Familiens magtkamp

Af Kathrine Lilleør 10

Er det dejligt at slippe ud af familiens efterårsferie-greb og komme på arbejde igen? Man kan højt svare nej! og nøjes med at tænke ja, idet man puster ud efter en uge teenageren, der højest svarer med billeder på Insta. Har stemningen været god, eller har den været lidt stram? Er I begyndt at tale om jul, hvor og hvordan og med hvem, mens du lettet glæder dig over, at der er adskillige uger til, at I skal hånd i hånd omkring træet?

At man gerne vil sin familie, er ikke det samme som, at man kan holde ud at være sammen med den. Enten fordi børnene er så små, at de tager ens søvn og vågne timer, så man ikke tænker to selvstændige tanker i sammenhæng, der ikke handler om yngelpleje. Eller fordi børnene er blevet så store, at man ikke længere med en pakke rosiner kan købe sig enighed. Faktisk kan man uanset, hvor meget, man giver de stadig større børn, ikke få dem til at lytte – og rette ind. De begår dumme og ubetænksomme ting, gør de. Det er både farligt, uhensigtsmæssigt og besværligt. Og utaknemligt! Især den sidste følelse fylder undertiden meget, har jeg måtte konstatere. Punktvist hos mig selv. Og hos andre. Her bruger man alt, hvad man har i sig, og så får man, nåja, i bedste fald noget, der ligner ligegyldighed igen.

Fra mit præsteværelse ved jeg, at hel- og halvvoksne børns forældre kæmper i årevis, ja livslangt, med den uretfærdighed, der udgår fra store børn, der ikke har blik for alt det, de har fået, men i stedet fokuserer på det, de ikke fik. Beskyldninger som er overrumplende sårende for de fleste forældre. Men at være forælder er at have uindskrænket magt over små mennesker, som man gang på gang i deres opvækst tvinger til at gøre ting, de ikke har lyst til. Tvang. Ja. De forældre, der ikke vedgår, at opdragelse ind imellem og så igen er med magt at tvinge, er i endnu større fare for at blive ramt af beskyldninger, der føles uretfærdige, end alle os, der dog vedgår, at vi har sat vores vilje igennem gang på gang i vores børns opvækst. Som årene går, må jeg konstatere, at den ulige magtfordeling mellem voksne og børn, som over år forskyder sig fra forældrene til de voksne børn, oftest er ankerpunktet i de fleste familiekonflikter.

Den naturlighed, hvormed forældre bestemmer, kontrollerer og udøver deres magt, opleves fra børnehøjde ofte som overgreb på overgreb. Også af voksne børn retrospektivt. Uanset argumenter om bedste hensigt og stor kærlighed. Når dertil lægges forælder-skuffelse over manglende taknemlighed og hengivenhed fra halv- og helvoksne børn, er det sådan set ikke mærkeligt, at så mange familier har problemer. Faktisk er det mirakuløst, at der er familier, som ikke har det.

Tilbage står, hvordan man overlever som familie. Som fædre og døtre, mødre og sønner. Overlever stemningerne, bebrejdelserne og utaknemligheden uden at miste hinanden. Svaret er det samme, som gælder for alle magthavere til alle tider: Man må som linedanseren hele tiden finde balancen på ny. Mellem nej og ja. Mellem grænsedragning og frisættelse. Mellem egne erfaringer og nytænkning. Bestandigt anfægtet af, om man gør det rigtige.

Det garanterer ikke fred, men forsoning, lethed og løftet stemning er aldrig langt væk, når magthavere erkender egne fejl.

 

10 kommentarer RSS

  1. Af b m

    -

    Familien er den vigtigste og mest grundlæggende enhed i ethvert samfund. Men Danmark og Sverige er nu de to mest familiefjendske lande i verden. Til skade for børnene, mændene og kvinderne. I de sidste fire årtier har kommunistiske, feministiske og radikale kræfter arbejdet på at undergrave familieværdierne, på at splitte familierne, på at gøre børnene til statens ejendom, på at nedgøre mændene. Men det er som om danskernes store flertal ikke evner at gennemskue hvad der foregår. At familiepolitikken er baseret på løgn og bedrag, at den gør både mændene og børnene retsløse, at den også er til skade for titusindvis af kvinder, at den bruges til at udnytte og tyrannisere utallige børn og forældre! I den rødbrune/rødfascistiske familiepolitik er der ingen grænser for ondskaben.

  2. Af b m

    -

    Familien er den vigtigste og mest grundlæggende enhed i ethvert samfund. Men Danmark og Sverige er nu de to mest familiefjendske lande i verden. Til skade for børnene, mændene og kvinderne. I de sidste fire årtier har kommunistiske, feministiske og radikale kræfter arbejdet på at undergrave familieværdierne, på at splitte familierne, på at gøre børnene til statens ejendom, på at nedgøre mændene. Men det er som om danskernes store flertal ikke evner at gennemskue hvad der foregår.

