Dronningesmil

Af Kathrine Lilleør 19

Prins Henrik døde tirsdag. To gange har Dronningen siden vist sig. Begge gange har hun smilet. Først, da Dronningen gik ud for at se på blomsterne, folk havde lagt foran Fredensborg, og anden gang, da hun fulgte Prinsens kiste ud til rustvognen foran havedøren til Fredensborg.

Reaktionerne faldt prompte. Hvorfor smiler Dronningen? Upassende mente nogle. Men måske er det netop passende. Ja mere end det: Forbilledligt. Især når man er kirkens overhoved.

Kvinde, hvorfor græder du?, spørger Jesus Marie Magdalene, da han finder hende ved sin grav, dybt sørgende. Hele kristendommen ligger i det spørgsmål. For han, der var død, men var blevet levende igen, vidste, at der intet er at græde over ved en grav. At den døde er der ikke længere.

Enhver, der har set en død, har set det. Set, at kroppen i de første timer efter døden reduceres til en skal. Til et hylster. Kristendommen forkynder, at ikke alene er den døde, der ikke længere, men vi skal se den døde igen. Derfor er en begravelseshandling i kirken aldrig et ”farvel”, men altid et ”på gensyn”. Den døde er gået forud. Vi andre skal følge efter.

Som kirkens overhoved er det ikke fjernt at forestille sig, at Dronningen i denne tid trøster sig ved sin tro. Og at det er denne tro, der vækker naturlige smil hos hende. Både ved synet af de mange venlige blomster udenfor slottet, og en kølig februarmorgen på Fredensborg bag Prinsens kiste.

Jeg kom her til morgen i tanke om, hvor jeg har læst om smilet midt i sorg. Det er Grundtvig, som i sin store påskesalme ”Tag det sorte kors fra graven”, skriver om Maria Magdalene, der blev trøstet ved Jesu grav:

Se Marie Magdalene!

Hænder nys hun vred i gru,

Sukked til at røre stene:

Hvor, ak, hvor er Herren nu?

Se af øjets tåreflod,

morgensolen mildt opstod.

I den grav, hvor han har hvilet,

hun har fundet englesmilet”.

Englesmilet lyser over enhver kiste. Englesmilet, lover, at livet genopstår. Som morgensolen en diset vinterdag i Fredensborg Slotspark, hvor en dronning smilende vinkede på gensyn til sin elskede prins.

19 kommentarer RSS

  1. Af Kristoffer Hansen

    -

    Danmarks dejlige dronning Daisy.

  2. Af Lise Pedersen

    -

    Tak, Kathrine Lilleør.
    Godt du var/er med ind over Prins Henriks bisættelse. Dine ord omkring opstandelsen og enkle, rammende forklaringer på diverse spørgsmål højner i den grad dækningen af bisættelsen. Du sætter ord på og giver på den måde noget, vi kan tage med.
    Jeg håber du osse er med på tirsdag.
    Mange hilsener – og tak for et godt foredrag engang på Ringe Bibliotek.

    Venlig hilsen
    Lise Pedersen

  3. Af Jakob S. Rasmussen

    -

    Hvorfor smiler Mona Lisa?

    Ingen ved det med sikkerhed, så der er frit slag for gætterier, der ofte siger mere, om dén, der står bag gætteriet, end om Mona Lisa, der er målet for de vidtløftige teorier.

    Men mit forsigtige gæt er, at hun var lettet, for prinsens sidste dage har nok ikke været lette, og han har jo skabt rav om Kongehuset, lige siden 1996, hvor han forlangte, at blive “ligestillet” med Margrethe, ved at blive udnævnt til Konge af Danmark, fordi han ikke mente, at det var passende, at en ægtemand er underordnet sin kone.

    Men han vidste jo fra starten, hvad han gik ind til – han kunne ikke blive konge af formelle grunde, og derfor startede han sin personlige kampagne for at blive King of Hearts, for på dén, at folkelig opbakning til sit krav om, at blive konge, så politikerne blev mere lydhøre.

