Med kærlig hilsen

Af Kathrine Lilleør 6

Navnene på de, der døde i årets løb, blev ved gudstjenesten læst op her til formiddag. Allehelgenssøndag mindes vi i kirkerne de døde. Vi præster mindes også de pårørende. Mennesker, der mere eller mindre ulykkelige sad overfor os, og fortalte om den døde. Om skuffelserne og glæderne. Stemningen og sorgen efter et dødsfald er gerne et billede på, hvordan den døde levede. Nogle kommer forrevne og med paraderne oppe i præsteværelset, utrygge ved at skulle være sammen med familien. Men langt de fleste kommer samstemte, og er slet og ret ulykkelige i sorgen. Nu skal der så være en kirkelig handling, og man frygter det lidt. Alene at skulle sidde ved siden af kisten er afskrækkende. Men så er der også salmerne, som man ikke rigtig kender. Og præsten, som man slet ikke kender.

Her deler vi præster os i to. Præster, de pårørende aldrig glemmer. Og præster, som allerede efter et par måneder står uklart i erindringen. Det gælder om at høre til i den sidste gruppe, for når man kan huske en præst fra en bisættelse, er det stort set aldrig for det gode. Så er det, fordi præsten talte længe og fjernt om noget, som ingen forstod, og da slet ikke, hvad havde med den døde at gøre. Eller, fordi præsten absolut og meget bestemt at nægtede, at der kunne spilles ”Om lidt bli´r her stille”, eller man kunne synge ”Jeg ved en lærkerede” og andre sange, alle kender. Begravelsesfølgets præste-erfaringerne fra bisættelser er ikke altid lige gode, det må være derfor, at de pårørende undertiden er fast besluttede på, at der skal være mindst to og gerne tre musikindslag, og at de selv skal holde helst to taler. Men det er altid overvældende at stå ved siden af en kiste, selv når man ikke kendte afdøde, og det er langt fra sikkert, at den kirkelige handling bliver bedre af, at man stabler en violinkvartet op ved siden af døbefonden.

Hvad der imidlertid altid giver de pårørende en følelse af meningsfuldhed er, hvis de i bagerste skuffe, på køleskabet eller på sengebordet har fundet en seddel med ønsker til begravelsen. Lettede for beslutningspresset lægger de sedlen på bordet mellem os. Det viser sig godt nok at være salmer fra oldemors begravelse, som ingen synger mere, men det er bedre end ingenting. For det vil forlene bisættelsen med noget, der kommer fra den døde. Dér kan præsten ikke gå i vejen med en uvedkommende tale og alenlange læsninger.

Hos hernhutterne, mest kendt herhjemme som Brødremenigheden i Christiansfeld, har man tradition for, at alle skriver en levnedsbeskrivelse, som helt eller delvist bliver læst op til begravelsen, og derpå i store træk, bliver skrevet ind i kirkebøgerne. Herpå vælger præsten ved begravelsen et Bibelsted og holder en tale, der perspektiverer og trøster. En indlysende smuk skik, som man ikke behøver at være hernhutter for at efterleve.

Hvis man synes, at det er for vidtløftigt, kan man selvfølgelig nøjes med sedlen. Bare forslag. Fire-fem salmer. Et lille konkret tegn på, at du har tænkt på dem, der sørger over dig. Til trøst.

Som en kærlig hilsen fra landet på den anden side af døden til dem, du elsker.

 

 

6 kommentarer RSS

  1. Af j. haNse n

    -

    Man gør sig selv og familien en stor tjeneste, hvis man ikke blander præster ind i begravelser.
    Som ateist giver det sig selv.

  2. Af j mikkelsen

    -

    Også i vores eget land går det den forkerte vej. Dødsraten i sundhedsvæsnet stiger og stiger. Antallet af hjemmerøverier, gadeoverfald, indbrud, tyverier, svindelsager, voldtægter, knivstik, skyderier, kølleslag, påsatte brande, afskruede hjulbolte og kast med tunge sten osv. er i rekordhøjder. Kriminaliteten er eksploderet, som støv ring skriver.

  3. Af j mikkelsen

    -

    Iflg. pressen og en række overlæger rasler sundhedsvæsnet “ned ad brættet”. Diverse “reformer” mv. har nedlagt hospitaler, skadestuer, sengepladser og serviceordninger. Stribevis af nedskæringer har medført massefyringer af varme hænder. IT-skandaler har været til stor gene for læger, sygeplejersker og patienter. Fejlbehandlinger og dødsfald skjules, og klagesystemer kokser til i slendrian og bureaukrati.

  4. Af j mikkelsen

    -

    Ang. region syd og det såkaldte supersygehus Åbenrå-Haderslev: “Hvorfor skulle mor dø?” (BT)….Hvorfor indrykker pårørende annoncer “Vi har mistet al tillid til hospitalet”…? Kritikken af behandlingen af både fysiske og psykiske patienter afslører besynderlige “forretningsgange” og arrogante “metoder” på dette hospital.

  5. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    @Jan Petersen – ja, kunne vi blive fri for denne junkfood, hvor der også påstås skrevet i andres navne, selv om man selv står for det, så ville meget være vundet på diverse blogge og for Berlingske. Sygt – og bør stoppes. Det må være nemt at se afsenderne for et sådant formål.

  6. Af Maria Due

    -

    Da vi boede på Lidingö ud for Stockholm, kom vi helt tilfældig forbi kirkegården sent en allehelgensaften og blev forundret over alle de parkerede biler udenfor og de mange levende lys, der brændte på gravene. Det er bestemt en smuk skik, og jeg synes også godt om nogle af de danske, der er ved at snige sig ind ifm. allehelgensdag.

    Før i tiden var det sjældent at se efterlysninger af slægtninge til en afdød, men det er det ikke mere, og i de tilfælde ville det også have været godt, hvis der var efterladt et sidste ønske. Vi mangler desuden alternativer til de pasningskrævende almindelige gravsteder. Skovkirkegårde er der desværre kun få af her i landet.

    Til dig/jer, der mangler almindelig pli. Det lader sig gøre at tænke på andet end penge og muslimer. Prøv!

Kommentarer er lukket.