  3. Af b m

    -

    Familien er den vigtigste og mest grundlæggende enhed i ethvert samfund. Men Danmark og Sverige er nu de to mest familiefjendske lande i verden. Til skade for børnene, mændene og kvinderne. I de sidste fire årtier har kommunistiske, feministiske og radikale kræfter arbejdet på at undergrave familieværdierne,

  4. Af b m

    -

    Danmarks rødstrømpe- og familiepolitik er EKSTREMT FJENDTLIG overfor mændene. Prøv at lægge mærke til hvordan mænd hetzes og nedgøres hver eneste dag….. I artikel efter artikel og i tv-udsendelser får feminister lov til at udslynge alle mulige anklager mod mændene. Nedsættende betragtninger vælter frem. Og forældre spilles ud mod hinanden, så skilsmissetallet nu er på 75% mod før 1-2%. I skilsmissebureaukratiet dominerer feministiske kvinder og feminiserede mænd….. og fraskilte fædre tyranniseres og tromles ned, og fratages al værdighed og al ret. Og talløse børn gøres faderløse, rodløse og dybt ulykkelige. Ofte med stress og psykiske lidelser til følge.

  5. Af b m

    -

    Danmarks rødstrømpe- og familiepolitik er EKSTREMT FJENDTLIG overfor mændene. Prøv at lægge mærke til hvordan mænd hetzes og nedgøres hver eneste dag….. I artikel efter artikel og i tv-udsendelser får feminister lov til at udslynge alle mulige anklager mod mændene. Nedsættende betragtninger vælter frem. Og forældre spilles ud

  6. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    “Den naturlighed, hvormed forældre bestemmer, kontrollerer og udøver deres magt, opleves fra børnehøjde ofte som overgreb på overgreb.”

    Forældrene bør modtage kritikken som voksne mennesker, både når den er rimelig og til en vis grad også, når den er urimelig, for forældre er jo også fejlbarlige mennesker, og der er ingen grund til, at deres børn gentager deres fejl.

    Det bør man tænke på, i stedet for, at begynde at skændes med dem, selvom kritikken kan virke sårende, og ofte er mere eller mindre urimelig, for ellers risikerer man, at diskussionen går i selvsving, og ender med et livslangt uvenskab,.

    For når teenagere skal til, at bestemme over sig selv, og finde deres egne værdier og mål i livet, så “evaluerer” de ikke underligt deres forældres opdragelse af dem; det er ikke underligt, at de forholder sig til, hvad de mener, at deres forældre “gjorde galt”, for de skal jo selv til, at være forældre selv.

    Apropos overgreb.

    Det undrer mig lidt, at ingen blog-skribenter har følt trang til, at kommentere sagen fra Tømmerup, hvor en præst misbrugte tillidsfulde forældres tillid til ham til, at misbruge deres børn seksuelt.

    Holder den danske Folkekirke i praksis hånden over pædofile præster, ligesom den katolske kirke tilsyneladende har gjort?

  7. Af Helge Nørager

    -

    Lad mig smide grus i maskinen.
    Ofte tænkte jeg som barn, gid jeg var på et barnehjem.
    Da jeg var 10 år, blev mine forældre rystede, da jeg sagde jeg aldrig ville have børn.
    Skæbnes ironi gjorde mig pga lægefejl steril som 17 årrig og mine forældre, de fornægtede alt.
    10 år efter til min brors søns barnedåb, sagde han i skåltale at det var en skam at hans yndlingssøn var bøsse og ikke leveret varen.
    Det var i Norge, og jeg talte aldrig med min far siden.
    Familien hvis aborten var fri da min mor var gravid, var jeg aldrig blevet født.
    Familien det er dem som siger de elsker dig, og så kommer der tæsk.
    Har aldrig kunnet sige til nogen kvinde jeg elsker dig.
    For i min familie var det optakt til at så kom der tæsk.
    Jeg ved helt ærligt ikke hvad det betyder at elske nogen.
    Men en ting som jeg ved, det er ikke at tæske andre,

  8. Af bo mikkelsen

    -

    Ja, lad os endelig fortsætte hetzen og mistænkeliggørelsen af forældre. De er jo alle sammen dårlige og ligeglade, og ude af stand til at finde ud af nogetsomhelst. Så er journalisterne, bureaukraterne, eksperterne og de professionelle “børnevenner” da meget bedre. Mobning og bashing af forældre er vejen frem. Først når STATENs store og vidunderlige familiebureaukrati styrer alt, kan børnene blive sunde, lykkelige og rigtige mennesker. Faderløse, forældreløse, rodløse og statsejede børn er de eneste børn der dur til noget. Alle de andre er fejlopdragede og værdiløse.

  9. Af k s

    -

    Nørager, dine vrøvletekster kan vi godt undvære.

  10. Af k s

    -

    Nørager, dine platte privatheder og ynkelige selvudlevering vil vi også gerne være fri for.

Kommentarer er lukket.