    Lidt på samme måde, som Diana forsøgte at blive Storbritanniens Queen of Hearts, da hun ragede uklar med det engelske kongehus.

  4. Af Jakob S. Rasmussen

    -

    Søren Pind vender situationen på hovedet, når han kritiserer medierne for ikke, at “tage hensyn” til prinsen, ved at undlade at skrive, eller fortælle, om hans krav, om at blive “ligestillet” med sin kone, Dronning Margrethe, ved at blive udnævnt til konge af Danmark.

    Pind mere end antyder, at prinsens krav, om at blive “ligestillet” med sin kone, Dronningen, var et resultat af hans påståede senilitet.

    Men i så fald har prins Henrik jo været senil siden 1996, for i ´96 udgav han selvbiografien, “Skæbne forpligter”, hvor han første gang besværede sig over, at han var nummer tre i det royale hierarki.

    Dengang var han efter alt at dømme fuldkomment frisk i hovedet, så kravet om, at blive ligestillet med Margrethe, er ikke nyt, og ikke et produkt af hans senilitet.

    Han fremsatte kravet, om at blive konge, med stadigt stigende styrke, og endte med at blive noget nær en trussel mod Kongehusets ry og rygte, da han f.eks. nægtede, at blive begravet ved siden af Margrethe, og ikke deltog i hendes fødselsdag.

    Kravet, om at blive udnævnt til konge, var formelt set urimeligt, for prinsen har hele tiden været klar over, at det (angiveligt) juridisk set var umuligt at udnævne ham til konge. Men det mente han alligevel var urimeligt – for han mente, at en ægtemand aldrig burde være underordnet sin kone.

    Derfor spillede prinsen klovn, ved f.eks. at tage på en improviseret tur til Christinia, og gå rundt med dyr på hovedet – for at vinde mediernes og folkets hjerte, så der kom et folkekrav om, at udnævne ham til konge af Danmark, som overtrumfede de formelle spilleregler, der forhindrede ham i, at blive konge, og som politkerne ikke kunne sidde overhørig.

    Men hans klovneri, og hans krav om at blive konge af Danmark, gav bagslag; hoffet udlagde klovneriet og det formelt set umulige krav, om at blive konge, som et resultat af hans senilitet.
    .
    Prinsens sydlandske mandschauvenisme er efterhånden en sjældenhed i Danmark, og hans krav om, at blive udnævnt til konge, var formelt set umuligt, hvilket han vidste fra starten – men ingen af delene var i sig selv et bevis på, at kravet skyldtes senilitet.

  5. Af Mikael Petersen

    -

    Kun den personlige tro på Guds Søn, Jesus Kristus, og hans død, begravelse, og genopstandelse frelser sjælen. Det er kristendommens ord. At opgive sit liv og lægge det i hans hænder, at omvende sig fra sit syndfulde liv hvor Guds vrede hviler på hvert menneske, og overgive sig selv til troen på Guds ufattelige nåde og frelse af sjælen gennem Jesu blod.

    Alt andet er ikke hvad Bibelen siger. Hvis prins Henrik har troet af hele sit hjerte og bekendt sig med sine læber til troen på Jesus, så er han ifølge Bibelen hos Gud til evig tid. Hvis ikke, så vil han tilbringe resten af sit liv i helvede. Det samme gør sig gældende for dronningen og skorstensfejeren – ifølge Bibelen har de det helt samme behov for personlig frelse gennem personlig tro. Man skal ikke bilde danskerne andre ting ind. At være ‘Lutheraner’ eller ‘kirkens overhoved’ tæller intet og gør ikke et menneske automatisk til ‘troende’ i bibelsk forstand.

    I øvrigt er Jesus og KUN Jesus kirkens overhoved – alt andet er menneskeskabt religion. Ingen, uanset titel, kan kalde sig overhoved af den sande kirke, ifølge Bibelen. Så kan man tro på Bibelen eller lade være – men man skal ikke prøve at foregive andet.

