Heldigvis er ’solisterne’ både blandt organister og præster på vej ud og giver plads for alle os, der er vokset op med gruppearbejde i skolen. Derfor er jeg sikker på, at fremtidens gudstjenester bliver planlagt i teams.
    Og ultimativt er det vigtigst at huske at det hverken er organisten eller præsten, som skal have magten over gudstjenesten – gudstjenesten er menighedens! Vi, som kirkemedarbejdere, er her for at tjene menigheden og skabe rammer for menighedens gudstjenestefejring.
    Som jeg ser det har folkekirken to værdier, som er meget vigtige i den tid, vi er i lige nu: ro og nærvær. Mange kirkemedarbejdere lider under den misforståelse, at folk gerne vil underholdes, når de kommer til kirken. Det er muligt, at folk også selv gør det – fordi vi alle er så vandt til at blive underholdt. Vi er vandt til at vanvittigt højt tempo med konstante krydsklip og referencer. Jeg har selv i lang tid troet, at vi som kirke skulle bevise, at vi godt kan være med i det høje tempo, og at vi godt kan underholde folk og fastholde dem i spændende, dramatiske fortællinger, visuelle virkemidler og nutidig musik. Det bliver dog mere og mere klart for mig, at vi i kirken kan tilbyde noget, som folk ikke finder mange andre steder, nemlig ro og fordybelse.
    Og når det så er sagt, så skal gudstjenesten selvfølgelig ikke ’konserveres’. Det duer jo ikke, at vi bare laver copy-paste søndag efter søndag og holder gudstjeneste fuldstændig som for 10, 100 eller 500 år siden. Gudstjenesten skal være nærværende, i øjenhøjde, og møde os der, hvor vi er. I et åbent og inkluderende sprog. I et mangfoldigt poetisk og musikalsk udtryk under stadig forædling.
    Mange steder er det vildt svært som organist et vise sit nærvær i gudstjenesten, af den simple grund, at man ikke kan ses, fordi man er blevet gemt af vejen på en balkon langt omme bagved. Så meget desto vigtigere, at præst og organist mødes fysisk før og efter gudstjenesten, og gerne at organisten har muligheden for at se og blive set af menigheden et eller andet sted i eller omkring gudstjenesten. Ellers ender vi jo her igen, hvor organister er sådan nogle kropsløse spøgelser, som svæver frit i lokalet og ødelægger alt for de velmenende præster – og som kan kritiseres højt og larmende i landsdækkende medier, fordi man har glemt, at der sidder levende mennesker med faglig stolthed, personligt engagement og ægte følelser bag tangenterne.

  21. Af Jakob Balling

    -

    Sjovest er det, når de hellige idioter skændes indbyrdes. Men det’ nu heller ikke så tosset at følge med, når de hellige idioter og vi organister skændes. Egentlig besynderligt, at Folkekirken i den grad føler sig nødsaget til at iværksætte så mange særlige tiltag for at sikre underholdningen af folket. – Tak for dit indspark, K.L.! Trods alt.

  22. Af Maria Due

    -

    Kære Martin Hornstrup.

    Tak for dit indlæg, som jeg læste med glæde og eftertanke. Jeg har flere gange deltaget i Evensong/Evening Prayer i engelske kirker men også i Frue Kirke i Aarhus. Det var uendelig fredfyldte og smukke stunder. I Aarhus var kirken hver gang stuvende fuld, fordi folk kom tilfældigt forbi sent en fredag eftermiddag, og når stolene var fyldte, satte vi os på gulvet med alle vore tasker og pakkenelliker. Jeg tror fuldt og fast på musikkens terapeutiske evner til sammen med sang og korte oplæsninger at skabe sådanne perler af fællesskab i hverdagen.

Kommentarer er lukket.