Mænd og mandler

Af Kathrine Lilleør 6

Lut var min Bedstemors søster, der fra mit barneperspektiv virkede ufattelig gammel.  Hun havde ikke som sin søster midler til at klæde sig elegant, hendes lange ranglede, magre skikkelse faldt let forover, og hun så ud på verden med øjne, der forstørredes unaturligt gennem centimetertykke brilleglas.

Dertil kom en pigethed, der særlig udfoldede sig over for mænd. Hun var aldrig blevet gift, havde aldrig været forlovet, og udøvede en pågående munterhed, der hvast lå på lur for at punktere alle ansatser til maskulin selvfølelse. Uden tvivl forfriskende, da hun var ung, men over år blev den et skjold, som hun vist kun smed i selskab med mine bedsteforældre.

Der var to udgaver af Lut. I selskab med mine bedsteforældre, var hun fredsmægler, så småskænderierne mellem dem forsvandt, idet hun sagte lo forbindtligt snart med den ene, snart med den anden. Men sammen med alle andre var hun en gammel trane, der med største selvfølge satte sig højt hvinende midt i selskabet. Mine bedsteforældre og hun holdt altid jul alene sammen i ophøjet samdrægtighed, men der var ét år, hvor de for en enkelt gang skyld og af glemte årsager havde ladet sig lokke hjem til os juleaften. Ved min mors julebord forkyndte, at hun skam var fra det forrige århundrede. Sandt nok. Eftersom hun var født i 1899. Det var koket ment, idet hun gik ud fra, at hun ikke så helt så gammel ud. Men det gjorde hun faktisk.

Julemaden tyggede hun glad i sig, idet hun gentagende og højlydt jamrede over, at hun aldrig havde fået mandlen. Det kunne min mor ikke have siddende på sig. Da alle havde fået en portion, fik min bror Lut til at slippe blikket fra sin tallerken, nøjagtig så længe som det tog min mor over Luts skulder at gemme en hel mandel i hendes portion. Herefter ventede hele bordet spændt på hendes reaktion. Men under idel klage over, at mandlen heller ikke i år blev hendes lod, spiste hun i store mundfulde sin risalamande. Inklusiv den hele mandel. Sådan fik hun aldrig mandlen. Selv om hun faktisk fik den. Jeg kan ikke vide det, men jeg har en mistanke om, at mænd punktvis gennem hendes liv led samme skæbne som mandlen i risalamanden.

Lut opdagede såmænd slet ikke dem, der bød sig til. På 30 års afstand kan jeg nu se, at det, der gjorde hende til en af de damer, der kunne være trådt ud af baronesse Blixens forfatterskab, er, at Lut dog ikke kunne drømme om at jamre over den manglende mand. Klage over manglende kærlighed. Manglende lykke, glæde og liv. Aldrig i livet!

Kun julemandlen kan man hyle over – på skrømt.

Glædelig jul!

(Ovenstående er et let redigeret kapitel fra min kalenderbog “Glæd dig! 24 livshistorier“)

6 kommentarer RSS

  1. Af Charlotte Patricia Simonsen

    -

    Det var da helt vildt sød historie,og glædelig jul til dig.

    Charlotte Simonsen

  2. Af M Jørgensen

    -

    Der var to udgaver af Lut skriver Lilleør , det passer jo meget godt til strengeinstrumentet af samme navn der har dobbelte strenge.
    Men en sjov lille historie er det da-

  3. Af Niels Peter lemche

    -

    Fin lille historie, som stod der, da jeg kom ud af køkkenet efter at have smuttet mandler og hakket dem til risalamanden!

  4. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Lut blev gammel, og det kan de fleste, midaldrende danskere også se frem til, at blive.

    Men amerikanerne plejer jo, at være et par år foran os, så en del af de unge mænd behøver ikke, at bekymre deres alderdom, hvis udviklingen i Danmark også følger udviklingen i USA på dét punkt.

    For så vil de dø tidligere end tidligere generationer af mænd gjorde.

    Gennemsnitslevealderen i USA for mænd er faldet to år i træk, for første gang siden starten af tresserne, hvor en alvorlig influenzaepidemi trak gennemsnitslevealderen ned.