  6. Af Susanne Østersø

    -

    Fine, gode og opbyggelige ord af Katrine Lilleør.
    ………. Men – hvor er det dog synd og skam, at Berlingskes debatter på div blogs totalt spoleres af nogle få profiler og på det nærmeste fremstår som en parodi. Det medfører jo, at ingen “normale” mennesker kan tage kommentarsporet ægte seriøst. Hvor er det bare umanerligt ærgerligt.
    Men ok, lad os hylde den ytringsfrihed, vi må prise os gevaldigt lykkelige for at have i vort skønne Danmark

  7. Af N. Jensen

    -

    Et par lavpraktiske spørgsmål til Kathrine:

    Jeg hørte i tv2 en eller anden tale om jordpåkastelse.

    Men Henrik ønskede jo at blive brændt, så hvordan hænger det sammen ?

    Bliver liget normalt pakket ind i tøris, for at forsinke forrådnelsesprocessen ?

    Min egen mor døde for ca. 10 år siden, men da et voldsomt skybrud havde sat krematoriet ud af drift, måtte hun vente i ugevis på at blive brændt. Jeg har tit spekuleret på, hvilken tilstand af forrådnelse liget var i, da hun endelig blev brændt.

    Jeg kommer her til at tænke på et Columbo-afsnit, hvor skurken var en bedemand. Her erfarede jeg, at for at få en effektiv forbrænding, førte man en længere jernstav op i endetarmen, for at lukke gasserne i tarmene ud. (velbekomme !)

    Hører det også til Danske bedemænds opgaver ?

  8. Af Mik Neslo

    -

    Hvor er det livsbekræftende, at opleve en stærk kvinde som bærer sin sorg med værdighed, og for hvem pligten betyder alt.
    Kontrasten til små hadefulde, kønsforvirrede bloggere fyldt med mindreværdskomplekser er slående. Hadefulde bloggeresom kun med stort besvær kan udtrykke sig på forståeligt dansk, og som ikke bidrager med noget relevant.

  9. Af Mik Neslo

    -

    Det må nødvendigvis afføde stærke reaktioner når nogle bliver konfronteret med begreber som æresfølelse, pligtfølelse, ordentlighed og menneskelig styrke. Begreber som ligger langt fra de personlige egenskaber, som de mest hadefulde bloggere er i besiddelse af.

  10. Af Kirsten Arvin

    -

    Jeg bliver helt tung om hjertet, når jeg ser de hadefulde og kolde kommentarer nogen har skrevet. Tænker at, om man er kongetro eller ej, så er det en mærkelig måde at nedgøre et menneske på. Kommentarerne vidner om en smålighed, kulde , indædthed og indskrænkethed, som siger meget om de personer som har skrevet dem.
    Dronningen smiler , hun er en værdig kvinde. Hun er stærk i sorgen og troen. Havde hun grædt havde de samme personer nok også fundet en ubehagelig kommentar om det.

  11. Af Rosa Haralds.. Kristiansen...

    -

    Et smil er en tilkendegivelse af venlighed, accept og respekt. Det er det Dronning Margrethe viser.

  12. Af Finn Bjerrehave

    -

    Dronningen smiler til danskerne som trods Jantelov giver et farvel til Prins Henrik,.
    Personligt græder jeg over det tab som Danmark har fået i både intelligens visdom glæde samt et engagement vi aldrig forstod.
    Nu står Danmark tilbage med 2 prinser uden nogle af de kvaliteter som vi mistede men aldrig forstod, og Kongehuset går en rungende tom tid i møde.
    Smil til livet. Finn Vig

  13. Af Rosa. Haralds. Kristiansen

    -

    Lad os nu give de to prinser en chance. Finn jeg kan fortælle dig en historie af Frederik. Til en idrætsdag engang for nogle år siden var Frederik til stede, hvor mine børn deltog. Der stod prins Frederik og tog imod børnene da de kom i mål og viste dem en stor opmærksomhed og venlighed. Frederik er en meget venlig mand og helt nede på jorden. Børnene glemmer aldrig denne dag. Så mon ikke der er smittet lidt af fra farmand.

