Decemberhjertets mørke

Af Kathrine Lilleør 4

Julen afslører sandheden. Derfor er jul undertiden så tung. Fordi den blotlægger, hvordan det er i dit og mit liv. Lige nu.

Hvordan det er med familien? Skal I alle være sammen? Eller er det kun halvdelen, der kommer? Bliver nogle væk, fordi de ikke kan holde ud at være med? Eller fordi de har fået en kæreste, ingen af Jer bryder sig om? Skal du være sammen med din eks og Jeres børn, selvom du meget hellere ville holde jul alene med børnene? Eller skal du slet ikke holde jul med nogen, fordi der ikke er nogen, du har lyst til at være sammen med? Eller fordi ingen inviterer, og du orker ikke selv at invitere?

Juledagene demaskerer den virkelighed, som er. Ikke den virkelighed, vi forsøgsvis bygger op, når vi er på afstand af mærkedage, der inkluderer familie.

Det, der år efter år slår mig såvel i mit private liv som i mit præsteliv er, hvor ulykkelige vi bliver, når julen konfronterer os med, hvordan det hele sådan helt ærligt er. Hvordan det blev i vores liv. Sådan havde man ikke forestillet sig det, da man var 17 og drømte om sit liv.

Man satte ikke børn i verden for, at være uden dem den 24. december. Man satte heller ikke børn i verden for, at de livslangt skal dominere, hvordan man fejrer jul. Man satte slet ikke børn i verden, for med tungt hjerte at se dem tumle rundt med deres egen og andres forventninger til, hvordan jul skal være. Man løber i det hele taget ikke rundt for at gøre alle glade, bare for at se, at det er umuligt, for kun de mindste og de allerældste har lyse hjerter, som det er let at begejstre.

Det er nu midtvejs i december, at jeg selv og en del, jeg kender, skal mindes om, at jul handler om noget andet og mere end, hvem vi giver gaver og danser om juletræet med. Selvom der måske ingen juleglæde var, så langt man kan huske, og heller ingen glæde er. Lige nu. Så lover juleenglen, at der altid vil være glæde i sigte. Det er, hvad Kristus forkynder intenst og vedholdende. Folder det ud på fire lidt forskellige måder i evangelierne, der alle fire er opkaldt efter juleenglen og betyder ”glædeligt budskab”.

Glæden skal være. Loves vi julenat. Men vi loves ikke, hvordan, hvor og hvornår. Kun at den vil være.

Se, om den forventning kan tænde et lys i decemberhjertets mørke. Glæde skal være. Måske ikke lige denne jul. Men måske i januar. Eller til sommer. Hvem ved, måske julen næste år vil bringe nye uforudsete glæder med sig.

 

4 kommentarer RSS

  1. Af Inge K JUUL

    -

    Ja! Sådan er det. ” I, som tunge stier træde! Stands og hør, her er dør til den sande glæde…” Håber, vi hver især finder den dør :-??.

  2. Af Kim Olsen

    -

    Desværre to indlæg skrevet i mit navn af den sædvanlige idiot, som huserer her på bloggene.

  3. Af niels peter lemche

    -

    Kære Sørine,

    Nu ikke så trist. Det ser ikke godt ud lige nu. Julens gode budskab er fred til mennesker med Guds velbehag! Og den fred synes lige nu meget langt væk. Det er som om alt det, der fortælles os om det gode budskab, skal fornægtes, som det er blevet så grusomt udtrykt i DFs finanslovsaftale, hvor det bare skal gå ud over de svageste.

    Der er faktisk brug for nogle præster, der siger, at det, der sker, er så langt fra julens budskab, som man kan forestille sig.

    Så kan man personligt glæde sig over, at alle børnene kommer herop med deres familier. Der bliver i hvert fald ikke så få at glæde sig med i julen.

  4. Af Jan Petersen

    -

    “Decemberhjertets mørke” – i øvrigt et glimrende indlæg af Kathrine Lilleør – som desværre . . . som vanlig . . . er smadret af vanlige fake navne, net trolls og debat sabotører. Så ikke rigtig værd at spilde seriøst krudt på det kommentarspor !

Kommentarer er lukket.