    Nu falder gennemsnitslevealderen for amerikanske mænd igen, men denne gang er det på grund af misbrug af lægeordineret medicin – dvs. opiater. En del amerikanske læger er blevet pushere, hvis “patienter”, dør på stribe før tid af lægeordineret narkomisbrug.

  5. Af J L

    -

    Min mormors søster, Ellen, var også ugift og uden børn. Jeg tvivler på, at der har været mænd i hendes liv. Min søster og jeg kaldte hende altid gudmor, da hun var det ved vores dåb. Hun fungerede også som mormor, da hendes søster, min rigtige mormor blev indlagt på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland efter hendes sidste fødsel og opholdt sig på hospitalet resten af hendes liv – i rigtig mange år.

    Min gudmor sørgede for mandelgaven, eller nærmere mandelgaverne, da der blev puttet flere mandler i risalamanden.

    Hun døde 14 dage før sin 102 års fødselsdag. Jeg mener hun var troede kristen. Den lokale præst mødte i hvert fald troligt op til hendes fødselsdag gennem en længere årrække. Som præsten sagde i døren ved hendes bisættelse: “Nå der snød hun os for en fødselsdag”. Der var altid mange af gæsterne medbragte lækre kager til hendes fødselsdag.

    /Jesper Lund

  6. Af Mitte Just

    -

    JAKOB SCHMIDT-RASMUSSEN – 23. DECEMBER 2017 13:08

    Du har ret, det er forfærdeligt. Det er der meget, der er, og for nogle af os er der allerede fuldt hus. Så lad os finde historierne frem, som da vi læste i de små julebøger for børn, hvor alting endte, som det skulle. Min handler om øjnene, der ser noget forskelligt, og om hjertet,der husker og insisterer den handler om Ingeborg, som kom til verden for 100 år siden og døde, da jeg var 16. Hun var storesøster for brødre og halvsøstre og sin fars øjesten. En lille prinsesse under sin opvækst, fik aldrig en uddannelse men overtog uden tøven sin fars ansvar, da han som to gange enkemand døde. Ingeborg var ikke meget mere end en teenager, da hun på den måde uventet men som den naturligste ting af verden blev mor til seks samt hele familiens faste støtte og også for næste generation.

    Derefter gik alt i følge en nutidig målestok galt for Ingeborg. Hun giftede sig men fik ingen børn selv og var alligevel altid omgivet af børn og højtelsket af dem. Hendes mand var også en venlig sjæl, der forpagtede gårde, som måtte opgives, og til sidst blev han mælkekusk, for han kunne i det mindste styre et spand heste. Det var omkring det tidspunkt, at det med kæresterne begyndte, og dem blev der talt meget om i familien, som om de var en god joke, og det troede jeg også længe, at de var. Nu ved jeg ikke mere, hvad jeg tør tro. Bagerjomfruerne, damerne i mejeriudsalgene, ja selv hende med parfumeriet, der vel ikke skulle have så meget mælk, men som var leveringsdygtig, når der skulle købes gaver. Men kærligheden behøvede vi ikke at tvivle på, og når Giro 413 spillede “Den første gang jeg så dig”, løb hans øjne hver eneste gang over med tårer, for det var deres melodi. Ingeborg var elsket som få og døde som sin far tidligt.

    Så gik der mindst 20 år, jeg var til frokost hos et af de mange børn, Ingeborg havde taget sig af, og der var også et andet af hendes børn til stede. På et tidspunkt begyndte de at tale om hendes alkoholisme. Jeg var ved at tabe bestikket og protesterede vildt. Det troede jeg ikke på, og de så overbærende og ganske hånligt på mig, som om man ikke kunne forvente andet fra den kant.

    Det er ved at være tid at fylde Ingeborgs krystalflakon op med lavendelvand, men måske skulle jeg denne gang vælge rosenvand. En stor buket rosenduft til minde om et menneske, der ikke selv fik børn men alligevel blev mor for mange, og hvis de onde tunger havde ret i, hvad bryder jeg mig så om det. Ikke det fjerneste.

Kommentarer er lukket.