Synnøve Søe 1962-2018

Af Kathrine Lilleør 10

Synnøve Søe blev fundet død i går. Eller Snøvs, som hun kaldte sig. Inspireret af Benny Andersen. ”Alle går fra Snøvsen”. Et kælenavn, der akkompagnerede de vilde år, hvor makeuppen sad perfekt, brysterne lå som to appelsiner i udskæringen godt understøttet af en sammenrullet nylonstrømpe i hver brystskål, og der var meget at grine af. For hende Synnøve, journalisten, brevkasseredaktøren og talkshowværtinden, var en identitet, som Snøvs iklædte sig. Og som hun talte om i 3. person. ”Synnøve synes, sex er sjovt”, kunne hun sige. Den holdning er jeg til dato ikke sikker på, at Snøvs delte med Synnøve. Selv var Snøvs helst iført stor t-shirt, slidte hvide træsko, og en gammel rød bil, hvor hun havde skrevet ”Eventyret” hen over sidedørene.

Synnøve og Snøvs lignede kun hinanden på ét punkt: De kunne få folk til at fortælle deres dybeste hemmeligheder. Sorger, skuffelser, bedrag, svigt, håb og lyster. Intet var tilsyneladende forkert, alt kunne siges, intet blev fordømt. Sådan føltes det, og Synnøve høstede astronomiske seertal, når man glemte hendes bryster og korte kjoler, fordi endnu en hjertefortælling blev fortalt for åben skærm og et måbende publikum.

Men man skulle ikke tage fejl. Alt var ikke tilladt i Snøvs’ univers. Hun troede på Gud på søndagsskolemåden, og frygtede Hans straf, hvis hun gjorde noget forkert. Andre kunne fejle, men hun selv måtte ikke. Hun forsøgte livslangt at gøre det så godt som muligt, men måtte sande, at et helt almindeligt, regelmæssigt liv, ikke var hendes største talent. Det var imidlertid alt det, der faldt udenfor. Sansen for det sjove, det skæve, det makabre, det ubærlige, det uretfærdige og det håbefulde var altid at læse mellem linjerne i hendes interviews, klummer og romaner. Hun skrev knaldgodt. Simpelthen. Derfor fik hun også Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, der som bekendt gives alene på grund af talent uafhængigt af, om forfatteren maler sig hvid i hovedet, har bryster udenpå trøjen eller træsko på. Hun skrev altid ud af sit eget, afbillede erindringen i tusind varianter så, hvad der helst skal fortrænges, blev fremkaldt igen og igen og igen. Dermed blev livssmerten ikke mindre. Tværtimod.

Livet var ikke livet værd de seneste år. Havde det ikke været for Romeo, sønnen, der gav mening midt i det meningsløse. Ingen har hun elsket så højt som Romer, men selv ikke en højtelsket søn, kunne standse hendes længsel efter kærlighed, som hun altid efterspurgte. I sit eget liv, i andres liv –  og i de år, hvor hun råbte ”Kærlighed” udover de Bornholmske tage, når hun luftede Kærlighed, for det havde hun kaldt hunden.

Snøvs var uanset sin hengivne Gudstro så bange for at dø, at hun knapt turde lytte til den påskeprædiken, hun havde insisteret på, at jeg skulle læse for hende sidste påske. Men nu forstår jeg, at der var noget, hun var om muligt mere bange for: Ikke at kunne skrive. Hendes arm var opereret tre gange over de seneste år, hun havde konstante smerter, kunne knapt skrive, og hun havde netop fået at vide, at der ikke var udsigt til bedring de næste par år.

I fredags skrev hun uroligt til mig om en 50-årig kvinde, der pludselig var død. Jeg skrev tilbage, at jeg jo tror, at de døde går ind i Guds lys. Det tror jeg også i dag. Og jeg tror, at Snøvs forleden fik mod til at tro det samme.