  14. Af Jan Ahlehoff Hansen

    -

    Trist at se adskillige ubegavede og ondskabsfulde kommentarer i forbindelse med prins Henriks død. Et utrolig spændende menneske er død. Han var hjertevarm, nysgerrig, utrolig begavet, humoristisk. Den store opbakning, der manifesterer sig på mange måder, viser hvor afholdt han og kongefamilien er i befolkninge.

  15. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Det kunne jo tænkes, at Dronningen smilede, fordi hun så noget smukt – deltagelsen af de mange mennesker, der var mødt op – og så deres blomster, lysene og børnenes tegninger. En velvilje til kongefamilien udover en sidste hilsen til Prins Henrik.

    Men – det er altså et ‘varvel’ – en afsked, som vi også siger.

    Det er naturligt for mennesker også at smile og få latteren frem, når man mindes den afdøde. Det trøster formentlig midt sorgen og savnet på den måde at mindes den afdøde i stort og småt, sjovt og måske også mindre sjovt.

    Men – jeg tror et sted er vi alle lettede over,, at Prins Henrik ikke skulle lide mere, da det ville være sværere for mest nok den kongelige familie.

    Vi får nok den egentlige dødsårsag at vide senere igen – og jeg har spekuleret på, om Prins Henrik i det hele taget var ved bevidsthed, da han overførtes til Fredensborg Slot. Ligedan kan der udmærket have været en side af Prins Henrik, der ikke ville mere. Han gav op.

    En familie kan samtidig godt få en slags taknemmelighed over, at sygdommens og dermed smertens leje ikke varede længere for hverken prinsen og dem selv. Helt forståeligt.

  16. Af Jan Johansen

    -

    På trods af den noget specielle opdragelse de to prinser, Frederik og Joachim, måtte stå model til under deres opvækst, skal de nok klare sig fremadrettet. Vi har at gøre med et par sympatiske fyre, der hver især har nogle dejlige familier med nogle skønne børnebørn, herunder de to prinser, Felix og Nicolai ikke at forglemme. Med denne “bagage” er de godt rustede til at tage over, når det bliver aktuelt.

  17. Af B. Thøgersen

    -

    Dronningen er jo både en klog og højtuddannet kvinde. Det er derfor i allerhøjeste grad sandsynligt, at hun ikke tror på de groteske ammestuehistorier, som man som religiøs skal sluge. At hun af pligtfølelse har udført sit arbejde som Statskirkens overhoved, bør ikke forlede os til at tro, at hun er en tåbe. Hendes smil skyldes nok al den medfølelse, som strømmer hende i møde.

  18. Af bo andersen

    -

    Hvor kan man dog blive træt af de agressive ateister og nihilister, som mener at ALTING er kommet af INGENTING. Disse ateister overser helt kristendommens kulturelle aspekter, og at deres egen tro er tom, trist og ubrugelig. De baner vej for kommunisme og nedbrydning af civiliserede omgangsformer. Se hvad aeteisterne, feministerne og pladderhumanisterne har frembragt af tosserier, ulykker, forbrydelser, familietragedier og dødsfald i Sverige, som nu er eet stort katastrofeområde. Læs om Malmø osv.

  19. Af Margrethe Jensen

    -

    Prins Henrik har haft et spændende liv, så spændende, at der kunne laves en film om det. Han var en mand med utrolig mange talenter, flere end de fleste mennesker besidder. Med alderen blev han mere rund ikke blot bogstaveligt men også i sit væsen. Hans død er ikke blot et stort tab for den kongelige familie,men også for Danmark og danskerne. Lad os nu glemme de gange han har udtalt sig uhensigtsmæssig. Æret være hans minde.
    Jeg har lagt mærke til, at de kvindelige royale ikke havde hatte på eller sort slør, da de viste sig ved Christiansborg Kirke. Måske fordi hans død og begravelse skal betragtes som privat!!!

Kommentarer er lukket.