 

 

10 kommentarer RSS

  1. Af Elisabeth Lindhardt

    -

    Smukt. Tak, Kathrine Lilleør

  2. Af svend Hansen

    -

    Jeg kender kun Synnøve Søe fra medierne og der kendte jeg hende så ikke alligevel, kan jeg forstå.
    Jeg har altid haft en anden og dybere sympati for hende, end den overfladiske, der kunne være ret så fordømmende. Det er så ikke så underligt som jeg selv har følt det, kan jeg forstå. Det betyder også at jeg er nået til et punkt, hvor den ”officielle” kristendom ikke rækker længere. Jeg har ikke længere behov for at se mig tilbage for at gå den sidste mil.
    Mit spørgsmål til bloggen er, om det er nødvendigt for et selvstændigt og tænkende menneske at udvikle to personligheder for at kunne være kristen på den ”gammeldags” måde.

  3. Af Paul Bischoff

    -

    Svend Hansen, ganske kort – nej. Det at være bange for at begå fejl er noget typisk dansk. Vi korrekser altid hinanden over fejl. Fejl er en del af livet. At kunne tilgive sig selv er en del af livet.

  4. Af Helge Nørager

    -

    Fred være med afdøde, hendes første bog var kult for mine veninder da den udkom..
    Konstante daglige smerter i årevis, er opslidende.
    Angst for operationer, efter gentagende fejloperationer er nedbrydende.
    Viden om at næste operation vil medføre år uden at kunne arbejde med højre hånd er barsk.
    Hvil i fred.

  5. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Man kan blive så bange for at dø, at man slår sig selv ihjel, for at flygte fra angsten for døden.

    Men håbet, om et bedre liv efter døden, må aldrig tilskynde angste og deprimerede til selvmord, ligesom det også er ekstremt usmageligt, når religiøse mordere undskylder sig med, at deres uskyldige ofre kommer i Paradis, og at de selv får deres traf i Helvede.

    Troen og håbet er i nær familie.

    Selv, når det er allermørkest, er der stadig håb; jeg har selv været dér, hvor alt håb tilsyneladende var ude, og kristendommen gav mig på dét tidspunkt styrke, til at leve videre, til der viste sig en løsning.

    Selvmord anses traditionelt i kristendommenfor en endog meget grov synd – måske den groveste, netop for at undgå, at lidende sjæle tager livet af sig selv.

    Fred være med hende, og hendes familie.

  6. Af Anne sørensen

    -

    Tak for dette kærlige og loyale indlæg, Kathrine. Den gør godt efter Berlingskes ondskabsfulde nekrolog.

  7. Af Glenn Madsen

    -

    “de døde går ind i Guds lys”
    Jeg kom til at tænke på Hieronymus Boschs billede “De helliges opstigen”, hvor sjælene flyver ind i tunnelen med det blændende lys for enden. De går formodentlig ind til et liv efter døden.
    Er der nogen der tror på genfærd?
    Min sanglærer på Jagtvejens Skole, Valdemar Kallendorf, fortalte os i en sangtime, at han havde set sin afdøde far. Han havde siddet ved sit bord, da han, uvis af hvilken grund, vendte sig om (måske hørte han en lyd, jeg husker det ikke). I døren til værelset stod hans far, smilede og løfter hånden til hilsen på en for ham karakteristisk måde, hvorefter han tonede væk.

  8. Af Jan Johansen

    -

    At dømme efter de beretninger man kan finde på nettet om Synnøve Søes barndom og ungdom og hendes senere voksentilværelse, har hun ikke haft en nem tilværelse. Det kan der være flere grunde til, men dykker man ned i hendes forfatterskab, har hun tilsyneladende haft nogle særlige forudsætninger for at skrive, som hun gjorde. Det er virkelig trist læsning, og det giver da stof til eftertanke. Hvordan mon hendes liv havde formet sig, hvis hun havde haft en mere normal opvækst? Kunne det ha’ ændret på noget som helst, eller var der noget i hendes personlighed, som gjorde det ekstra svært at være Synnøve Søe? Svært har det været, men troende har hun nok ikke været – snarere tvivlende med et tilbagevendende håb om en bedre og mere harmonisk tilværelse. Ja, det er virkelig trist. Først nu fik hun fred.

  9. Af Dann Dann

    -

    Hun blev så glad for din gave…..

  10. Af Kathrine Lilleør

    -

    Og den var endda så lille.

Kommentarer er lukket.